I over et år har Danmarks Designskole og Arkitektskolen møjsommeligt arbejdet på en køreplan for en meget debatteret fusion mellem de to skoler, der skal styrke de kreative uddannelser. Men for blot en uge siden fik de to rektorer besked om, at Kulturministeriet ønsker, at også Konservatorskolen skal være med i partnerskabet, og forslaget er nu sendt i høring.
Det sker på trods af, at Konservatorskolen, der beskæftiger sig med restaurering af bygninger, kunst og tekstiler, slet ikke ønsker en fusion. Konservatorskolens rektor René Larsen frabad sig netop denne mulighed, da han før jul skulle aflevere sit bud på, hvordan skolen skulle komme igennem den seneste nedskæringsrunde.






























