Den 2. august 1943 gjorde jødiske fanger i Treblinka oprør.

Bevæbnet med knive, bidetænger, benzindunke og stjålne våben myrdede de vagter, satte ild til bygninger og klippede pigtråden over.

De fleste blev mejet ned af vagtmandskabet, knap 300 nåede ud, godt 200 blev indfanget og henrettet, kun 50-60 slap væk. En af dem var den 29-årige tekstilarbejder Chil Rajchman, der havde overlevet ti måneder i lejren.

Ude i den farlige frihed fik Rajchman hjælp af gode mennesker (mange bønder angav undvegne fanger mod dusør) og klarede sig som »falsk polak« med fingeret arierattest.

Han brød sammen og ville dø, men venner overtalte ham til at vidne om jødernes skæbne, og han nedskrev da denne beretning om tiden i helvede.

Han overlevede i en bunker i Warszawa og kom efter krigen til Uruguay. Her startede han en tekstilfabrik og fik familie, og da den seje herre døde som 90-årig i 2004, blev hans beretning fra 1944 fundet og udgivet verden over. Nu også på dansk.

Ombragte 12-15.000 om dagen
Treblinka var en af de udryddelseslejre (de andre var Auschwitz-Birkenau, Belzec, Chelmno og Majdanek), der efter Wannsee-konferencen i januar 1942 blev bygget i Polen for at gennemføre die Endlösung på det såkaldte ’jødeproblem’.

Treblinka ombragte på halvandet år ca. 900.000 ’racefjender’, 12-15.000 om dagen, og tusinder af dem passerede gennem Rajchmans hænder.

Helt bogstaveligt. Han meldte sig som ’frisør’ – en af dem, der før gaskammeret klippede håret af ofrene.

Siden avancerede han til tandlægerne, der efter gasningen udtrak guldtænder, som blev omsmeltet til guldbarrer i Reichsbank i Berlin. Andre sorterede tandproteser, ure, briller, tøj og fodtøj, der ligesom håret skulle genbruges i det nedbombede Tyskland.

Knoglekolonnen
Rajchman skildrer detaljeret arbejdsdelingen i Sonderkommandoen:

De, der genner ofrene ind i de som baderum med håndklæder forklædte forrum, og maser dem ind i gaskamrene.

Afrydderne, der bagefter filtrer ligene ud af hinanden og hvidter væggene.

Ildkolonnen, der fylder krematorieovnene.

Bærerne og rampearbejderne, der stabler de fire etager høje massegrave.

Senere bliver en kvart million lig gravet op igen, så askekolonnen og knoglekolonnen kan udslette alle spor af folkemordet. De ser dog tit deres snit til at begrave hele knogler som flaskepost til eftertiden. Alle regner jo med at blive likvideret alligevel.

VI har andre beretninger af undslupne fra slagtehusene – stærkest den græske jøde Shlomo Venezias ’Sonderkommando’, som Gyldendal for to år siden udgav på dansk.

LÆS ANMELDELSE Det inderste af Helvede (2008)

Han kunne først som 83-årig overvinde sig selv til at fortælle om sin lignende rolle i Auschwitz, og hans længere beretning om lejruniversets og drabsmaskineriets syge logik er mere systematisk reflekterende end Chil Rajchmans.

Æresgæst Himmler
Rajchmans beretning er bevægende, men barsk, ikke for sarte sjæle og maver, og den har den ekstra autenticitet, at den er nedfældet straks efter flugten.

Den adskiller sig interessant fra Shlomo Venezias billede af Auschwitz, hvor fangerne opretholdt en høj selvdisciplin uden selvmord og uden tårer.

Chil Rajchmans Treblinka fremstår mere fysisk og moralsk opløst med mere pisk og sult – og med masser af gråd og selvmord. En tilfældig forskel, eller er Rajchman mere autentisk som vidnelitteratur?

Han har også detaljer, jeg ikke har læst før – som de ukrainske vagters sadisme og forskellen på dødskampen i de små og i de store gaskamre, med tilsvarende forskelle i ligenes udseende.

Og så er der en grotesk scene, hvor udryddelseschefen Himmler himself er æresgæst i lejren:

»De inspicerer gaskamrene og går ud på den store plads, som nu er helt rengjort og i orden. Himmler ser ud til at være tilfreds. Han ler, og hans assistenter, som står nogle meter bag ved ham, er helt overvældede af glæde. Man hører nogle skud – et sejrssignal«.

Det sprænger vores forestillingsevne, som Herbert Pundik skriver i sit oplysende og smukt personlige forord. Til det antisemitiske vanvid hører, at Hitler i krigens slutfase prioriterede jødeudryddelsen højere end den militære indsats.

Lige så forbavsende kan det virke, at de jødiske og polske rapporter om lejrene, som de allierede modtog fra maj 42, ikke førte til bombning af lejrene og jernbanenettet.

Det skyldtes, siger Pundik, en krydsning af militærstrategiske hensyn og bekvemmelighed, men nok også at uhyrlighederne lød som rygter.

Mangelfuld holocaust-formidling i Danmark
Det samme skete i Danmark. Det afdækkes i en interessant bog af historikeren Palle Andersen fra Historisk Samling fra Besættelsestiden i Esbjerg.

Efter et overblik over svensk, sovjetisk, britisk og amerikansk holocaust-formidling belyser han vores informationsniveau gennem, hvad illegale blade og bøger 1941-45 rapporterede om tyske massakrer i øst og om jødedeportationerne til dødsfabrikkerne.

fakta

Også anmeldt:

Palle Andersen: Dansk viden 1941-1945 om Holocaust – belyst ved den illegale presse.

Syddansk Universitetsforlag. 195 sider. 148 kr.

Konklusion: at informationsniveauet var lavt, og at undergrundsbladene kun delvis pegede på jøder som særligt udvalgte ofre for folkemord – som i Dansk Presses Majdanek-reportage ’Fra Henrettelsesfabrikkerne i Polen’ (nov. 1944).

De fleste tegnede et bredere billede, hvor jøderne ’blot’ var én af mange forfulgte grupper og nationaliteter, hvorved den tyske jødeudslettelsespolitik ikke fremstod i sit fulde omfang.

Det skyldtes dårlige kilder, men også et bevidst fravalg ud fra bladenes observans – og dét at den danske modstandskamp var alt overordnet.

Men vel også, må man tilføje, at der var en forståelig skepsis – indtil de definitive reportager fra kz- og dødslejrene kom frem i sommeren 1945.

Ligesom jøderne i godsvognene klamrede sig til illusionen om, at de bare skulle arbejde i landbruget i Ukraine eller i ’fabrikken’ Treblinka, sådan fremstod det ufattelige netop så ufatteligt, at mange nødig troede på rygterne.

Ikke-ofrene havde også deres flugt fra helvede.