Polarrejsende. Carl Petersen banede vejen for Knud Rasmussen og Peter Freuchen, som kvitterede ved stort set ikke at værdige ham et ord. - Foto: Villarejo, Dr. Kane's Voyage to the Polar Lands/ Den sidste Franklin-Expedition

Slår man op under ’Carl Petersen’ i Den Store Danske Encyklopædi, finder man en arkitekt, en politiker, en kunsthistoriker og en kongelig bibliotekar.

Ikke et ord om Johan Carl Christian Petersen og hans fantastiske bedrifter som hundeslædekusk, isbjørnejæger og stjernehimmelnavigatør – ikke et ord om hans farefulde arktiske ekspeditioner, der gjorde ham til en beundret mand i sin samtid, hvor hans ’Erindringer fra Polarlandene’ (1857) var fast inventar på biedermeiernatborde og i eventyrlystne skoledrenges tornystre.

Glemt er den selvudslettende bødker fra Nyhavn, som tilbragte halvdelen af sit liv i polaregnene, og som ved skæbnens gunst kom med på nogle af historiens mest dramatiske nordhavstogter i en tid, hvor dampskibe endnu var avantgarde, og mytteriet lurede, når man i månedsvis lå underdrejet i pakisen, mens utøj og rotter sprang, og mandskabet bukkede under for forfrysninger, skørbug og sult.

Gåden om Franklins fartøjer
Carl Petersen (1813-80) begyndte sit liv som en drømmerisk knægt mellem knagende master og drukne matroser på landlov, og han endte det til lyden af mågeskrig som fyrmester på øen Hjelm ud for Djurslands sydspids.

Som for så mange andre unge mænd var det krigshærgede og forgældede Danmark ham en klods om benet, men mens kammeraterne søgte mod varmere himmelstrøg, sværmede unge Carl for kongerigets nordligste udkanter.

Han slog sig ned som håndværker og altmuligmand på Grønlands vestkyst, først i Qeqertarsuaq (Godhavn), siden som overopsynsmand i Upernavik, hvor han lærte sproget, giftede sig med Ida-Berthe og fik adskillige børn.

Det tidlige 1800-tal havde i høj grad udtrækskikkerten rettet mod de ufremkommelige polare vidder, og ikke mindst i det britiske imperium var man besat af tanken om at finde en søvej fra Atlanterhavet til Stillehavet nord om det nordamerikanske kontinent.

Den sagnomspundne Nordvestpassage var uden held blevet udforsket siden det sene 1400-tal, og der var både ære og territoriale interesser på spil, da briten John Franklin i 1845 stævnede ud med 134 mand og de gode skibe ’Terror’ og ’Erebus’ rigget op til historiske bedrifter.

Begge fartøjer forsvandt imidlertid sporløst, og i årevis var ekspeditionens skæbne en gåde, som optog såvel Admiralitetet som en forundret offentlighed. Kunne det virkelig passe, at den britiske søhelt fra slaget ved Trafalgar var gået ned med mand og mus?

Pension fra England
Carl Petersen var med til at løse gåden.

Allerede i 1843 havde han på Christian VIII’s begæring foretaget en (ufuldendt) slædeekspedition over Melvillebugten på jagt efter jernholdige meteorsten, og i 1850 håndplukkedes han til hvalfangeren William Pennys storstilede eftersøgningstogt.

På den årelange rejse lokaliserede man adskillige spor efter Franklin-ekspeditionen (bl.a. tre grave), men måtte opgive at finde endegyldige beviser.

REJSETØJ.  Officererne på Kanes ekspedition.Carl Petersen er ikke med på billedet. Få år senere – i 1853 – var der atter bud efter Petersen, som modstræbende lod sig indskrive på endnu en kostbar eftersøgning, bekostet af fiskemogulen Grinnell og under ledelse af den egenrådige og rekordliderlige dr. Kane.

Ekspeditionen lænede sig fra begyndelsen op ad katastrofen, og det var kun med nød og næppe (og et dubiøst ’lån’ af en gruppe inuitters hundeslæder), at man nåede frelst tilbage til Upernavik.

Først med McClintock-togtet i 1857 lykkedes det én gang for alle at stadfæste Franklin-ekspeditionens ulykkelige skæbne (alle mand var omkommet af sult og kulde), og efter hjemkomsten aflagde den danske polarfarer visit hos selveste enkefru Franklin, som i taknemmelighed forærede ham et forgyldt lommeur med indgravering.

Siden blev det endog til en lille pension fra den engelske stat.

Solid dramadokumentarisme
Carl Petersen er uden diskussion en af Danmarks største polarrejsende, og han banede vejen for Knud Rasmussen og Peter Freuchen, som kvitterede ved stort set ikke at værdige ham et ord.

LÆS OGSÅKirsten Hastrup indkredser den store hvide drøm

Det blev 1900-tallets store slæderejser, som kom til at stjæle rampelyset og skrive den danske polarhistorie, og cand.pæd. Nils Aage Jensens Carl Petersen-biografi falder derfor på et tørt sted, omtrent 200 år efter den beskedne polarfarers fødsel.

Den omfangsrige bog er godt researchet og veloplagt fortalt – det er ikke videnskabelig historieskrivning med fodnoter, referenceangivelser og systematisk kildekritik, men til gengæld solid dramadokumentarisme formidlet af en kender med kærlighed til sit stof og sans for dets farverige detaljer.

Respekt til den seje, gamle søulk. Og hurra for en rigtig fin biografi.