Efter en dramatisk flugt og næsten to år som flygtninge i Sverige skulle de endelig hjem til Danmark. Anden Verdenskrig var slut. De tog deres pæneste tøj på, for nu kom dagen, de havde længtes efter. Men hjemkomsten blev alt andet end let for mange af de jødiske flygtninge.

Mange fandt deres lejligheder genudlejet, deres indbo stjålet eller nedslidt. En familie kunne se, at naboen havde deres gardiner hængende. I familiens egen lejlighed var nu nye lejere, og de var derfor hjemløse og måtte bo i flygtningelejr til langt ind i 1946.

Andre mødte direkte fjendtlighed, for eksempel blev deres fine tøj set som tegn på, at de havde levet i sus og dus i Sverige, mens Danmark havde været besat.

Fortællingen om den svære hjemkomst er en af de historier, en ny bog fortæller.

Den politiske historie
Beretningen om redningsaktionen af de danske jøder er ellers et af de mest berømte kapitler i danmarkshistorien. Men den nye bog ser på aktionen fra jødernes synspunkt, og det har ført til nye historier, der ikke før har været fortalt.

Det er Sofie Lene Bak, der er historiker på Dansk Jødisk Museum, som har gravet dem frem til bogen ’Ikke noget at tale om. Danske jøders krigsoplevelser 1943-45’. Hun har interviewet hundredvis af vidner og været igennem tusindvis af arkivkasser. For mange vidner var det første gang, de fortalte om deres oplevelser, og mange af arkivkasserne havde ikke været åbnet siden krigen.

LÆS OGSÅ Holocaustinstitut får hjemme i koncentrationslejr

»Historieskrivningen har hidtil i høj grad koncentreret sig om den politiske historie. Om samarbejdspolitikken og modstandsbevægelsen. Det, der er skrevet om jødernes flugt, handler om ’redningen’, og det er set fra redningsmændenes vinkel«, forklarer Sofie Lene Bak.

»Men jo mere jeg beskæftiger mig med redningen af jøderne, jo mere synes jeg, at det giver mening om tale om ’flugten’ frem for om ’redningen’. De danske jøder var ikke passive ofre, som skulle reddes, de handlede selv«.

Ny viden
Hun er overrasket over, hvor meget ny viden der er kommet frem i forbindelse med forskningsprojektet ’Danske jøders krigsoplevelser 1943-45’, som hun er projektleder for, og som bogen er en del af. Og hun arbejder allerede nu på endnu en bog, som skal se særligt på hjemkomsten.

Ifølge Sofie Lene Bak er der mange grunde til, at jødernes historier ikke er blevet fortalt.Hjemtur.  Flygtninge på vej hjem til Danmark med færgen fra Helsingborg i maj 1945. Arkivfoto: Dansk Jødisk Museum Historiker.

Set i lyset af, at seks millioner europæiske jøder mistede livet, virkede de danske jøders oplevelser mindre alvorlige.

Der er noget at tale om
Desuden havde mange hjemvendte jøder travlt med at genoprette en almindelig hverdag og lægge flugten og eksilet bag sig. Det passede også godt ind i tidens opfattelse af, at traumatiske oplevelser havde bedst af at blive glemt.

Bogtitlen ’Ikke noget at tale om’ henviser ifølge forfatteren til det svar, danske jøder ofte kommer med, når de bliver spurgt til deres oplevelser.

Bogen er derfor en insisteren på, at der er noget at tale om, og at jødernes oplevelser er en del af historien.

Børn blev ’gemt’ i Danmark
Og hvad er det så for historier, som er dukket frem. Det er blandt andet beskrivelser af flugten. Om familier, der flygtede over hals og hoved, mistede medlemmer eller blev splittet i et desperat forsøg på at redde livet. Som solgte deres indbo for en slik og betalte uhyrlige summer for at blive fragtet til Sverige.

Det er også i forbindelse med forskningsprojektet kommet frem, at mange børn ikke rejste med deres forældre til Sverige. Af frygt for barnets liv valgte forældrene at efterlade børnene hos danske familier, hvor de boede helt uden kontakt til deres forældre indtil krigens afslutning.

LÆS OGSÅ Dengang holocaust blev hvermandseje

Hvor man tidligere troede, at det kun var enkelte børn, som blev ’gemt’, har forskningsprojektet fundet 134 børn. Det lyder måske ikke af mange, men det svarer til, at 20 procent af de 0-5-årige danske jødiske børn blev gemt i Danmark.

Efter krigen blev der ikke talt meget om adskillelsen, og mange af de gemte børn har i forbindelse med forskningsprojektet for første gang fortalt om skyld, savn og om de store konsekvenser, adskillelsen havde.

Livet i eksil
I bogen er også et helt kapitel om livet i eksil i Sverige.

»Det er aldrig blevet beskrevet i historiebøgerne. Det er, som om at når den jødiske flygtning passerer den nationale grænse, bevæger han sig også ud af den danske historie«, siger Sofie Lene Bak.

Hun har som den første siden krigen gennemgået dokumenterne fra administrationen af de flygtningelejre, som danskerne boede i.

»Her kan man læse alt, lige fra at man fik kødboller til middag til klager over de elendige toilet- og badeforhold«.

Psykiske problemer
Sofie Lene Bak tager det forbehold, at det i høj grad er klager, som er arkiveret. Det er ikke det almindelige daglige liv, som er nedfældet. Det er klager fra flygtningene eller fra lederen af forlægningerne, som lejrene blev kaldt.

Uomtvisteligt er det dog, at forholdene i forlægningerne langtfra var ideelle. Flygtningene boede på sommerpensionater, vandrehjem og sanatorier, ofte mange flygtninge på lidt plads. I en forlægning var der kun et toilet og intet rindende vand til 20 flygtninge, mens der et andet sted ingen opvarmning var.

At mange flygtninge havde psykiske problemer, lyser også ud af arkivet, fortæller Sofie Lene Bak.Historiker.  Sofie Lene Bak er historiker, ph.d., projektleder på Dansk Jødisk Museum. Arkivfoto: Torben Stroyer

»Diagnosen posttraumatisk stress-syndrom, som vi kender i dag, eksisterede ikke dengang. Men der er ingen tvivl om, at mange af flygtningene havde det svært. De havde mistet alt, nogle også familiemedlemmer, og der var store psykologiske spændinger«.

Antisemitisme i Sverige
De traumatiske oplevelser fik nogle jødiske familier til at holde krampagtigt sammen, mens andre familier faldt fra hinanden.

»De erotiske forviklinger fyldte meget. Det er ufatteligt menneskeligt oven på de meget voldsomme oplevelser. Der er klager over åbenlys utroskab blandt ægtepar, som boede på samme forlægning«.

LÆS OGSÅ Chikane mod jøder eskalerer

Arkivkasserne fortæller også om, hvordan den kollektive erindring spiller ind på den individuelle erindring.

For eksempel findes i arkivet klager fra jøder, der mødte antisemitisme hos den svenske befolkning. De oplevede, at de blev snydt i forretningerne, og at deres børn blev kaldt ’jødeunger’ i den lokale skole.

»Det er helt klart, at der har været antisemitisme i Sverige, men det er oftest ikke noget, vidnerne husker i dag. Erindringer er en dynamisk størrelse, og når man ikke taler om dem, forsvinder de«.

Problematisk hjemkomst
En anden ting, der ikke er blevet talt meget om, er jødernes hjemkomst, siger Sofie Lene Bak.

»Når bølgerne går højt, står der i historiebøgerne, at jøderne kom hjem i 1945 – punktum. Ikke noget om, hvad der mødte dem«.

LÆS OGSÅ Provokunstner laver værk af myrdede jøders tænder

Men efter interview og et omfattende forskningsarbejde kan hun i dag fortælle, at hjemkomsten langtfra var uproblematisk.

Der var jøder, som fandt deres bolig, indbo og forretninger intakte. Hvor uegennyttige naboer havde sørget for, at jøderne havde noget at vende hjem til. Men det er langtfra hele billedet. Mange jødiske flygtninge var boligløse og havde mistet alt. Noget, den danske stat faktisk anerkendte.

Erstatning
I oktober 1945 blev der vedtaget en lov om ’Erstatning til Besættelsestidens Ofre’. Erstatningen blev givet til mange grupper, blandt andet modstandskæmpere, men også til personer, som havde været forfulgt på grund af deres afstamning, som det hed, altså jøder.

Flygtningene kunne få maksimalt 5.000 kroner i erstatning – hvilket skal ganges med 20 for at få nutidskroner.

Ansøgningerne om erstatning fortæller om flygtningenes situation. Lange lister over stjålet indbo, misligholdte boliger og forretninger, der var kørt i sænk. Og også om de uhyrlige summer, jøderne betalte for at komme til Sverige.

»Det er tydeligt, at det undrede og rystede Erstatningsrådet, som behandlede ansøgningerne, hvor meget jøderne havde betalt for overfarten. Det var ikke folk på land, som fik penge, men fiskerne, som sejlede med flygtninge. En familie angiver at have betalt 40.000 kroner til en fisker. Det vil sige 800.000 i nutidskroner«.

Millioner udbetalt til jøderne
Den almindelige takst for flugtudgifter, som loven dækkede, var 1.000 kroner pr. person. Hvis en flygtning angav at have betalt mere end det, blev der sat en politiundersøgelse i gang. De endte som oftest blindt, blandt andet fordi jøderne sjældent havde navne på dem, som havde hjulpet dem.

»Der er ingen tvivl om, at det for fiskerne var forretning. Det ses også ved, at prisen for en overfart faldt, efterhånden som efterspørgslen faldt. Det var de fattigste jøder, som kom til Sverige sidst. Det var også konklusionen i Erstatningsrådet«.

Staten udbetalte omkring 700.000 kroner alene til dækning af udgifter ved jødernes flugt . Det svarer til 8 millioner nutidskroner.

LÆS OGSÅ Dansk Israel-kritik skaber ballade i Berlin

»Det er en historie, vi kan være stolte af. At staten drog så stor omsorg for en udsat gruppe«, siger Sofie Lene Bak.

Der blev dog ikke talt meget om erstatningerne, og det er en af forklaringerne på, at historien først kommer frem nu.

»I den meget følsomme stemning, som var efter krigen, frygtede man fra politisk side, at erstatningerne ville udløse konflikter, hvis der blev fokus på misbruget af jødisk ejendom. Samtidig må man sige, at erstatningerne virkede, for det, at der blev draget omsorg for dem, betød, at flygtningene opfattede sig selv som meget danske og gjorde meget for igen at få en tilværelse i Danmark«.