I 1920 rejste den østrigske journalist og forfatter Joseph Roth til Berlin.

Roth var jøde og allerede som sådan skyldig i en tid, hvor regnskaberne efter Første Verdenskrig skulle gøres op. De fleste kender Roth som forfatteren til den østrig-ungarske slægtsroman ’Radetzkymarch’ (1932), en af hans talrige litterære præstationer.

Men først i år synes der for alvor at være opstået en ubændig tørst efter hans journalistik. Derfor kommer Judyta Preis og Jørgen Herman Monrads fine udvalg, kloge kommentarer og lydefri oversættelse af Roths berlinerreportager som sendt fra himlen.

Miserabelt liv
Roth var en dandy, men han kunne Berlins underverden på fingrene. Udvalget her giver os prøver på nattelivet i den såkaldte Scheunenviertel, i dag et pænt kvarter omkring Volksbühne og Rosa Luxemburg Platz, dengang en pisserende for ludere, sortbørshandlere, alfonser og jøder, der var flygtet fra pogromerne i Østeuropa.

Livet her var miserabelt. Men man havde snapsen, når der skulle kickstartes: »Den, som drikker den, slynger med et ryk hovedet bagover, som om det var en keglekugle løst anbragt på halsen. Hans blik bliver blankt, et øjeblik svømmer øjnene, to gange stønner han: ah! og betaler ikke – men går«. Det glas tømte Roth selv til sidste bitre dråbe.

LÆS OGSÅMann drager på tour de force i die Welt von gestern

Udvalget rækker fra sociale reportager over vandrende refleksioner til et upolitisk menneskes tiltagende forfærdelse over det politiske forfald og nazismens fremgang i Weimarrepublikkens Berlin. Der hviler et blidt, menneskeligt syn over hans beskrivelser.

Roth engagerer sig ikke som George Orwell, hans samtidige, der tog tælling i London og Paris’ fattiggårde. Og han satiriserer ikke som Kurt Tucholsky og hans krasse medredaktører på tidsskriftet Weltbühne. Han nøjes med at spidde det poliske idioti ved f.eks. at kalde byens gruopvækkende ’Sejrssøjle’ for »den tyske histories nipsfigur«.

Ven med Kracauer og Benjamin
Roth er iagttageren, hvis blik ser lidt videre frem, som i en stilfærdig, men alligevel tragisk skildring af fotografier i et udstillingsvindue i politipræsidiets reception. Der hænger fotos af ukendte døde og dræbte, fundet rundt om i Berlins lejekaserner, parker og kanaler.

De er Berlins navnløse elendighed, de ukendte børn, »der tilbringer deres rastløse liv på knejper, og hvis død er voldelig og blodig. De snubler bevidstløst og falder ned i en af de talløse grave, der venter på dem og kun på dem«.

Hans talent gjorde ham efterspurgt, ikke mindst i den intellektuelle avis Frankfurter Zeitung, hvis kultursektion bugnede af reportager fra hovedstaden og verden udenfor.

Her blev han venner med avisens senere kulturredaktør Siegfried Kracauer og filosoffen Walter Benjamin. Benjamin mødte Roth under sin rejse til Moskva, det kommunistiske mekka, i 1926. Benjamin skriver, at Roth kom til Rusland som næsten overbevist bolsjevik og forlod landet som royalist.

Sådan var det.

Babelstårnet Hitler
I den sidste af de beretninger, dette udvalg giver os, fortæller Roth, hvad han oplever i Haus Vaterland, Tysklands og Europas da største forlystelsessupermarked. Det lå, hvor man i dag går op på Potsdamer Platz fra U2. Det overlevede ikke krigen og DDR.

Det store varehus skal ikke betragtes som et syndigt foretagende, skriver Roth i 1929. »Det er ikke noget babelstårn. Det beviser blot, at mennesket i dag ikke mere er formasteligt. Man bygger en skyskraber. Forretningen går strygende. Men hvor bliver syndfloden af?«.

Den kom med Hitler i januar 1933. Roth flygtede og skrev til digterkollegaen Stefan Zweig: »Snart vil det stå Dem klart, at vi driver mod store katastrofer. Bortset fra det private – vores litterære og materielle eksistens er jo tilintetgjort – fører det hele til en ny krig. Jeg giver ikke mere en rød øre for vores liv. Det er lykkedes at lade barbariet leve. Gør Dem ingen illusioner. Helvede regerer«.

I 1939 døde han på fattighospitalet i Paris – af druk, 44 år. Benjamin, ligeledes flygtning i Paris, døde året efter for egen hånd. Kracauer og hans kone fulgte Roth til graven. Han misundte Roth hans død. »Han vidste, at der ikke ventede ham noget godt, og heller ikke os«, som han skrev til en jødisk ven.