At verden er et mangfoldigt sted, kan man forvisse sig om hver eneste dag.

At verden også bliver et bedre, mere humant og mere sikkert sted, vil de fleste nok også mene. Her taler statistikkerne i hvert fald deres tydelige sprog.

Men at det ikke er alle, der synes, at verden er et rart og mangfoldigt sted, kan man forvisse sig om ved at læse Jan Lindhardts nye bog, ’Vores patetiske kultur’.

LÆS MERE Præst kommer klokkehadere i møde

I bogen, der vel ret beset er en debatbog, selv om han undervejs svinger sig op til så forskellige etiketter som »en åndshistorie«, »en kulturanalyse« og »et idehistorisk mentalitetsstudie«, kommer den tidligere biskop fra Roskilde vidt omkring, men han cirkulerer hele tiden omkring endemålet:

En vestlig kultur anno 2010, som er løbet helt af sporet – ødelagt, som den er, af grådighed, selvhævdelse og egoisme.

Taber troværdighed
Lindhardt tager både i sin egen livsbane og i bogen udgangspunkt i retorikken.

Som tidligere forsker inden for disciplinen, er det begrebet patos – der inden retorikken betegner »den stærkt følelsesmæssige, engagerede, appellerende udtryksform« – som optager ham.

Og ideen med denne bog er i realiteten at bruge patosbegrebet som en slags prisme, hvorigennem han ser på kultur- og idehistorien fra antikken til i dag.

LÆS OGSÅ Eks-biskop ærgrer sig: Gudløs præst burde have været fyret

På papiret en interessant øvelse, men i praksis fungerer den ikke: I første halvdel af bogen bruger han ganske vist helt eksplicit denne strategi til at beskrive perioder (renæssancen, barokken, oplysningstiden osv.) og udvalgte begivenheder eller værker, som han finder særligt patosfyldte eller blot betegnende for den pågældende periodes patosforståelse.

Men det går over stok og sten, han kalder det oven i købet selv for en »strækmarch gennem patos’ rolle i 2.500-3.000 års historie«, og fremstillingen taber derfor troværdighed på vejen.

Gerrigheden er skurken
Det er dog betegnende nok første halvdel af bogen, som er mest tro mod udgangspunktet – det patetiske blik på verden.

Hvordan patos som kulturel udtryksform træder frem i den anden halvdel af bogen, hvor Lindhardt går i kødet på sin samtid, er straks mere uldent.

Her skal man i hvert fald lige acceptere præmissen om, at patosbegrebet forvandles til en betegnelse for »det, som er ubegrænset«, og »det, som ikke er helt igennem fatteligt«.

LÆS ARTIKEL Kirkefolk vil modernisere helvede

I moderne tid er den vestlige kultur nemlig ikke bare grænsesøgende, nej uha, den er ligefrem »grænsesprængende«.

Heldigvis for det, er vi nogle, der tænker, for ellers sad vi vel fast i det førindustrielle samfund.

Men teologen Lindhardt har åbenbart et notorisk horn i siden på ’gerrigheden’, dvs. griskheden og grådigheden – laster, som i vores kultur fejlagtigt er blevet omdannet til dyder som »flid, foretagsomhed og driftighed«.

Reduceret verdensbillede
Denne og mange andre villede argumentationsrækker fører undervejs til de mærkeligste kortslutninger:

»Hele vort frie, effektive erhvervsliv ville sikkert være utænkeligt, hvis ikke man kunne appellere til den enkeltes økonomiske interesse. (...). Alligevel må man spørge, om vi kan klare os med profitmotivet alene, ikke blot i vort økonomiske liv, men i vort liv i det hele taget«.

Men hvem er det, som klarer sig gennem tilværelsen »med profitmotivet alene«?

Det er vel kun Jan Lindhardt, der stiller spørgsmålet, og hvis ikke man køber det reducerede verdensbillede, han abonnerer på, er det vel heller ikke et rimeligt spørgsmål?

Nej, verden – og vi moderne menneskers tilgang til den – er heldigvis mere mangfoldig, end Jan Lindhardt vil gøre den til i sin nye bog.