Et af problemerne med nostalgi er, at den i selve sit væsen er så helvedes tilbageskuende og stort set altid som præmis har, at alting var meget bedre før.

Den tanke meldte sig prompte i hovedet på denne anmelder, da han begyndte at læse jazzmennesket Niels Christensens lækkert tilrettelagte erindringsbog om de gyldne dage i Jazz-Kays Montmartre i det nedlagte Adlon i Nørregade.

LÆS MEREDet ny Montmartre er nydeligt, røgfrit og dyrt

For fortællingen starter nemlig efter et par indledende knæbøjninger ved hans swingende excellence Thomas Blachman og dernæst forfatteren selv med en engangsbøn, der lyder: »København var en dejlig by i 1976!«.

Hæsblæsende tenorsolostil
Og så kører den ellers derudad i en hæsblæsende tenorsolostil, hvor fortræffelighederne ved dengang, det var før – og undertegnede sang i Københavns Drengekor og ikke anede noget som helst om jazz – opregnes andægtigt på bedstefaderlig vis:

Jordbærrene smagte mere af jordbær, øllerne var koldere og billigere, kvinderne smukkere og mere fremkommelige, somrene mere solrige; ja i det hele taget var verden endnu uskyldig, åben og til at have med at gøre.

Heldigvis lægger Niels Christensen det salvelsesfulde på hylden for i stedet at koncentrere sig om den egentlige beretning:

Historien om, hvordan en entreprenant bodegaspekulant ved navn Kay Sørensen og den håbefulde guldsmedeuddannede, elbasspillende militærnægter NC sammen kom til at tegne København som jazzby, indtil Kay forlod jordplanet alt for tidligt og hans klub hurtigt derefter faldt fra hinanden.

Lukket miljø
Det er fra først til sidst munter læsning, som også tegner et portræt af et uhyre lukket dansk jazzmiljø, anført af skovtrolden Arnvid Meyer, der holdt meget på grænserne mellem jazzen og andre former for musik og således nok udgjorde en tidlig udgave af det jazzpoliti, hvis kommissærer såmænd stadig findes.

Men heldigvis – og det var måske nok Jazz-Kays største fortjeneste – fik bebop-fundamentalisterne ikke lov til at bygge plankeværker og undertrykke den unge Christensens trang til også at lukke andre musikalske diskurser end den strikte jazzede ind i de hellige haller.

[ei99]

For værtshusholder Sørensen havde ikke en stand forskid på musik, og heller ikke noget ønske om at få det. Han interesserede sig for at sælge øl, vin og spiritus og tjene penge.

Så for hans skyld kunne musikchefen booke tuvanesiske strubesangere en måned i træk, forudsat de kunne tiltrække et pengestærkt og tørstigt publikum.

Den udødelige playlist
Monten – som den inkarnation af spillestedet kom til at hedde i folkemunde – gjorde sig i sin levetid gældende på to områder.

Dels som et spillested med en meget høj musikalsk profil, hvilket dokumenteres i et meget langt kapitel om de besøgende musikere.

Dels som diskotek, venue, for en generation af funk- og danseglade unge, som sgu’tte gad sidde på bodega og rafle tænkeboks eller kokse ud til progressiv rock i en ordentlig hashkoger, men gerne ville svinge skinkerne til sydende sort soul og frenetisk funk.

Og i begge sammenhænge spillede Niels Christensen en central rolle, fordi han frygtløst hjemtog lovende udenlandske navne side om side med veteraner og desuden agerede dj fredag og lørdag nat, hvor han fyldte dansegulvet med sin sikre fornemmelse for, hvad der rykkede.

En udødelig gylden playliste er optrykt i bogen, og hvis ikke den kan få folk ud på et dansegulv, er der intet at stille op.

LÆS OGSÅMontmartres ejer søger et nyt flygel

Kay Sørensen fylder en hel del i fremstillingen, og man får en vis fornemmelse af, hvad han var for en type: glad, bramfri dreng fra arbejderklassen med stor forretningssans og endnu større appetit på livet og de våde varer.

Men desværre forbliver portrættet en skitse; måske på grund af forfatterens ærbødighed over for sin gamle chef, som han trods alt skylder det meste, måske fordi det jo trods alt er Niels’ erindringer og ikke en biografi om Jazz-Kay.

Fortællingen knækker
Bogen falder ligesom i flere tempi og minder i sin struktur lidt om Jesper Thilos ’Man ska’ ku’ se komikken’ (L&R Fakta, 2000).

Først er der historien om Niels og jazzen og Montmartre. Og da den viser sig ikke at kunne fylde en hel bog, fyldes der op med anekdoter, beskrivelser af koncert-highlights med mere. Det hele er velskrevet og fint pointeret i de enkelte afdelinger, men problemet er, at ’bogen’ som samlet fortælling knækker lidt over.

Niels Christensen skriver et godt og mundret dansk, og han ejer en veludviklet fornemmelse for sprog og sjove formuleringer – hvilket man kan nyde live, når han broadcaster på Radio Jazz en gang imellem.

Og det fastholder læseren, når denne ellers måske kunne være tilbøjelig til at give op midt i mylderet af eksotiske jazznavne.

Valentins Nikon F
Så alt i alt er hans bog om de funky dage i 1970’erne og 1980’erne virkelig spændende læsning. Et stykke københavnerhistorie og en dokumentation af et miljø, der var engang.

Måske den oplagte gave til ungerne, når de vil vide noget om, hvad der skete, dengang far og mor var unge.

LÆS OGSÅStuderende skal også have råd til Montmartre

Og Gorm Valentins fremragende fotos dokumenterer både tidsånd, stemning og begivenheder på forbilledlig vis; folk, der var med, vil huske, hvorledes han kravlede rundt med sit bulede Nikon F for altid at få det helt rette skud.