I juli sidste år forbød det catalanske parlament i Barcelona tyrefægtning i regionen. Med henvisning til at det blodige fænomen er »forældet og barbarisk dyrplageri«.

Få måneder senere tillod selvsamme parlament imidlertid en lokal catalansk skik, hvor tyre får spændt brændende fakler i hornene og trækkes i halen gennem stejle, smalle gader med ofte dødelige skader på de plagede dyr til følge.

LÆS OGSÅ Catalonien forbyder tyrefægtning

Med andre ord var det catalanske forbud næppe så betinget i dyrevelfærd, som man gerne ville give indtryk af. Forklaringen var snarere (endnu) en catalansk afstandtagen fra den spanske centralregering i Madrid og dermed landets urgamle tradition.

Paradokset i beslutningsprocessen er helt i tråd med den debat, der i årevis har omgærdet tyrefægtning. For det eneste, man kan være helt sikker på, når mennesker diskuterer den skik fra Gibraltar til Svalbard, er, at mange kommer til at se rødt, og at fakta har det med at blive trampet ned i støvet.

Begge sider af sagen repræsenteret
Som det andet regionale forbud mod tyrefægtning i Catalonien viser (det første kom på De Kanariske Øer, hvor traditionen dog aldrig har været særlig populær) er det slet ikke så let, som det ser ud til, at få styr på (u)skikken.

Med danske Kasper Klochs levende, velskrevne og reflekterede bog ’En rejse i tyrefægtningens spor’ er det dog blevet en hel del både sjovere og lettere at forholde sig til det begreb, der kalder så voldsomt på lidenskaber hos både tilhængere og modstandere.

Begge fløje er rigt repræsenteret i Kasper Klochs velresearchede bog med både reportager og interview.

LÆS OGSÅ Afstemning om tyrefægtning bliver tæt løb

Men forfatterens passionerede og indsigtsfulde fortælling åbenbarer, hvor hans egen interesse og sympati findes. Nemlig på den politisk ukorrekte tilhængerside. Derfor kan man godt, som Kloch lover i forordet, være en neutral iagttager.

Især hvis engagementet i corrida de toros, som fænomenet hedder i hjemlandet, skyldes en dyb kærlighed til Spanien. Med det udgangspunkt lykkes det for Kasper Kloch at vise, hvordan debatten om los toros bravos og matadorerne dækker over paradoksale modsætninger i Spanien, hvor historien, regionale forskelle, politik og køn i den grad spiller med.

Med sine præcise, upyntede, men levende beskrivelser tager Kasper Kloch os med ud på de svedne marker i Andalusien hos en af tyreopdrætterne, vi følger en af genrens ringvrag i skikkelse af den unge David Morra, der ikke kan få gode kontrakter, og besøger Pepe Luís Vargas, der satsede dumdristigt over for en tyr for at slå igennem og nu er leder af en skole for tyrefægtere.


Kan roligt stilles ved siden af Hemingway
Fascinerende bekendtskaber og historier. Ligesom interviewet med den politiske aktivist Mireya Barberito, der hævder, at »kun syge mennesker kan føle glæde ved at se et dyr blive pint og dræbt«. Ikke desto mindre forekommer tilhængerne og udøverne af tyrefægtning i Kasper Klochs bog at være alt andet.

Blandt dem findes også Spaniens kulturminister, som i et interview blev bedt om at udpege landets ypperste kunstner inden for samtlige genrer. Svaret var: »José Tomas«, den bedste matador i mange år. Så alvorligt tager aficionados tyrefægtningen, som i Spanien ikke anses for sport, men anmeldes og vurderes på avisernes kultursider.

En af dem, der anmelder fænomenet, leverer det bedst tænkelige argument for at læse Kasper Klochs fremragende bog: »Hvad enten man vil lovprise eller fordømme noget, må man først forstå det«.

Den forståelse kan hentes i Kasper Klochs bog, der roligt kan stilles op på reolen ved siden af Hemingway og andre af litteraturens tungeste drenge med samme fascination af tyrenes død i arenaen.