Udgangspunkt er Constantin Hansens monumentale billede på Frederiksborg af den grundlovgivende rigsforsamling 1848.

Billedet er malet mere end ti år efter begivenheden, det er ikke reportage, det er en tolkning. Bestilleren Orla Lehmann og hans nationalliberale meningsfæller dominerer billedets forgrund.

Kongen, Frederik VII, er ikke med på billedet, enevælden er væk, noget skal sættes i stedet. Formelt blev Danmark et konstitutionelt monarki, men magten havde ikke længere noget tyngdepunkt. Ingen mente, at de havde magten, tværtimod følte alle, der havde indflydelse, sig som opposition.

Magten var de andre. Staten var tom. Og det var en væsentlig grund til katastrofen i 1864, der indtraf et par år efter, at Constantin Hansen malede sit billede.

Grundloven af 1849 fejrer vi gerne som folkestyrets fødsel, men fødslen var ikke nem. Hele fire forfatninger så dagens lys mellem enevældens fald i 1848 og krigen i 1864, i samme periode var der 13 regeringer. Det var især de komplicerede statsretlige og politiske forviklinger omkring hertugdømmerne Slesvig og Holsten, der var årsag til forvirringen.

Det er et stof, som kun få nyere historikere har haft mod til at gå i gang med. Måske derfor er vi endt i forenklinger. De nationalliberale karakteriseres gerne som politiske fantaster, samtidig med at hele udviklingen bliver set som noget nærmest uafvendeligt.

Fokus på den enkelte
I stedet for at fortsætte den ørkesløse diskussion om skyld og ansvar fokuserer Hans Vammen på de enkelte aktørers forestillingsverden, kulturelle bagage og sociale relationer. Det sætter ham i stand til at nuancere den traditionelle inddeling i nationalliberale, konservative helstatsfolk og bondevenner.

I stedet for at se disse grupper som forløbere for politiske partier indkredser Vammen fem netværk, hvis interesser og indbyrdes konflikter var en væsentlig årsag til den politiske slingrekurs.

Det første netværk er de »gamle nationale« eller Sorø-netværket, autoritære patrioter som J.Th. Regenburg, manden bag forsøgene på tvangsfordanskning af Mellemslesvig. Sorøfolkene var legalister, deres politiske forestillinger tog udgangspunkt i monarkiet og historien, hvad der gjorde dem til indædte modstandere af enhver form for folkesuverænitet.

Frederik VII fornuftig og rationelt tænkende
Det var til gengæld udgangspunktet for de ’nye nationale’ eller de nationalliberale. For dem var sammenhængen mellem nationalbevidsthed og konstitutionel frihed indlysende.

Det gjorde dem ikke til demokrater, de var præget af Hegel-inspirerede forestillinger om den dannede elite som administrator af folkeviljen. Over for disse to indbyrdes forskellige nationale grupperinger stod to »antinationale« netværk.

Der var de ’gamle antinationale’, dvs. helstatsfolkene, der ønskede at opretholde den traditionelle danske helstat inklusive Slesvig og Holsten, dels af hensyn til traditionen, dels fordi der ikke var andre muligheder, hvis Danmark skulle gøre sig håb om støtte fra stormagterne. Den udenrigspolitiske realisme havde de fælles med de ’nye antinationale’, dvs. bondevennerne.

Til gengæld stod disse i modsætning til helstatsfolkene fast på junigrundlovens demokratiske landvindinger. Netværkene var ikke partier, synspunkter og normer overlappede hinanden.

Det femte netværk var lille, det bestod af kongen Frederik VII, grevinde Danner og nogle få i kongens omgangskreds. Frederik VII har haft et besynderligt eftermæle. Han bliver hyldet som grundlovens giver, samtidig med at han i reglen skildres som en dumrian.

Vammen afviser dette billede; i mange henseender var kongen både fornuftig og rationelt tænkende, men de særegne forhold ved hoffet på grund af uviljen mod grevinde Danner betød, at kongen følte sig omgivet af modstandere.

Forklaring uden fordom
Ved at fokusere på netværk frem for partier er det lykkedes Hans Vammen at forklare de ofte besynderlige politiske processer. Den sociale og kulturelle bundethed til bestemte netværk fremmede mental lukkethed og i konsekvens heraf angst for ansvaret, alt flød, ingen turde gå imod herskende forestillinger, selv når katastrofen lurede.

Vammens fokus betyder også, at han distancerer sig fra den nationalgrundtvigske ideologi, som siden Constantin Hansen malede sit billede har domineret både videnskabelig og folkelig historieskrivning om tiden.

Ved at tage udgangspunkt i kultur og mentalitet forklarer han uden at fordømme. Man forstår personerne på deres egne præmisser.

Man bliver klogere af denne velskrevne bog.

FACEBOOKBliv ven med Politiken