Menneskeudstillingerne er et fascinerende stykke danmarkshistorie, men efter en tur i Andreasens og Henningsens akademiske vridemaskine er næsten al saft presset ud.

I en støvet kælder under Zoologisk Have har de to historikere Rikke Andreassen og Anne Folke Henningsen fundet nogle glemte kasser, der viste sig at indeholde gamle dokumenter om havens menneskeudstillinger.

For hundrede år siden udsendte den Zoologiske Have agenter til Asien for at indsamle eksotiske mennesker med det formål at udstille dem til underholdning og belæring i København.

Tivoli gjorde det samme, Aarhus havde menneskeudstillinger, og i mange europæiske og amerikanske byer var levende mennesker en populær attraktion.

Menneskeudstillingerne i København fremviste abbesinere, japanere, kannibaler, kinesere, kirgisere, lapper, marokkanere, sudanere og mange flere. Andreasen og Henningsen opregner i alt 56 menneskeudstillinger i Danmark fra 1878 til 1909.

Mænd, kvinder og børn med deres kameler, heste, får og geder var sat til skue et par måneder i rekonstruerede landsbyer, hvor de lavede mad og husflid, gav opvisninger i brydekampe, ridning og danse.

Datidens københavnere havde ingen mulighed for selv at rejse ud og møde fremmede folkeslag ansigt til ansigt. Interessen var enorm, og publikum elskede de ægte vilde. Autenticitet var et afgørende selling point.

Kolonialismens store cigar
Andreasen og Henningsen har gravet en masse spændende og kuriøst materiale op fra samtidige aviser og blade. Ikke mindst reportagerne om natlige stævnemøder på Valby Bakke mellem de fremmede mænd og deres danske beundrerinder.

Forfatterne gør meget ud af deres teoretiske ramme, ’post-colonial studies’ med udgangspunkt i Edward Saids analyse af orientalismen. Forfatterne holder de fordomstunge ord om racer ud fra kroppen i forsigtige anførselstegn. Og i ’Menneskeudstilling’ bliver ord og blikke afsløret som sten i race- og kønshierarkiernes grimme pyramide, hvor hvide mænd sidder på toppen og ryger kolonialismens store cigar.

Danske kvinders interesser
Udstillingerne er et fascinerende stykke danmarkshistorie, men efter en tur i Andreasens og Henningsens akademiske vridemaskine er næsten al saft presset ud. Tilbage er en tekst, der sine steder knaser tørt som en skolebog. En trøst er bogens fremragende billedside med de mange historiske fotos, plakater og tegninger, der har masser af detaljer at gå på opdagelse i.

Interessant bliver det, når virkeligheden anno 1900 giver teorien problemer: Hvorfor var de danske kvinder seksuelt fascinerede af de udstillede kinesiske mænd, helt i modsætning til den post-koloniale teori, der mener at vide, at hvide kvinder dengang fandt, at gule mænd manglede sexappeal?

De danske kvinders frimodighed og seksuelle initiativ udfordrede tidens normer om racernes renhed og kvinders naturlige seksuelle passivitet – og bogens teoretiske ramme, hvad forfatterne selv er opmærksomme på.

Den gule fare
Det var ikke kun ’naturfolk’, der blev udstillet. Også Japans og Kinas ’kulturfolk’ kom på udstilling. Og her var det pludselig en helt anden historie end den om tilbagestående folk, der kunne bekræfte Europas overlegenhed. Det var ’den gule fare’, den tids betegnelse for japanernes og kinesernes fremmarch.

Tivolis kinesertrup var ikke sådan at bide skeer med. De gennemførte som de eneste blandt de udstillede folk en strejke og fik gennemtrumfet et lønkrav; de gik i retten og fik en journalist dømt for injurier, og efter udstillingen blev 16 kinesere boende og grundlagde Danmarks første lille kineserkoloni.

Journalisten C.C. Clausen skriver efter et besøg på Zoologisk Haves Japan-udstilling i 1902:

»For første Gang er Arierne stødt paa et Folk, intelligent som de selv, med en Smidighed, en Modtagelighed, der langt overgaar Europæernes. De lærer os vores Vaabenkunst af, de laver vores Maskiner efter, med deres smaa fornødenheder producerer de langt billigere end vi, møder os paa alle Østens Markeder, sender selv deres Varer ind over Europa«.

FACEBOOKBliv ven med Politiken