Meningen er utvivlsomt god nok.

Journalist Lone Holm har fulgt fem beboere i alderen 74 til 101 på Thyra Franks legendariske plejehjem, Lotte, over en længere periode, talt med dem, været med til festerne, deltaget i livet på hjemmet. Og skrevet om det hele.

Det sidste er det største problem.

En dårlig læse-let-børnebog
Lone Holm skriver, så man tror man læser en læse-let-børnebog og endda en dårlig en af slagsen.

Hør bare denne beretning fra plejehjemmets frisørsalon:

»Imens Magda sidder under tørrehjelmen, skal Lis have skyllet farven ud. Det foregår ovre ved vasken. Og bagefter skal håret tørres og sættes. Lis er glad for resultatet. Og trisser ind i dagligstuen. Og tiden passer lige præcis. For nu er Magda også færdig under tørrehjelmen. Pyh. Det var varmt. Og hun er glad for at komme ud i en lidt køligere luft. Irene piller hurtigt curlerne ud og reder håret. Og så ser Magda også fantastisk ud«.

Uredigeret, ureflekteret
Javel. Der var ting, man hellere ville vide noget om. Indimellem er der da også mere væsentlige tekster – om den snarlige død, om det svære ved ikke at kunne klare sig selv mere, om ensomheden efter en ægtefælles bortgang.

Og om de ting, der stadig bringer glæde. Men de drukner i almindelighedernes flod. Uredigeret, ureflekteret. Selv om de mange – alt for mange – sort-hvide billeder ligner dårlige amatørfotos, er der gode situationer, gode smil. Når vi bliver gamle, får vi de ansigter, vi har fortjent, og disse fem har smukke rynker.

I slutningen af bogen interviewes Thyra Frank, som nu slår sine folder i Folketinget. Det kommer der heller ikke noget interessant ud af.

FACEBOOKBliv ven med Politiken