Først begyndte det forrygende i 2006 med den store bog om renæssancen, og nu slutter så Aarhus Universitetsforlag efter fire andre bøger med en flamboyant sag om det, som blev genfødt dengang i senmiddelalderen: antikken, som begyndte et par tusinde år f.v.t. og historisk sluttede sådan cirka 500 på den anden side.

Normalt plejer vi at sige, at denne kultur er knyttet til Middelhavets antikke Grækenland og det gamle Rom, men ’Antikkens verden’ er altså også den jødiske del af samme hav. Vi kalder vores kultur for den græskjødiske, og det respekteres her konsekvent.

Egypten er ikke med, men det er et valg, hvis du skal have det meste af det med, som vi i eftertiden har tolket som vor egen civilisations vugge, klassiske kravlegård og sociale arv.

Vi følger endog denne tråd helt til i dag med litteraturprofessor Svend Erik Larsens interessante artikel om antikkens litterære eftermæle, ’Barbarerne kommer – Fra monstre til mennesker’.

Og bortset fra Ole Thomsens enormt vidende og velskrevne indlæg om den antikke komedie med særlig vægt på Aristofanes er Larsen den eneste, der dog tager lidt om den græske tragedie op. Den helt specifikke og særegne genre, som vi kender mestendels fra de tre store attiske dramatikere, Aischylos, Sofokles og Euripides.

De to første har endog kun ét opslag, selv om den mest berømte græske konge efter Odysseus må siges at være just Sofokles’ kong Ødipus. Med og uden kompleks.

Og når man kommer i hu, hvor meget vi skylder denne tragiske teaterform, vor forståelse af det athenæiske demokratis og bysamfunds problemer omkring sociale kontrakter og politisk konsensus – for slet ikke at tale om genrens betydning for hele det europæiske teaters dramaturgiske udvikling – er denne mangel i mine øjne temmelig stor.

Især når der står så meget nyttigt om Sokrates og Platon, hvis klangbund udi klassisk filosofi ofte var i trit med eller opposition til tragediedigternes tematiske værdier.

Odin og Tor i Troja
Men der er så meget andet glimrende guld i dette overlækre overflødighedshorn af overdådig viden, illustrationer og velskreven formidling.

Noget tankevækkende og velformuleret om (homo)seksualitetens veje og vildveje mellem hedenskab, jødedom og kristendom af religionshistorikeren Anders Klostergaard Petersen.

Om Odin og Tor i Troja (!) af skandinavisten Rolf Stavnem. Om Paulus og hans breve af den bibelkyndige Eve-Marie Becker. Mens bindets to redaktører, henholdsvis klassisk arkæolog og antropolog, har leveret gode bidrag om mytologi og barbari.

Sådan er der så meget og meget mere og flere bidragydere, der øser af ekspertviden på forbilledlig facon, jeg helt klart burde nævne.

Men hvor meget skal man klandre et værk for, hvad den ikke har med? Når det alligevel når rigtig vidt omkring og får kortlagt det væsentlige ved den antikke verden? Et klassisk dilemma – og hvad gør vi?

Vi gør sgu som Alexander den Store og den gordiske knude, skærer igennem til fem hjerter!