Endelig. I evigheder har Otto B. Lindhardts mange beundrere søgt at overtale ham til at skrive erindringer.

Kildet, lokket, smigret og dunket ham på maven for at få det gjort i tide.

Her kommer de så i hans 88. år, skrevet med al hans munterhed og - om jeg så må sige - beskedne selvbevidsthed.

Han kalder det »snarere punktnedslag fra en hullet hukommelse«, men punkterne samler sig fint til et tidsbillede og til selvportræt af et naturtalent, som uden falbelader og stortromme kom til at ændre vores litterære liv.

Med baggrund i en international familie og en inspirerende dansklærer valgte vor helt straks som nybagt student at gå i forlæggerlære. Efter nogle år i boghandel og på forlag – og som redaktør af boghandlermedhjælpernes blad Bogormen - kom han på halvandet års studieophold i New York 1949-51.

Her mødte han et vitalt bogmiljø med let adgang til topforlagenes topchefer, og hvad han lærte, blev en art privat Marshallhjælp til branchen derhjemme.

Ønskedrømme fra USA
En god skæbne blæste ham ind på det legendariske Wivels Forlag i en tidligere barbersalon på Frederiksberg Allé, hvor den legendariske Knud W. Jensen betalte underskuddet – ud af overskuddet fra sit fædrene ostefirma.

Lindhardt fortæller morsomt, hvordan han var ved at udvide Wivels Forlag, da Jensen i telefonen henkastede de ord, der er bogens titel: »Var det ikke nemmere at købe Gyldendal?«.

Dermed reddede Jensen det gamle forlag fra danske børsspekulanter og udenlandske mediebaroner - og gik ind i rollen som kulturmæcen a la brygger Jacobsen.

I 1952 tiltrådte purunge Lindhardt som underdirektør i Klareboderne og begyndte at reformere det hengemte firma. Hans aftrykte masterplan med kodenavnet Ypsilon viser, hvordan omlægningen af hele dynen - redaktion, produktion, salg, publicity - foregik med diskret amerikansk inspiration.

Inklusive grundprincippet: at det skal ske forretningsmæssigt, så forlaget får overskud til at fungere som huset med de mange boliger for alle kulturlivets retninger.

1. januar 1954 tiltrådte triumviratet Lindhardt, Jokum Smith og Ole Wivel - 27-33 år gamle - som ledere af Gyldendal, derfor kaldet Danske Drenges Forlag.

I ideelt samarbejde og munter pingpong udbyggede de huset og realiserede Lindhardts fra USA hjembragte ønskedrømme: først billigbogsrevolutionen fra 1959 med volieren af Trane-, Ugle-, Bekkasin- og Spættebøger, så bogklub-boomet fra 1964.

Fine portrætter
Det er forlagshistorie - bogbranchens modernisering set indefra med inspiration udefra.

Lindhardt afbryder sine erindringer i 1970, da han dagen efter Gyldendals 200-års jubilæumskanonfest sagde op som administrerende direktør – til bestyrelsens græmmelse og offentlighedens forbløffelse, så desværre hører vi ikke om, hvordan han som 46-årig begyndte forfra og sammen med Gert Ringhof realiserede drømmen om eget forlag for »igen at komme tæt på bøgerne og forfatterne«.

Men man hører om rivninger i de politiserede 60’ere (Lindhardt holder sig langt væk fra redaktionsmøderne), og man hører om branchens internationalisering, da bogmessen i Frankfurt vokser fra dyrskueformat til et globaliseret gedemarked, hvor planlagte bestsellere handles til svimlende garantisummer.

LÆS OGSÅNy biografi går tæt på en litterær slyngel

Og det er forlæggerhistorie. Her er fine portrætter - fra Gyldendals tidl. direktør, den generøse, men skrantende Ingeborg Andersen, til Norsk Gyldendals høvding Harald Grieg. Smukt og stærkt er billedet af Ole Wivel - det store strategiske talent, der efter sin afsked fra forlaget i 1964 gled ud i stridbar stædighed.

Lindhardt beklager de »sørgelige slutår« efter 2001, da Wivel afviste alle råd om at forklare de afslørede nazistiske ungdomssympatier, hvorved han tabte anseelse og venskaber.

Blixen lever
Og kernen i forlæggeriet?

Lindhardt ser det som det muliges kunst op mod konjunkturerne, og det, der har gjort ham til en af det 20. århundredes store forlæggere, er krydsningen af kvalitets- og forretningssans, rastløs nysgerrighed, uimponeret respekt for talent - og så det, amerikanerne lærte ham betydningen af: det passionerede engagement og empatien med skrivende folks sarte psykologi.

Belønningen er, at samarbejde tit blev til venskab. Man møder den tidlige ven Thorkild Hansen, de svenske genier Pär Lagerkvist og Harry Martinson, russeren Mikhail Sjolokhov og den nervøse nobelprismodtager Steinbeck, der fortryller Karen Blixen ved at forære hende en lighter af et udboret patronhylster.

Og navnlig lever Karen Blixen. Hun fremstår krævende i sit behov for smiger, adspredelse og trøst for hjemlig mistænkeliggørelse, men også givende, når hun fortæller historier for familien Lindhardts børn.

Den utrættelige forlægger inviterer hende til Amsterdam, hvor hun ønsker østers til morgenmad, og en museumskustode mener, at hun må være dronningen af Belgien.

Det var også Lindhardt, der tilrettelagde hendes livs triumftog i New York i 1959, men han røber nu, at hun selv var topprofessionel til pr og mediestyring.

Det var hendes idé at blive fotograferet sammen med Marilyn Monroe, hvorved hun også selv blev ikon – og kom på forsiden af Life og i alverdens aviser. Egentlig havde hendes smågeniale forlægger fortjent at være med på det billede.

FACEBOOKBliv ven med Politiken