For mennesker i den vestlige verden er kampen mod den store tomhed den vigtigste – og sværeste.

Hvad er meningen med det hele? Hvordan bruger jeg min korte tid på Jorden bedst? Hvilke værdier kan jeg basere mine valg på? Hvor finder jeg trøst, når jeg tvivler eller er angst og alene?

Et opgør med militante ateister
De store religioner, også kristendommen, er specialister i at besvare sådanne spørgsmål, alligevel står kirkerne tomme. Nutidens travle menneske synes ikke at kunne bruge religion til så meget. Det er synd, for der er et oplagt alternativ til at vende ryggen til alt, hvad der, som Nietzsche udtrykte det, har den grimme lugt af religion.

Det mener i hvert fald den engelske stjerneforfatter, filosof – og erklærede ateist – Alain de Botton, som har vakt stor opmærksomhed i sit hjemland med bogen ’Religion for atheists’, som han fulgte op med sit kontroversielle forslag om, midt i London, at opføre et tempel for »alt hvad der er godt«, så ateister har et sted at gå hen og høre prædikener om »kærlighed, venlighed, venskab, ro og perspektiv«.

De Bottons bog er meget bevidst skrevet op mod disse års militante ateister, Richard Dawkins, Daniel Dennett, nyligt afdøde Christopher Hitchens m.fl., som de Botton ikke kan bruge til noget som helst.

LÆS OGSÅDebatbog skildrer seksualitet i klemme mellem libido og religion

Han er træt af den ufrugtbare tone, som har domineret religionsdebatten i Vesten siden 11. september, hvor den kristne højrefløj har brugt religion til at føre ’civilisationskamp’ mod islam, mens Dawkins og co. har forsøgt at bruge rationelle argumenter – og latterliggørelse – for at overbevise troende om, at de er helt ude i hampen.

Dawkins opnåede global opmærksomhed med sit budskab om, at religion er roden til alt ondt, at religion er en slags smitte, som troende forældre påfører deres børn gennem opdragelsen.

I bestselleren ’Illusionen om Gud’, skriver han: »Når et menneske lider af vrangforestillinger, kalder vi det sindssyge – når mange mennesker lider af vrangforestillinger, kalder vi det religion«. Efter 11. september skærpede han sit synspunkt: Religion er ikke bare nonsens, det er dødsensfarligt.

Skønskriver
Den vej er gold, mener Alain de Botton. I stedet for at harcelere eller gøre grin med folk, der tror på Gud, drejer det sig om at anerkende, at religioner som kristendommen, jødedommen og buddhismen faktisk har været i stand til at forandre verden positivt – og stjæle det bedste fra dem.

Den sekulære verden ville mangle en vigtig dimension, hvis ikke religionerne havde været der. Det helt særlige ved de religiøse systemer er nemlig, at de gennem tiden har udviklet nogle forståelser og leveregler, som ingen mennesker i virkeligheden kan undvære.

Vi kan, som jøderne markerer det på deres helligste dag Yom Kippur, ikke leve uden at være i stand til at angre og forsone os. Vi kan hente stor inspiration i den vægt, buddhisterne lægger på medfølelse, uden at vi behøver abonnere på den mildt sagt tvivlsomme ide om reinkarnation.

Kristendommens bud om næstekærlighed er et fuldstændigt altafgørende civilisatorisk spring, men man behøver ikke tage ideen om Treenigheden, det absurde kristne gudsbegreb, alvorligt for at praktisere den.

De Botton er en dejlig fri og fræk tænker og skønskriver. Udstyret med det helt store kunst- og kulturhistoriske overblik går han målbevidst og ambitiøst til værks. Nogle ville tilføje, at han er øretæveindbydende selvhøjtidelig, men det må man godt være, når man har så meget at have det i som de Botton!

Hans projekt er på en gang værdikonservativt og kulturradikalt. På den ene side vil han holde sammen på samfundet, så det ikke går i opløsning, og sikre, at den gode smag får en chance. På den anden side er han klar over, at man ikke opnår en døjt ved bevidstløst at henvise til fortiden – herunder til teologiske doktriner, som ingen tænkende mennesker kan tage alvorligt.

Ydmyghed
Kapitalismekritikere, særligt dem fra generation ’68, er ikke i tvivl om, at den kulturrevolution, som ungdomsoprøret medførte, har gjort kapitalismen mere menneskelig. De Botton skærper pointen:

Kapitalismens uro og usikkerhed bliver kun til at holde ud, hvis den får modspil af mennesker, som insisterer på at være mere end arbejdskraft og som evner at tænke langt og dybt, og som formår at vise taknemmelighed, ydmyghed og omsorg for andre, selv om de bliver opdraget til at konkurrere.

Netop de dyder har religion historisk været fantastisk god til at kultivere, mener de Botton. Og inspirationen fra religion kan også få os til at være mere trofaste over for vores partnere – og hensynsfulde over for naturen.

Den kan tæmme vores hovmod og minde os om, at mennesket ikke altid er vigtigst, at vi tager fejl, hvis vi gør os til herrer over – alt. Vi har brug for det historiske perspektiv. Vi tror, vores egen tid er den vigtigste, vi er ikke ydmyge nok over for selve det at være til.

Alain de Bottons indædt romantiske tro på det skønnes direkte forbindelse til det moralsk opbyggelige fornægter sig heller ikke i denne bog, og selv om man ikke hører til dem, der får et moralsk løft af kalkmalerierne i gamle kirker, er hans entusiasme og indsigt smittende, selv om han kan være lovlig salvelsesfuld.

Nyt/gammelt syn på litteraturen
Særligt interessant er hans syn på den – desværre for ringe – rolle, som kunst og kultur har fået som religionserstatning i de borgerlige samfund.

Han citerer Oxford-professoren George Gordon, der i sin tiltrædelsesforelæsning i 1922 optimistisk proklamerede, at »England er sygt og at engelsk litteratur må redde landet. Kirken har svigtet, sociale tiltag virker for langsomt, derfor må litteraturen påtage sig at glæde os, belære os og frem for alt redde vores sjæle og gøre samfundet rask«.

Gordon var måske naiv, men de Botton er faktisk enig med ham. Problemet er efter de Bottons mening, at de højere læreanstalter aldrig for alvor er gået til litteraturen som andet end akademisk disciplin.

Universiteterne og skolerne har forsømt at træne de studerende i at bruge litteraturen som en skatkiste af visdom og dermed som potentielt redskab til at beånde og befrugte den menneskelige tilværelse.

Vi har ikke betragtet den sekulære kultur, herunder litteraturen, religiøst nok!, mener de Botton. Han peger på, at det blik, kristendommen har for vores sjæl(ekvaler), også findes i romankunsten og poesien, og ærgrer sig over, at den sekulære verden stadig overlader begrebet ’sjæl’ til den religiøse verden.

Ingen islam
Religionerne er historisk set opstået, fordi mennesker, der ikke vidste bedre, havde brug for fælles leveregler og metoder til at afgøre tvistigheder med henvisning til en fælles instans.

Nu er Gud død, men grunden til, at mennesker fandt på de religiøse leveregler, er ikke forsvundet, selv om vi lever i frie, demokratiske samfund. Alain de Botton, sekulær til benet, peger meget effektivt på hvorfor. Hans projekt går med en smuk formulering ud på, »at redde alt det, som er smukt, rørende og vist, fra alt det, som ikke længere føles sandt«.

Fra teologisk side vil man kunne kritisere den engelske skønskriver sønder og sammen for at gå til religionerne, som var de et tagselvbord. Men det indrømmer han såmænd selv fra første linje, og respektløs er han i hvert fald ikke, tværtimod.

Det er trods alt et særsyn, at en ateist gør så meget ud af at anbefale og skamrose de herligheder, som gemmer sig i den religiøse verden, eller rettere: dele af den, for islam er helt fraværende i hans optik, og det er måske den største fejl ved hans sympatiske projekt.

Det sekulære samfund har åndenød. Godt, vi har modige folk som Alain de Botton. Hans bog bekræfter den gamle talemåde: Religion er alt for vigtig til at overlade den til præsterne.