En af de første filosoffer i verdenshistorien, Sokrates, blev henrettet for med sin tænkning at lede ungdommen i fordærv, idet han lærte den at forholde sig kritisk til samfundets guder.

Siden da har forholdet mellem filosofien og kulten været præget af ambivalens. Er filosofien f.eks. per definition en trussel imod den religiøse fromhed, eller er den snarere en allieret, der på et rationelt grundlag kan udlægge og forsvare religionens indhold?

Den er selvfølgelig begge dele, eller den har i det mindste vist sig at kunne være både religiøs og antireligiøs.

Godt nyt
Sådan var og er det i Vesten, og sådan var og er det også i den muslimske verden.

Det komplicerede forhold mellem filosofi og religion, in casu islam, er temaet i en ny bog, hvis udgivelse må glæde alle, som interesserer sig for filosofi og/eller islam.

’Islamisk filosofi’ er bogens titel, og som forfatteren, forskningslektor Safet Bektovic fra Københavns Universitet, forklarer, så skal islamisk filosofi forstås temmelig bredt som en filosofisk tænkning, hvis indhold »relaterer til islam forstået som religion og kultur«.

Dermed kan islamisk filosofi godt være skrevet af ikkemuslimer og af ikkearabiskkyndige, og samtidig kan den rumme et såvel religionskritisk som religionsapologetisk potentiale.

To vigtige problemstillinger
Efter en kort introduktion til islamisk filosofisk og teologisk tænkning, der i øvrigt afslører, at den tidlige islam var mere interesseret i jura end i filosofi og teologi, går Bektovic kronologisk til værks.

Vi bliver præsenteret for en række interne muslimske diskussioner i grundlæggelsesperioden, for forskellige skoledannelser og holdninger til videnskab, etik og sharia. Derefter går det løs med den egentlige filosofiske tænkning.

Dominerende for den klassiske islamiske filosofi var især to problemstillinger, nemlig forholdet mellem åbenbaring og fornuft og forholdet mellem prædestination (Guds suveræne forudbestemmelse) og menneskets frie vilje.

Koranen er tilsyneladende inkonsistent på begge punkter, og netop denne inkonsistens blev filosoffernes mulighed for at byde ind med forsøg på at tænke problemstillingerne igennem for at finde en løsning.

Åbenbaringens pædagogiske formål
Bektovic bruger med rette meget plads på at behandle den vel nok største og i Vesten bedst kendte islamiske filosof, Ibn Rushd, også kendt som Averroes.

Averroes indtager et rationalistisk synspunkt, som vi også kender fra kristne platonikere, som f.eks. den unge Augustin, som hævdede, at fornuften ved egen kraft er i stand til at erkende hele sandheden om Gud, mennesket og verden.

Men idet evnen til rationel, konsistent tænkning ikke er ligeligt fordelt blandt mennesker, har Gud fundet på at åbenbare sandheden i et billedligt og narrativt sprog, som selv de mindre begavede kan forstå. Således hersker der altså en smuk harmoni mellem fornuft og åbenbaring, filosofi og religion.

Problemet er selvfølgelig bare, at åbenbaringen dermed udelukkende tjener et pædagogisk formål, som de oplyste filosoffer strengt taget ikke har brug for. Dette underminerer jo i nogen udstrækning de religiøse magthaveres autoritet.

Fornyelse af islam
Bogens efter min mening vigtigste afsnit består i de sidste to tredjedele, der handler om moderne og senmoderne islamisk filosofi.

Det er uhyre interessant at følge de moderne islamiske tænkeres møjsommelige forsøg på at forny og reformere islam. Centrale temaer i den sammenhæng er især forholdet mellem islam og modernitet, demokrati, Vesten og menneskerettigheder, herunder synet på kvinder.

De moderne filosoffer peger blandt andet på forskellige muligheder for at forstå Koranen på en sådan måde, at teksten ikke overlades til bogstavtro fundamentalister. Samtidig kaster filosoffer som blandt andre Arkoun, Hanafi og Soroush sig ud i dristige og begavede forsøg på at tænke en modernisering af islam uden at give afkald på den muslimske identitet.

Fornyelsen af islam er her lige så meget en kritik af traditionalismens etablerede fortolkninger som en revitalisering af de dele af Koranen, der åbner for frihed, ligestilling, demokrati mv.

Fortjener udbredelse
Bektovic skriver i et enkelt og letforståeligt sprog.

De ca. 18 kapitler er korte og oversigtsprægede, og bogen minder derfor mest af alt om et opslagsværk og kan vel også bruges sådan. Bektovic slutter dog af i det mere diskuterende og perspektiverende hjørne og peger på mulige aktuelle temaer for nutidens islamiske filosofi.

Denne perspektivrige og informative præsentation af den islamiske filosofi fortjener stor udbredelse.