I dag er der i gennemsnit ét barn i hver skoleklasse i Danmark, der har ADHD, hvoraf de fleste er drenge.

Symptomerne er uopmærksomhed, hyperaktivitet og impulsivitet.

Så sent som i 1998 var under 1.000 børn i Danmark i medicinsk behandling med methylfenidat (Ritalin); et antal, der femtendobledes frem til 2010, hvor mere end 15 000 børn tog midlet. Cirka 1,5 pct. af alle drenge i alderen 7-12 år er i dag i behandling med midlet, og alene fra 2005 til 2009 steg forbruget med mange hundrede procent.

Tilhænger af medicinering
Skeptikere taler om en ’diagnose-tsunami’ og advarer mod, at der foregår en medikalisering af uønsket adfærd, mens tilhængere af diagnosens gyldighed mener, at udviklingen skyldes, at vi får stadig mere viden.

Det er nok relevant at oplyse, at denne anmelder hører til skeptikerne. På tilhængersiden hører psykolog Dorte Damm og psykiater Per Hove Thomsen, der er aktuelle med en gennemrevideret andenudgave af deres bog om ADHD hos børn og unge.

LÆS DEBATADHD er et symptom mere end det er en sygdom

Thomsen er bl.a. kendt som hovedforfatter til Børne- og UngdomsPsykiatrisk Selskabs referenceprogram, der anbefaler medicinsk behandling som førstevalg.

Lødig og velunderbygget
’Børneliv i kaos’ beskriver udredningspraksis og behandlingsformer ved ADHD og er krydret med korte casebeskrivelser.

Målt på egne præmisser er bogen lødig og velunderbygget. Dens problem er imidlertid, at den ikke diskuterer sine egne præmisser.

Det nævnes, at ADHD-diagnosen udelukkende stilles ud fra en vurdering af barnets adfærd, da der nemlig ikke findes en objektiv test (f.eks. ud fra hjerneskanning eller blodprøve). Men at (skiftende) sociale normer for acceptabel adfærd og ændringer i skolestrukturer derfor bliver afgørende for diagnosen berøres næsten ikke.

LÆS OGSÅRaske børn risikerer ADHD-stempel

Det diskuteres heller ikke, at kriterierne for ADHD gradvis er udvidet, i takt med at diagnosesystemerne er blevet revideret. Stadig flere børn opfylder kriterierne, alene fordi disse er ændret, og ikke nødvendigvis, fordi børnene er mere forstyrrede.

Umodenhed som sygdom
Nordamerikanske studier viser desuden, at risikoen for at få ADHD-diagnosen er dobbelt så høj for et barn, der er blandt de yngste i sin klasse, sammenlignet med de ældste i klassen.

Denne bekymrende sygeliggørelse af umodenhed tematiserer ’Børneliv i kaos’ ikke.

Bogen er en udmærket introduktion til ADHD fra sit ståsted i psykiatrien, men det havde klædt den i langt højere grad at stille de ubekvemme spørgsmål.