Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Skal skærmen virkelig være børnenes bedste ven?

Legende børn i hovedstadens gårde ser ud til at være fortid.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

15. marts kunne Politiken berette, at børn i Danmark er blandt de børn i Europa, der sidder mest foran computeren og tv’et, når skoledagen er slut. Det overrasker mig desværre på ingen måde.

It og sociale medier fylder mere og mere i vores hverdag. De unge skal ikke længere kun bekymre sig om, hvorvidt de har nogen at lege med i frikvarteret på skolen. De skal også bekymre sig om, hvor mange venner og følgere de har sammenlignet med deres klassekammerater, og hvor mange likes deres opslag får på de digitale mødesteder.

Er det virkelig nødvendigt for et indskolingsbarn at have en iPhone? Og kan man kalde det forsvarlig fritid, når ens børn kun er sammen med andre via tastaturet?

Jeg er vokset op ved Blågårds Plads på Nørrebro. Der var den faste rutine, at vi ville mødes nede i gården efter skole. Det var her, man fik sine første hudafskrabninger, blodtude og gode venner.

Da vi endelig fik to mål sat op på græsarealet i gården, var der kø fra morgen til aften. Men vi ventede da gerne, for hvad skulle man ellers lave end at være udenfor sammen med sine venner?

Det bliver hurtigt klart, at tiderne har ændret sig, når jeg passerer gennem min gamle gård nu. For 10 år siden var græsset på det store åbne areal midt i gården brunt og jordet med nogle få græstotter hist og pist. Der blev nemlig spillet fodbold stort set hver dag fra forår indtil vinteren.

I dag er det stort set kun børnene med indvandrerbaggrund, der stadig leger i gården. Det skyldes nok ikke, at der er blevet færre danske børn, siden bydelen blev yuppie- og derefter hipstersmart. Tværtimod.

Min antagelse er, at de danske børn i højere grad sidder oppe på deres værelser bag computerskærmen.

Som lærervikar gennem 6 år har jeg set forandringerne på nærmeste hold. Mobningen og angsten er rykket over i cyberspace. For hvad gør man, når man får at vide, at en dreng fra parallelklassen har lagt et uflatterende billede af dig på Instagram?

Glæderne er også rykket over i den digitale sfære, og det skal man huske at nævne. Mine oplevelser gør mig dog desværre mere bekymret end rolig.

Mobilen, iPaden og computeren er uden tvivl løsningen på en masse praktiske udfordringer, men den har fået lov til at forkrøble os

På skolen sidder en masse unger nemlig ofte i den mørke port i frikvartererne. En trøstende hånd på skulderen og forsøg på samtale fra den naive vikar viser sig dog hurtigt at være unødvendig, da det viser sig, at det er, fordi ungerne bedre kan følge med på skærmen i mørket.

Jeg glemmer aldrig en episode for nogle måneder siden, da jeg havde været ude af huset med en klasse. Da vi kom tilbage til skolen og skulle ind ad porten, sad der 17 børn i den mørke port. Nogle sendte et bebrejdende blik over det pludselige lysindfald, da porten blev åbnet. De andre forblev i cyberspace.

Idrætstimerne og snak om fritidsinteresser viser også tydeligt, at idræt ikke fylder lige så meget, som det har gjort. Der skal kæmpes for at finde store drenge til skolens fodboldhold. Da jeg gik på selv samme skole for 10 år siden, var der optagelsesprøver, hvor vi sagtens kunne være 30 drenge fra de store klasser, der dukkede op.

Håbet om, at nogle af de store drenge, der vanen tro bliver oppe i klassen i frikvartererne, sidder bag deres bærbar og spiller med hinanden, falder desværre også til gulvet. De sidder for sig selv og ser videoer af andre, der spiller computer.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Frygten for 1984 synes at vokse i disse år. Efterretningstjenester og mediegiganter følger vores bevægelser på nettet i en grad, der vil skræmme langt de fleste. Det er dog ikke overvågningen af os, der er det mest skræmmende, synes jeg.

Når jeg bliver tynget af mine tanker omkring det forfærdeligt asociale cybersamfund, vi er på vej mod, hjælper det mig at gå en tur ned til de sociale boligbyggerier i brokvartererne. Her ekkoer børnenes stemmer stadig fra betonen efter skoletid. De har uden tvivl deres udfordringer at bokse med, men deres glade udbrud tænder et lys hos mig.

Vi har alle et ansvar i forhold til de kommende generationer. Mobilen, iPaden og computeren er uden tvivl løsningen på en masse praktiske udfordringer, men den har fået lov til at forkrøble os, og det bliver kun værre for de kommende generationer.

Jeg synes, at forældre bør tage ansvar for deres børns it-vaner. Er det virkelig nødvendigt for et indskolingsbarn at have en iPhone? Og kan man kalde det forsvarlig fritid, når ens børn kun er sammen med andre via tastaturet?

Kun 13 procent af de 15-årige danske drenge, der er med i undersøgelsen, som Politiken henviser til, er fysisk sammen med vennerne efter skoletid.

Det bekymrer mig grænseløst, og det bør det også hos en del danske forældre.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden