De store befæstningsanlæg, der blev bygget omkring København i slutningen af 1800-tallet, Vestvolden, Garderhøjfortet, Charlottenlund Fort, Dragørfortet osv., er i dag næsten alle blevet sløjfet, og betydelige dele er til glæde for almenheden udlagt som rekreative områder.

Den dramatiske historie omkring Københavns befæstnings tilblivelse og afvikling er formentlig glemt af de fleste, men for 120 år siden var befæstningen politisk sprængstof, noget, der delte befolkningen.

Herom kan man læse i en fortræffelig bog udgivet af Statens Forsvarshistoriske Museum.

Politisk og militær dværg
Undertitlen lyder ’Til fædrelandets forsvar’. Men det var netop ikke noget enigt fædreland, der byggede fæstningen.

I Rigsdagen var der uenighed mellem regeringspartiet Højre og oppositionen i Venstre, dertil divergerende synspunkter internt i Venstre, i mindre omfang også i Højre; hæren og flåden var heller ikke enige. Og i København mente man noget andet end i provinsen.

Fæstningsbyggeriet havde flere forudsætninger. Det gamle voldsystem omkring København var for længst forældet og var blevet endeligt sløjfet i 1860’erne. Oveni kom de radikalt ændrede vilkår efter 1864. Nederlaget havde gjort Danmark til en politisk og militær dværg med en udsat beliggenhed i skyggen af Tyskland.

Alligevel levede drømmen om at generhverve den danske del af Sønderjylland, hvilket kun kunne ske med hjælp fra andre.

Det franske nederlag i 1870 knuste det sidste håb. Tilbage stod spørgsmålet om, hvordan et dansk forsvar kunne indrettes under de nye vilkår. Størstedelen af den militære sagkundskab mente, at forsvaret måtte koncentreres om Sjælland og København.

Betændt strid om placering
Det rejste imidlertid nye spørgsmål. Skulle det ske ved et kystforsvar, eller skulle forsvaret koncentreres omkring hovedstaden i håbet om at holde ud, til der kom hjælp udefra? Et eksistensforsvar koncentreret omkring København var i manges øjne den eneste mulighed.

Men for Venstre, bøndernes parti, var det problematisk. Et forsvar baseret på København ville i princippet udlevere størstedelen af fædrelandet – og Venstres vælgere – til fjenden. Dertil kom de i grundtvigske venstrekredse udbredte romantiske forestillinger om et forsvar baseret på en folkevæbning.

Når spørgsmålet om Københavns befæstning politisk blev så betændt, skyldtes det egentlig ikke de forskellige forsvarspolitiske opfattelser, men at befæstningen blev trukket ind i forfatningskampen mellem Højre og Venstre.

Det skete, da højreregeringen under Estrup påbegyndte bygningen af landbefæstningen omkring byen med provisoriske ikkeparlamentariske finanslove som bevillingsmæssigt grundlag.

Dermed blev forsvar og fæstning kædet sammen med spørgsmålet om parlamentarisme og demokrati, hvilket åbnede for en decideret antimilitaristisk agitation.

I historieskrivningen har det betydet, at befæstningen først og fremmest er blevet set i en politisk og ideologisk optik, mens de militærfaglige og teknologiske aspekter er blevet negligeret. Det er betegnende, at ingen har fået den ide at se på det københavnske fæstningsbyggeri i europæisk sammenhæng.

Vigtig kulturhistorisk dimension
Alt det råder den nye bog bod på. De seks forfattere har formået at sætte den politiske, militærstrategiske, taktiske og teknologiske udvikling ind i et klart og forståeligt mønster.

Forfatterne demonstrerer, at behersker man sit stof, kan man sagtens forene det analytiske med det fortællende. En kompetent redaktion har stort set fjernet de støberande, der næsten altid er, når flere forfattere har været i gang. Gode illustrationer, bl.a. de mange samtidige fotografier af anlægsarbejderne, giver bogen en vigtig kulturhistorisk og topografisk dimension.

Man kan sagtens tage en løbetur på Vestvolden uden at kende historien, men bogen er et godt tilbud.