Raymond Carver går udenfor for at ryge en cigaret. Han er vrangvilligt på vandvognen, drikker te uden begejstring og han lider af en galopperende cancer, som om føje år vil lægge ham i graven. Men han har besøg af en spændende gæst her i vinteren 1984. Sin japanske oversætter og selv forfatter. Han hedder Haruki Murakami og i dag tyve år efter er han nok Japans mest kendte og læste forfatter. Fra at være en kultforfatter for de få, er han i dag en verdensberømt bestsellerforfatter både ude og hjemme. Hans sidste roman på dansk, 'Trækopfuglens krønike', har forlaget Klim sendt ud i 10.000 eksemplarer. Det er mange for et både sært og svært forfatterskab, der deler læserverdenen i to lejre. Enten elsker man ham med hele sit hjerte og bliver aldrig træt af at finde nye ruter i hans labyrintiske værker. Eller også finder man ham for popsmart og postmoderne, dybt overfladisk, mættende som en stang candyfloss. Undertegnede tilhører den første lejr. Og det gjorde Carver allerede i 1984, forfatteren har nemlig skrevet et digt om mødet. Carver, de små ydmygelsers geniale fortæller, er også en stærk inspiration for Murakami, som her i 1984 havde skrevet tre romaner, bl.a. 'En vild fårejagt', som få år senere blev hans oversatte gennembrud uden for Japan. Og Murakami er fascineret af Carvers rådvilde åbenhed i plottet, det underdrejede og usagte i novellerne, den stille stemme af smerte mellem linjerne med accent af den amerikanske stoicisme: At man skal videre på en eller anden måde.