fakta

Thorkild Grosbøll er teolog, forfatter og tidligere sognepræst i Taarbæk.

LÆS Omstridt Taarbæk-præst siger op (oktober 2007)

Sognepræst i Taarbæk Kirke Thorkild Grosbøll er blevet fritstillet som præst efter et møde med biskop Liselotte Rebel

Thorkild Grosbøll. Foto: Claus Lunde

Det er ikke noget flatterende billede, man får af ’de nye ateister’ i historikeren Lars Christiansens og teologen Lars Sandbecks debatbog.

Hvis det fremlagte citatmateriale fra både amerikanske og danske ateister er repræsentativt, kan man dog dårligt bebrejde dem det.

Det er sine steder vitterligt vås i særklasse endda leveret med forbløffende arrogance, der vel hidrører fra ateisternes forestilling om, at biologien repræsenterer den eneste sandhed i verden.

Når denne opfattelse fremskrives til at bære en ny verdensorden, bliver det dog først for alvor skræmmende.

INTERVIEW»Nyateisterne er polemiske og aggressive«

Når jeg alligevel finder bogen problematisk, er det, fordi det forekommer mig, at det manglende blik for fortiden, som forfatterne anklager de nye ateister for, hos dem selv modsvares af en nogenlunde tilsvarende blindhed for nutiden.

Der er tåber i alle lejre
Vel er ateisternes opgør med kristendommen vildt fortegnet – Christiansen og Sandbeck har ret i, at det er det amerikanske bibelbælte, der udgør ateisternes forståelseshorisont og ironisk nok kommer til at inficere deres egen argumentation med fundamentalisme.

Det betyder, at enhver eftertænksom (kultur)kristen kan melde hus forbi for deres angreb, hvilket gør dem til ateisternes hadeobjekt nr. 1, fordi de derved kommer til at beskytte tosserne på højrefløjen med tilforladelig snak.

Sandt nok er der tåber i alle lejre, men ateisterne har unægtelig en pointe i kraft af, at disse tåber i Bushæraen vandt uhørt politisk indflydelse.

LÆS OGSÅ Ateisterne angriber: Når jeg ser en fugl, er det sgu en fugl og ikke et Guds under

Det var imidlertid ikke det eneste sted på kloden, hvor religiøse galninge eller mørkemænd satte og stadig sætter dagsordenen (her tænker jeg ikke kun på Mellemøsten, men også på den katolske kirke internt i Europa og eksternt i Afrika og såmænd også på vores eget land, hvor kvindelige præster, homoseksuelles rettigheder og abort gud bedre det stadig kan vække debat).

Og nej, disse tosser risikerer ikke at blive undsagt, for »i folkekirkeligt regi er der kun én sandhed«, hævder de to forfattere, »men mange indbyrdes vidt forskellige sandheder, der kritisk (og frugtbart) holder hinanden i skak« (side 25 – min fremhævelse). Sic!

Impotent kritik
Og sandheden?

Ja, det er åbenbart, at der er en gud. Men hvis den antagelse er forudsætning for at kunne frugtbargøre kristendommens pointer, forbliver kritikken af ateisterne underlig impotent.

Så er enhver samtale i virkeligheden på skrømt.

Det vil de to forfattere givetvis benægte ved at henvise til dengang, da der var anderledes lødig ateistisk religionskritik til (Marx, Feuerbach, Freud og senere Hannah Arendt), men de overser, at dengang var gudstanken stadig en intellektuel udfordring, man blev nødt til at tage op.

Det er den ikke længere.

Så når de ironiserer over de nye ateisters bestræbelser på at opnå markedsandele ved at tilbyde konkurrerende ritualer ved livets store højdepunkter, glemmer de, at det er samme anstrengelser, kirkerne i dag bruger deres krudt på (babysalmesang, spaghettigudstjenester og anden feel good-iscenesættelse).

Det er nok muligt, at ateisterne har skelet voldsomt til de kristne ritualer, men gjorde kristendommen ikke i sin tid det samme med de hedenske? Og kan det være anderledes?

Sagen er vel, at mennesker til alle tider må forsøge at tolke det faktiske liv i overensstemmelse med den viden, de nu engang sidder inde med.

Jo mere modigt, des bedre. Det er det, en civilisation lever af, at samtale kan føres.

Absolutte sandheder derimod har fanden skabt – kald det så nok så meget gud.