Egentlig burde forsvaret være glad for Thomas Rathsacks bog, der på informativ vis fortæller, at de danske elitestyrker er helt på niveau med de bedste i verden - og samtidig punkterer flere af de Rambo-myter, der eksisterer, om at specialstyrker som en smal sag bare farer ind og tilintetgør fjenden.

Sagen kort

Den tidligere jægersoldat Thomas Rathsack har skrevet bogen ’Jæger – i krig med eliten’ om sin tid i jægerkorpset.

Bogen skulle udgives af forlaget People’s Press i slutningen af september, men Forsvarskommandoen begærede 14. september 2009 bogen standset via fogedforbud.

Begrundelsen var, at bogen udgjorde en sikkerhedsrisiko for danske soldater og rigets sikkerhed.

16. september udgav Politiken Rathsacks bog som et tillæg til avisen. Mandag 21.9 afsagde Københavns Byret kendelse i fogedforbudssagen.

Der blev ikke nedlagt fogedforbud, idet bogen allerede er offentliggjort i sin helhed.

_________________

ANMELDERENS BLÅ BOG
Lars Erslev Andersen er idéhistoriker, seniorforsker og leder af forskningsenheden for politisk vold, terrorisme og radikalisering ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).

Født 10. maj 1956 i Haderslev. Cand.mag. i idehistorie fra Aarhus Universitet 1986 og i mellemøststudier ved Odense Universitet 1992.

Har skrevet flere bøger om terrorisme, Mellemøsten og USA blandt andre ’Den tabte uskyld. Verdensorden, værdikamp, islamisme’ (2006), ’Den amerikanske orden. USA og det moderne Mellemøsten’ (2003), ’EU og Middelhavet’ (1998) og ’Muslimske fundamentalister. Militante muslimer i Mellemøsten’ (1997).

Research: Politikens bibliotek

Lad os antage, at bogen ’Jæger – i krig med eliten’ af den danske jægersoldat Thomas Rathsack i fred og ro var blevet udgivet af forlaget People’s Press uden al den ståhej om forsøg på fogedforbud.

Bogen ville givetvis hurtigt blive populær læsning, ryge ind på diverse bestsellerlister, forlaget ville tjene penge, forfatteren ville sammen med B.S. Christiansen, Poul Dahl og andre elitesoldater blive en kendt foredragsholder og kommentator i de danske medier.

Forsvaret kunne sole sig i den spændende historie, der sætter ord og billede på, at danske soldater, herunder eliten, gør en forskel i de krigszoner, hvor Folketinget har besluttet, de skal sættes ind.

For dansk til det engelsksprogede
Måske ville bogen udkomme i Sverige og Norge, men den ville næppe gøre sig særligt bemærket på det engelsksprogede bogmarked – dertil er den for dansk.

I USA vrimler det med bøger af soldater, der beretter om deres krigserfaringer, ligesom CIA-agenter gang på gang i bogform fortæller om undercoveraktioner.

Det er ikke en svaghed ved bogen, at den er ’dansk’, men faktisk dens styrke.

Efter mere end otte års dansk krigsindsats med elitestyrker i Afghanistan og Irak er det naturligvis velkomment og berigende for den danske debat, at offentligheden får indblik i, hvad der foregår, hvordan – som vores politikere gerne siger – elitesoldaterne gør en forskel, og hvad det er for en virkelighed, de opererer i.

Sparsom erfaring frem til 2001
Krigene i Irak og Afghanistan er beskidte krige:

Det er ikke krige, hvor to regulære hære står over for hinanden og kæmper efter regler og konventioner, men partisan- eller oprørskrige, hvor i hvert fald den ene part systematisk og bevidst overtræder alle regler og konventioner.

Det er de sværeste krige at udkæmpe.

Selv om danske soldater, navnlig eliten fra jægerkorpset og frømændene, utvivlsomt hører til de bedst trænede i verden, havde de frem til 2001 faktisk kun lidt operativ kamperfaring.

Det fremgår tydeligt af Thomas Rathsacks bog.

Sydamerika, Kaukasus og Afghanistan
Efter at have fået sin drøm opfyldt om at blive fuldt uddannet jægersoldat bliver han frustreret over ikke at kunne bruge sin træning og viden operativt i egentlig kamp, men kun i træning:

»Det er skuffende og forstemmende. Et antiklimaks af rang. Og det betyder, at jeg totalt mister min militære energi og bestemmer mig for, at jeg vil prøve andre udfordringer i livet«.

Det fører ham først til Sydamerika som fotograf og senere til Kaukasus og Afghanistan som minerydder.

Det er som civil minerydder, at Rathsack sidder i Afghanistan og over telefonen hører om terrorangrebene 11. september 2001.

Da den danske regering beslutter at sende danske elitestyrker til Afghanistan i forbindelse med USA’s krig her i 2001, melder Rathsack sig under fanerne.

Lægger ikke skjul på fascinationen
Hvad der herefter sker, er den historie, bogen fortæller.

Det er en spændende historie, og Rathsack fortæller den godt i et enkelt og direkte sprog, der nærmest pædagogisk forklarer læseren, hvad det er for operationer, der gennemføres, hvad baggrunden for dem er, og hvad de skal opnå.

Forfatteren lægger absolut ikke skjul på, at han er jæger, fordi han synes, det er spændende, og fordi han personligt er dybt fascineret af at tage livtag med de farligste militære operationer.

Selv om hans motivation derfor grundlæggende set er et individuelt projekt, der mere har med ham selv at gøre, end det er begrundet i en højere sags tjeneste – og sådan må det vel egentlig være – er han bestemt ingen hjernedød og følelsesmæssigt afstumpet machomand.

Nærværende fortælling om krig
Tværtimod fremstår forfatteren i sin fortælling som en reflekteret person, der sammen med sine kolleger gør sig mange overvejelser om, hvordan deres operationer gennemføres med mindst mulig collateral damage, dvs. skade på civile.

Det gør bogen til en nærværende og interessant fortælling om de krige, Danmark har været involveret i siden 2001, på et felt kun få i den danske offentlighed har indsigt i.

Særlig interessant er det at få at vide, hvordan de såkaldte specialstyrker arbejder, fordi der er mange myter om dem formet af knaldromaner og Sylvester Stallone-film.

Myter, der får veloplyste danskere til at tro, at det må være en smal sag for specialstyrker at fare ind i Afghanistan eller andre steder og likvidere terrorister, f.eks. al-Qaeda-ledere.

Ofte hører man spørgsmålet om, hvorfor man ikke bare sender nogle elitestyrker ind for at hente Osama bin Laden og hans kumpaner.

Konkret indblik
Med al den teknologi og træning, vestlige specialstyrker råder over, er det en gåde for mange, at det ikke er sket tidligere.

De vil blive godt oplyst og informeret af at læse denne bog.

Læserne får med bogen derfor et mere nuanceret og konkret indblik i, hvad det vil sige at føre krig mod oprørere, partisaner og terrorister, og at dette er lidt mere kompliceret, end hvad myterne giver indtryk af.

Forfatteren har også en mission med sin bog:

Han er faktisk stolt af sin indsats som jæger, og han har helt klart behov for at fortælle, at jægerne faktisk bliver brugt i de danske militære operationer, herunder brugt mere end offentligheden hidtil har haft indtryk af, samt hvad de bruges til.

Danske soldater på niveau med de bedste
Det er formentlig lige præcis her, forsvarets ubehag ved bogen skal lokaliseres.

Egentlig skulle man jo tro, at forsvaret ville være glad for en beretning fra en dedikeret dansk soldat, der med omtanke og stolthed ikke blot fortæller om sine operationer, men samtidig understreger, at danske elitestyrker træningsmæssigt er helt på niveau med de bedste i verden.

Altså, at de gør en forskel, og at der ifølge forfatteren er god mening med at gøre denne forskel.

Alligevel forsøgte forsvaret at forhindre bogens udgivelse med den begrundelse, at den er farlig, både for danske soldater i Afghanistan og for ’rigets sikkerhed’.

Manual-påstand er overdrevet
Den kunne blive en manual for fjenden, Taleban, siges det.

Det synes imidlertid at være en overdreven påstand.

Ganske vist har norske forskere påvist, hvordan både talebanere og al-Qaeda-terrorister indsamler viden om og studerer, hvordan de vestlige styrker opererer.

Forskerne taler ligefrem om ’jihadi strategiske studier’. Studier, som skal bruges til at finde modtræk over for fjenden – altså vores soldater.

På kant med regler og konventioner
Men der er næppe meget af den viden, der kommer frem i Rathsacks bog, som fjenden i Afghanistan ikke allerede på den ene eller anden måde er bekendte med – om ikke andet, så fordi de selv har været udsat for den.

Eller læst om den i tilsvarende amerikanske bøger.

Problemet for forsvaret er vel snarere, at Rathsack med sin bog dokumenterer, at danske elitesoldater er meget mere involveret i hemmelig krig, end den danske offentlighed indtil nu har været opmærksom på.

Dette kan nemlig meget let blive et politisk problem for såvel forsvaret som for regeringen, fordi hemmelig krig mod partisaner og terrorister meget hurtigt kan tvinge elitestyrkerne ud i den gråzone, hvor de gennemfører deres operationer på kant med regler og konventioner.

Forsøg på monopolisering af information
Det er præcis dette, der er forbandelsen ved at kæmpe mod en fjende som Taleban, der systematisk spekulerer i og kæmper ud fra den præmis, at reglerne og konventionerne skal brydes – både for at de selv kan få en operationel fordel, og for at de kan tvinge den regulære hær til at bryde reglerne og dermed tabe legitimitet.

Forsvar og regering har selvsagt en forståelig politisk interesse i, at dette ubehagelige ’gråzoneproblem’ ikke kommer til at dominere debatten om danske militære indsatser i oprørskrige – der i øvrigt på nudansk hedder ’asymmetriske krige’.

Derfor vil enhver stat og ethvert forsvar gerne monopolisere informationsstrømmen, hvilket ganske effektfuldt kan gøres ved at henvise til ’rigets sikkerhed’.

Konsekvensen er, at det grundlag, militære indsatser i offentligheden debatteres på, er mangelfuldt, og det er et demokratisk dilemma.

Af den grund må vi hilse Rathsacks bog velkommen.

Akkurat fordi den bidrager til et mere nuanceret billede af, hvad det indebærer, at Danmark i godt otte år har været involveret i partisankrig i Afghanistan.