I oktober 1954 havde Politiken to litteraturhistorier på forsiden samme dag.

Tophistorien den 29. var, at Ernest Hemingway havde fået Nobelprisen, og lige under teksten og et stort billede af den gråskæggede forfatter stod endnu en artikel, hvor forfatteren udtalte, at Karen Blixen burde have fået prisen.

Meget belejligt havde Politiken en mand i Havana, der kunne møde nobelpristageren, og når man læser reportagen, er det klart, at hans udtalelse om Blixen ikke er et svar på en dansk journalists lokalpatriotiske spørgsmål. I Havana er Hemingway et øjeblik tavs, før han siger:

»Ved De, hvem jeg hellere havde set faa Nobel-Prisen end mig selv? Blixens danske frue, som jeg aldrig har mødt – signaturen Isak Dinesen. Hun er en storartet Forfatterinde«.

Fjender i Akademiet
Dén bemærkning kender rigtig mange danskere.

I de ord er det, som om Blixen næsten fik Nobelprisen, og de fleste har glemt eller måske overset, at gamle Hemingway i samme åndedrag og sætning – og lige så positivt – nævnte to andre prisværdige forfattere, kunsthistorikeren Bernard Berenson og digteren og historikeren Carl Sandburg, begge amerikanere.

Ingen af dem fik prisen, og de færreste taler om, at de burde have fået den.

Blixens navn var imidlertid det første, Det Svenske Akademis nuværende sekretær og talsmand, Peter Englund, nævnte, da Politiken mødte ham i Stockholm, dagen før Herta Müller fik prisen i fjor. Ja, selvfølgelig burde den danske verdensstjerne have fået prisen, mente Englund.

Sådan var det dog langtfra alle, der tænkte i Det Svenske Akademi, da Blixens navn var hot i den aktuelle litteraturdebat. Det afslører tidligere lektor ved Aarhus Universitet Aage Jørgensen i en ny bog, hvor han har gennemlæst Akademiets arkiver frem til og med 1958.

I bogen ’Nærved og næsten’, som udkommer i morgen, blotlægger han det magtspil, der har foregået i Akademiet, når danske forfattere og skribenter har været på tale til den prestigefyldte pris. Ikke kun når det gjaldt Blixen, men også når det gjaldt en mand som Georg Brandes.

Brandes blev indstillet af så forskellige folk som Anatole France, Selma Lagerlöf og Videnskabernes Selskab, men lige lidt hjalp det. Brandes havde fjender i Akademiet. Og han vidste det. Modstanden handlede ikke kun om, hvad han skrev, men også om, hvem han var.

Blixen dumpede
Men først til Blixen, som man her kan se som eksemplet på, hvordan synet på et bestemt forfatterskab kan ændre sig i løbet af få årtier.

Hun blev første gang indstillet til prisen i 1950 af Dansk Forfatterforening, selv om hun på det tidspunkt kun havde skrevet tre bøger. Til gengæld fremførte forslagsstillerne, at bøgerne alle var oversat til en række verdenssprog og var at sammenligne med bøger af H.C. Andersen og Selma Lagerlöf.

Akademimedlem Per Hallström blev sat til at skrive en specialudtalelse om denne i Nobelsammenhæng nye forfatter, og han var stærkt begejstret for ’Den afrikanske farm’. Han så den som et mesterværk.

Når det kom til ’Syv fantastiske fortællinger’, kunne han dog slet ikke dele den begejstring, værket ellers havde mødt ude i verden. »Fortællingen har ingen fast og rolig form, den væver bare stykke efter stykke sammen af overraskende hændelser«.

Hallström syntes, Blixen spillede alt for meget på at fortælle om fornemme personer i udsøgt luksus, og han kedede sig rent ud sagt. »Fortællekunsten går ligesom på samlebånd«, syntes han.

»Hos digterinden genkender man ingen steder den intelligente og smagfulde fortællerske, som kunne skrive ’Out of Africa’«.

Endnu værre synes han det går i ’Vinter-Eventyr’, som efter hans mening er et forsøg i sagaerne uden at have sagaernes atmosfære.

Med andre ord – dumpet. Prisen gik til Bertrand Russell.

Den gamle heks
Blixen blev indstillet igen i årene 1955-58, bl.a. af den senere prismodtager Harry Martinson, men Nobelkomiteen mente, at hun havde skrevet for lidt, selv om de anså ’Babettes gæstebud’ for at være en »mästerlig miniatyr«, som det hed.

I 1957 var hun oppe imod Albert Camus, André Malraux og Boris Pasternak, og hun havde ikke meget medvind hos Nobelkomiteens formand, Anders Österling, der mente, at det ved en mere kritisk gennemgang af Blixens tekster kunne vise sig, at de ikke var båret af en menneskelig troværdighed og indre logik.

Dog måtte han medgive, at hendes bedste noveller var mesterstykker.

Altså, tak, men nej tak.

Og i øvrigt betragtede han stort set hendes forfatterskab som afsluttet.

Beklager.  Ernest Hemingway fik Nobelprisen i 1954, men han havde hellere set, at Karen Blixen havde fået den. Tegning: Hans BendixDet var det nu ikke. Den efterfølgende ’Sidste fortællinger’ formildede dog ikke Nobelkomiteens formand på samme måde, som Boris Pasternaks nyeste bog ’Doktor Zhivago’ havde gjort.

Til gengæld havde Österling fået en forhåndskopi af Blixens kommende bog ’Skæbne-Anekdoter’, og her kunne han se, at hendes tidligere svagheder i teksten syntes overvundet, men det ændrede ikke på Blixens trængsler.

Hun blev i 1958 indstillet som nummer tre efter Pasternak (prisvinder) og Alberto Moravia.

Havde Blixen fjender i Akademiet? Ja, hvis man skal tro den amerikanske skandinavist George C. Schoolfield.

Ifølge ham var Frederik Böök en mand, der havde tænkt sig at holde Blixen (that old witch, som han skal have sagt) fra fadet, så længe det var muligt, og man må sige, at hans timing i givet fald var perfekt. Böök døde i december 1961, Blixen i september året efter.

Når arkiverne i Det Svenske Akademi efterhånden åbnes – det sker med 50 års forsinkelse – vil det vise sig, om Blixen senere var tæt på at få prisen, men foreløbig viser Aage Jørgensens bog, at hvis en forfatter skal gøre sig forhåbninger om at få hæderen, skal man dels have fortalere i Akademiet – og helst ikke for mange fjender.

Gudsfornægter og libertiner
Det sidste mærkede Georg Brandes i begyndelsen af 1900-årene. Fra 1903 til 1926 blev han indstillet hele tretten gange til prisen, og ni gange tog Nobelkomiteen det så alvorligt, at de fik udarbejdet en indstilling.

I 1903 gik prisen til Bjørnstjerne Bjørnson, hvis virksomhed både blev betegnet som ædel og rummende en sjælden sjælsrenhed, og det var jo ikke lige de ord, de fleste ville hæfte på Brandes.

I de år forsøgte Nobelkomiteen at skyde sig ind på, hvad gamle Nobel i virkeligheden havde ment, da han i sit testamente skrev, at prisen skulle gå til en, der havde produceret det ypperste i »idealisk riktning«, som det hed.

Denne passus blev, som Aage Jørgensen noterer, ofte tolket derhen, at man som forfatter skulle stå bag samfundets fundamentale værdier som kongehuset, kirken og den hellige familie, hvad Brandes langtfra gjorde.

Aage Jørgensen formulerer det sådan her:

»Han var underholdende og ofte stilistisk virtuos, men tonen tenderede imod det insinuerende og hånske. Og så var han en gudsfornægter og en løsagtig libertiner. Med andre ord en typisk repræsentant for det kompagni af radikalister, som Wirsén (komiteformand) og hans komite mere eller mindre eksplicit formente adgang til den litterære Nobelpris«.

Ingenlunde kandidat
Fortolkningen af Aage Jørgensen er ikke helt ved siden af, kan man se af papirerne fra indstillingerne i 1919. Det nye medlem af Nobelkomiteen Henrik Schück indstiller Brandes.

Gennem alle årene er Brandes blevet beskyldt for at være en dårlig videnskabsmand, der ganske vist er rasende belæst og flittig, men også plagierer andre.

Det tæller ikke hos komiteen, at hans fagfæller roser ham for at være enestående ved, at han har skabt forbindelse mellem den brede befolkning og litteraturen på en måde, ingen andre har formået.

Henrik Schück skriver:

»Årsagen til, at Brandes tidligere ikke har fået prisen, har uden tvivl, og i det mindste hovedsagelig, været, at hans verdensanskuelse ikke anses for at have den ideale karakter, som fordres af en Nobelpristager. Efter min mening har Akademiet tolket ordet ’idealt’ alt for snævert, og masser af verdenslitteraturens storværker skulle med denne hidtidige tolkning ikke have kunnet belønnes, hvis de var blevet præsenteret for Akademiet«.

Men lige lidt hjalp det.

Og da Nobelkomiteen i 1925 efterhånden nåede frem til en konklusion om, at Brandes – hans fejl til trods – nok havde haft stor betydning for litteraturen, skiftede man hest. Nu var begrundelsen for ikke at give ham prisen, at han jo ikke skrev skønlitteratur.

Som den svenske litteraturhistoriker Carl Fehrman har noteret, tilhører Georg Brandes den distingverede gruppe af ikkeprismodtagere.

Selv var Brandes aldrig i tvivl, som han skrev til Selma Lagerlöf:

»Jeg betragter mig ingenlunde som ’Candidat’ til Nobelprisen, har fra den blev stiftet vidst, at jeg aldrig vilde faa den«.

Og ret fik han jo.