Halldór Laxness (1902-1998) regnes for Islands største prosaforfatter. Han var en hovedkraft i grundlæggelsen af den moderne islandske litteratur og en skarp debattør af samfundsforhold. Men digteren er et, mennesket noget andet.

Det er udgangspunktet for Halldór Guðmundssons biografi, der kalder Laxness »stor i sine visioner og værker – og fejltagelser. Han besad en særlig evne til at kontrollere sine nærmeste omgivelser, så alt kom til at dreje sig om ham og hans mål: At give verden fortællinger«.

Som 25-årig var hans udtalte mål at blive digter på højde med de bedste i verden – og forbedre folks levevilkår.

Inden da var han konverteret til katolicismen og opholdt sig i perioder i et kloster i Luxembourg. Senere blev han kommunist, dog uden partibog, men han fastholdt de kommunistiske idealer i årtier, selv om han havde rejst i Sovjetunionen under den store hungersnød i 1932 og fulgt Moskva-processerne på nærmeste hold i 1936.

Han faldt for propagandaen og så åbenbart kun det, han ville se. Sent i sit liv skulle han udtale: »Når troen er på spil, holder fornuften op«.

Islænding - verdensborger
I lange perioder af sit liv boede han i udlandet. Da han i 1932 udgav romanen ’Salka Valka’, skrev en litteraturforsker om ham, at han uden nogen form for balance rummer samtidens modsætninger i sig. »Ikke kun de hjemlige modsætninger, men også dem, som ligger i ordene: Islænding – verdensborger«.

Hans ambition var at skrive på islandsk om islandske emner – for hele verden.

Karakteristikken af et uhyre sammensat menneske citeres i den kæmpestore biografi, der i 800 tætte sider opregner alle detaljer i Laxness’ liv og færden i et ekstremt modsætningsfyldt århundrede.

Guðmundsson har stor sympati for Laxness og skildrer ham loyalt, men med et klart blik for hans fejltagelser. Sammenfattende kalder han ham »et nysgerrigt, skabende, opfarende, venligt, flittigt, morsomt, elskeligt og vanskeligt menneske«.

Debut som 17-årig
Fra begyndelsen får vi indtryk af en brændende sjæl og en skrivekraft uden lige. Laxness er bare 17 år, da han udgiver sin første roman, ’Naturens barn’. Hans selvværd er lige så tårnhøjt som hans ambitionsniveau (og forfængelighed), og han sætter alle omkring sig til at gøre noget for ham.

Gennem årene løber han de udenlandske forlæggere på dørene, enten for at få dem til at oversætte og udgive hans bøger eller for at få honorarerne kradset ind. »Man begynder som digter og ender som handelsrejsende, det er tragedien ved at være forfatter«, siger han om sine bryderier.

Men faktisk havde denne islandske verdensborger det bedst med at være på farten. Efter store europarejser og det katolske eventyr drog han til USA og forsøgte sig inden for filmbranchen, hvad der nu ikke kom det store ud af. Men erfaringer og kontakter fik han overalt.

Laxness var gift to gange og mente rent ud, at hans ægtefæller var til for at støtte ham i forfatterkarrieren.

Besat af idealer
I teorien gik han ind for kvindefrigørelse, men aldrig var hustruerne ham kærere, end når han elskede dem på afstand, mens de tog sig af hjem og børn i Island under hans mange udlandsrejser. Inden han som ung drog i kloster, opholdt han sig i en periode på Bornholm, hvor han gjorde den islandske hushjælp gravid.

Det tog han sig ikke videre af; først et halvt år efter barnets fødsel skrev han et brev til barnets mor. Om at han ikke kunne gøre det store for hende.

Det er Guðmundssons fortjeneste, at man får fuldt syn på et menneske, der er drevet af en vilje og besat af idealer. Det katolske ebbede ud – klosterlivet var måske også delvis en løsning på økonomiske problemer, antydes det, for her fandt han læse- og skrivero i nogle perioder.

Hans politiske idealer var langt mere vedholdende. Selv var han opvokset i relativt gode kår, men mellem udlandsopholdene i de unge år rejste han rundt i Island, var også huslærer på landet i en periode.

Lukkede øjnene for forbrydelser
Han så en fattigdom og generel armod, som beskrevet bl.a. i ’Frie mænd’, som fik ham til at mene, at disse isolerede bosættelser ikke egnede sig for mennesker. Her tilbød socialistiske ideer om menneskelivets indretning på såkaldt videnskabeligt grundlag sig.

Det er let nok i bagklogskabens lys at sige, at han tog fejl. Det interessante er at forstå, hvad der drev ham, og det er biografiens mål.

Jeg har genlæst ’Salka Valka’ i forbindelse med biografien for at høre Laxness’ egen stemme og kan konstatere, at det er vidunderlig fortællekunst, og man forstår godt på baggrund af den udmalede elendighed, at et menneske med hjerte i brystet blev tiltrukket og forført af de socialistiske idealer, der syntes at tilbyde en løsning på alting.

Hans drøm om bedre vilkår for disse plagede islændinge på samfundets bund er jo legitim nok. Sværere er det at fatte, at et så begavet menneske som Laxness i årtier kunne lukke øjnene for kommunismens forbrydelser.

Modtog nobelpris i 1955
Men som kunstner er han større end som politisk agitator, når han i ’Salka Valka’ med skarphed – og ikke så lidt humor – beretter om, hvorfor idealforestillingerne om en ny samfundsorden ikke kan føres ud i livet hos de selvrådige islændinge.

Kunstneren vinder over ideologen. Det indbragte ham nobelprisen i 1955. Fejret blev han, denne »Europas sidste nationaldigter«, som biografen kalder ham som et eksempel på, at en hel nation engagerede sig i, hvad han skrev, uanset om de brød sig om det eller ej. Digteren havde en helt anden plads i samfundet i sidste århundrede.

Halldór Guðmundsson er som biograf af den klassiske skole. Det er længe siden, man har set så nøje og udtømmende optegnelser over et forfatterliv. Vi er helt nede i detaljer som en pels, der bliver købt for et forfatterhonorar i Sovjet og dernæst sendt på en alenlang rundtur gennem landegrænser og toldbestemmelser.

Det kæmpemæssige noteapparat er ikke medtaget i den danske udgave, men findes på nettet for de særligt interesserede.

En stor skæbne
Biografien er overmåde grundig og velskrevet, og den gør indtryk ved at vise et menneske, der tog fejl. I et interview fra 1981 siger Laxness: »Jeg er fortæller. Må Gud skåne mig for at skulle redde verden«. På spørgsmålet om, hvorvidt han har svigtet alle sin ungdomsidealer, svarer han: »Det håber jeg«.

Laxness var slagfærdig, som man kan høre. Han pyntede også på noget i sine erindringsbøger, alt regnet op i biografien, der langt hen endevender spørgsmålet om, hvad der får et sensitivt menneske til at fastholde idealernes forrang, selv når deres udfoldelse viser sig destruktiv.

Guðmundsson er meget opmærksom på ikke at gøre sig til dommer over Laxness. Så meget mere sættes ens tanker i gang af denne redegørelse for en stor skæbne i ekstremernes århundrede.