Forsanger Högni Egilsson svajer i takt til de skæve popsange, så det lange, blonde hår svinger frem og tilbage. Udskæringen i hans let slidte undertrøje er så dyb, at førsteviolinisten har frit udsyn til hans blottede brystkasse, når hun løfter blikket fra partituret. Jo, det er ingen fejl, der er en førsteviolinist med. I alt er der mere end 80 musikere på scenen, de fleste i et noget mere stift puds end forsangeren med skægstubbene, og om lidt træder også et hvidklædt pigekor frem i det tilrøgede lys foran 900 fyldte sæder i koncert- og biografsalen Háskólabío i Reykjavik.
Högni Egilsson og resten af bandet Hjaltalín er midt i en særlig opførelse af bandets sange arrangeret for og med Reykjaviks symfoniorkester. Men de er også midt i noget andet og måske meget vigtigere.
