Spørger man i reklamebranchen, ved de sandelig godt, hvad man taler om, når man taler om tweens.

Her har man efterhånden længe haft et ganske detaljeret billede af, hvem de 8-13-årige er – og hvad man kan få dem til at købe.

Noget spritnyt begreb for målgruppen mellem englebørn og teenagere er ’tweens’ nu heller ikke.

Alligevel er det først nu, at en selvhjælpsbog til forældre med tweens i familien dukker op på dansk.

Det sker i form af Pia Beck Rydahl og Pernille W. Lauritsens ’Tweens – børn af en ny tid i alderen 8-13 år med indre kaos og ydre x-faktor’.

Og med denne sindrigt konstruerede undertitel er stilen ligesom slået an.

Det er spændingsfeltet mellem medie- og forbrugersamfundets ydre påvirkninger og de 8-13-åriges indre følelsesliv, som er bogens omdrejningspunkt.

Og kan man fastholde interessen gennem forfatternes (og layoutets) kalejdoskopiske tour gennem dette felt, får man som forælder mange gode råd med på vejen.

Layout fra ungdoms-tv
BONMOT?  Man kommer vidt omkring på de sider, som i streg og ord præsenterer de enkelte kapitler i bogen. Ikke altid lige indlysende. Illustration: Dasrotesrabbit/ fra bogen I bogen finder man både øvelser, faktabokse og guides om, hvordan man kan forholde sig til sine tweens.

Selve brødteksten har forfatterne valgt at bygge op i et utal af moduler – og med så mange forskellige skrifttyper og -farver, at man snart kan få fornemmelsen af, at man ikke læser en bog, men sidder og ser ungdoms-tv.

Det er muligt, at denne stil appellerer til nogle målgrupper.

Men man får i hvert fald ikke fornemmelsen af, at ’Tweens’ er noget autoritativt opslagsværk.

Men nuvel, de to forfattere til ’Tweens’ bryster sig jo heller ikke af at komme med alle svarene.

De har begge titel af coach, og så er det som bekendt dem, der stiller spørgsmålene. Det er også deres foretrukne råd til forældre, der vil vide mere om deres tweens – at man spørger, altså.

Pædagogik in extenso
Det er grundlæggende nogle sunde og gode værdier, der driver de to forfattere.

De vil have deres læsere til at praktisere anerkendende pædagogik in extenso, og sådan bør dét være.

Dette er dog paradoksalt nok ikke kun principper, som med fordel kan bruges over for tweens, men som netop også er velfungerende i forhold til både mindre børn og teenagere.

Derfor bliver det også utroligt svært for forfatterne at argumentere overbevisende for, at man som forælder betræder helt nyt territorium og skal bruge et distinkt sæt af opdragelsesprincipper, når man bliver far eller mor til en tween.

Der er jo ret beset ’bare’ tale om et barn med teenagetilbøjeligheder.

Ny mobil hver anden måned
Når forfatterne skal opliste 10 ting, »som tweens siger, de har lyst til«, er det f.eks. »at gøre, lige hvad de har lyst til ...«; »at have alt det fede nye gear, som alle andre i klassen har«; eller »at skifte mobilen ud hver anden måned med den sidste nye model«.

Og ja, ud over at det fremstår som en stribe ubehjælpelige karakteristika at hænge sin tween-hat på, kunne forfatterne vel lige så godt have skrevet de samme ting i en bog om teenagere.

Eller hvad?

Forfatterne hævder hårdnakket, at »vi som forældregeneration aldrig selv har været tweens«.

Det er muligvis rigtigt et stykke af vejen. Dengang var kommercialiseringen og tingsliggørelsen af barndommen i hvert fald ikke nær så intens som i dag.

Men børn i 10-12-års alderen var da alligevel stærkt optaget af deres kroppe – og af selvværdsattributter (i enhver tænkelig forstand).

Hjælp til selvhælp
Det nye er vel alene, at kommercielle kræfter har intensiveret deres bombardement af netop denne målgruppe, og at børnene derfor har fået nye ’interesser’ og pejlemærker i tilværelsen.

Men vil man have en systematisk analyse af disse forhold, får man f.eks. mere substans for pengene i ’Børns opvækst med medier og forbrug’ (2009) af professor Birgitte Tufte m.fl.

’Tweens’ er samlet set en udmærket hjælp til selvhjælp for forældre, der savner sund inspiration til tilværelsen med pre-teens.

Men heller ikke mere end det.