Sikken fin tanke, sådan at samle en stribe liberale velskrivere og meningsdannere og bede dem om at forholde sig til liberalismens hverdagsvilkår i Danmark anno 2010.

Men hold da op, nogle gange er der uendeligt langt fra tanke til handling ...

’Friheden flyver’ hedder den nye liberale debatbog, som den succesfulde tænketank Cepos udgiver, og som fritænkeren Dennis Nørmark har stået for at redigere.

Og hvor kunne det have været en vellykket bog, hvis den 455 (!) sider lange debatbog havde været blot halvt så lang, halvt så langtrukken og halvt så lang i spyttet.

Desværre har Dennis Nørmark – i misforstået liberal ånd – valgt at give fuld frihed til både sig selv og bidragyderne. I ’Friheden flyver’ er der ingen redaktionelle bånd, der binder.

Her kan man både folde sig ud i novellegenren som Mads Storgaard Jensen, i studentikos tekstanalyse som Martin Ågerup (der rehabiliterer Beatles som en firbande af fuldvoksne liberalister) eller i en snirklet afhandling om hashbrugernes kulturhistorie, sådan som Niels Westy Munch-Holbek excellerer i.

Lange liberale fristile
Mange af bidragene er såmænd udmærkede, som nu Niels Westy Munch-Holbeks forsvar for retten til at ryge spliffer. Men mange af indlæggene, dennes inklusive, er desværre alt, alt for lange: Det, der burde have været små anarkoliberale knaldperler for folket, bliver til lange liberale fristile for de særligt interesserede.

Munch-Holbek og Martin Ågerup er i øvrigt de eneste, som har en litteraturliste bagest i bogen – i den manglende systematiks ånd, forstår man ...

Mister man orienteringen i vildnisset af uredigerede meninger, er det godt, at der også findes provokerende og velturnerede tekster af bl.a. porno- og prostitutionselskeren Henrik List og JP-litteraturredaktøren Jakob Levinsen. Uden sammenligning i øvrigt.

Liberalistisk sognepræst
Hvor List argumenterer ligepå og hårdt over for de sexforskrækkede nyfeminister, er Levinsen mere underspillet og sofistikeret i sit forsvar for den kunst og de kunstnere, som har integritet og kvalitet nok til at kunne stå alene – uden stat og forloren fællesskabskultur.

Har man et liberalt grundsyn, er det i øvrigt svært at være ideologisk uenig i mange af de tekster, ’Friheden flyver’ byder på.

Man kan selvfølgelig mene, at det er påfaldende, at Henrik List ikke skriver om trafficking, når han henrykt skriver om prostitution.

Man kan også blive temmelig træt i betrækket, når man efter 320 sider møder den måske mest rendyrkede liberalist af dem alle, sognepræsten Edith Thingstrup, som messer: »Økonomisk frihed – handlefrihed – er det, der får livet til at rykke«.

Et forvandlingsshow
Endelig kan man blive uendelig træt, når kernefamiliekonservatoren Lone Nørgaard efter næsten 400 sider tager ubehjælpeligt udgangspunkt i Den Store Danske Encyklopædi i sin (antiliberale) tilgang til begrebet ’ligestilling’.

Det sker under den patetiske titel ’Må vi ikke være forskellige?’.

Og nu vi er ved titler: ’Friheden flyver’, der refererer til en gammel Clausen og Petersen-sang, er et smart Cepos-forsøg på at forvandle rød til blå.

Det er et forvandlingsshow, som i de senere år bl.a. er set udført af Søren Espersen (DF), der mener, at DF er de nye kulturradikale.

Interessant nok, men kom nu tilbage til den virkelige verden: Clausen og Petersen var ikke liberalister, de bliver ikke liberalister, og skulle Nørmark og Cepos være i tvivl, kan de skrue op for ’Opsang’, hvor Eva Madsen med høj fane og stålsat stemme synger:

»Der er mange sange, der skal synges endnu«.