De, der forventer en sindssyg, mandehadende kvindes vanvittige fantasterier, rådes til at lukke bogen nu.

Der er tordnende vrede. Der er et smerteligt behov for retfærdighed. En hektisk dag i hjertet af et råddent imperium lykkes det en kvinde at tage styringen, at få tiden til at stå stille, at træde et skridt tilbage, at stige til vejrs og betragte verden fra et udsigtspunkt så højt oppe, at der ikke levnes plads til sentimentalitet; frygt forlader hjertet, sjælen gør oprør:

Der lyder en mørk, dæmpet latter.

Rovfugl
Blandt de mange forbløffende egenskaber ved Valerie Solanas’ ’SCUM Manifest’ er storheden i dets vision og dristigheden i dets udførelse; det virker, som om forfatteren svæver hen over civilisationen som en rovfugl, der sindigt overvejer, hvilken tyr den skal snuppe på den gode bondemands mark – før den hapser dem én efter én, indtil der kun er ét »handyr« tilbage, nemlig det med den mindste pik og den højeste prusten:

Fakta

Valerie Solanas

Amerikansk feminist og forfatter. Født 9. april 1936 i New Jersey, USA. Død 25. april 1988 i San Francisco.

Solanas voksede op i en dysfunktionel familie. Som 15-årig stak hun af hjemmefra og ernærede sig i lange perioder som prostitueret. Studerede psykologi på University of Maryland og fortsatte i 1958 på forskeruddannelsen. Hun afbrød senere uddannelsesforløbet og tog til New York.

'SCUM Manifesto' (Society for Cutting Up Men) blev så vidt vides skrevet i 1966. Solanas solgte selv kopier af manifestet, da hun til trods for flere henvendelser ikke kunne få manifestet udgivet.

Færdedes i miljøet omkring Andy Warhol og The Factory.

Solanas forsøgte i juni 1968 at dræbe Andy Warhol på grund af en tvist om et forsvundet manuskript ’Up Your Ass’, som han havde haft til gennemlæsning. Warhol overlevede skudattentatet, og Solanas blev erklæret utilregnelig og sendt i forvaring på et psykiatrisk hospital.

'SCUM Manifesto' udkom et par måneder efter skudattentatet.

Valerie Solanas kom ud af forvaringen i 1971 og levede et kummerligt liv med indlæggelser og narkomisbrug indtil sin død.

Research: Politikens Bibliotek

kvægavleren selv – eller hun tøver som en kirurg med sin glimtende skalpel og zoomer ind på roden til den mandlige patients sygdom, før hun med en enkelt fejende bevægelse amputerer det forargelige organ.

(Og man skal ikke være amazonedronning for at gætte, hvilken kropsdel det er!)

Blev mishandlet
Det er overordentlig sandsynligt, at Solanas’ tankegang var et resultat af hendes personlige oplevelser af svigt fra mænd, der burde have taget vare på hende, og at dette kan have bidraget til hendes psykiske forstyrrelser – hendes far voldtog hende, hendes bedstefar piskede hende; hermed fik barnet indirekte fortalt, at mandlig voldelighed er et uomgængeligt arveanlæg – men hvad der slet ikke hersker tvivl om, er, at hun i SCUM fandt en kreativ udfrielse fra al den hæslighed, der var blevet »plantet i hende«.

LÆS ANMELDELSE Kvinder der hader mænd: Andy Warhols morder

Og denne udfrielse er lige så positiv, som den er kreativ.

En ufuldstændig kvinde
På manifestets første side foretager Solanas en metaforisk pol-ombytning i den grå klode i vores hoved.

Ved at påberåbe sig alle eventyrlystne kvinders ret til at omstyrte regeringer, dræbe menneskehannerne, afskaffe penge og arbejde og grundlægge en retfærdig verden omstiller forfatteren sin læsers nerveceller fra negativ til positiv, og derfra fortsætter hun med ikke blot uhøflig at fravælge rollen som den hysteriske kvinde, men overraskende nok at overføre alle hysterisymptomerne til den livmoderløse mand, hvorpå hun føjer spot til skade ved at kalde ham en ufuldstændig kvinde.

Denne ombytning af kønnene er Solanas’ genistreg – beviset på hendes ætsende humor, hvis nogen skulle have brug for et sådant – og når først læseren har taget ideen til sig, er der ingen vej tilbage fra den filosofi, der er sat i bevægelse og brager af sted som en damptromle (jeg forestiller mig, at den ringer forjættende med klokken som Hjem-IS bilen), mens den stille og roligt knuser enhver modstand på sin vej, helt frem til manifestets sidste udsagn:

»Fornuftige mænd vil derimod ikke kæmpe imod eller lave et farligt postyr. De vil blot holde lav profil, tage det roligt, nyde forestillingen og afvente deres undergang«.

Provokerende verdenssyn
På dette tidspunkt har den mandlige læser enten erkendt sit nederlag og er begyndt at forberede sig på det uundgåelige, eller han har kylet bogen i skraldespanden, mens han råber det mest banale skældsord, han kan komme i tanker om:

»Afskum!«

Ja, SCUM er og bør være foruroligende læsning for enhver mand med en sund sjæl – også for dem, der tilstår deres forseelser og nærer håb om at blive optaget i De Mandlige Hjælpetropper, der skal forestå udslettelsen af deres kønsfæller – men for dem, der foregiver at være forsvarere af anstændighed, dem uden humoristisk sans, hyklerne og kvindehaderne må læsningen være uudholdelig.

For ud over bogens provokerende verdenssyn er der en anden snedig stilistisk faktor på spil i Solanas’ manifest, som med garanti vil drive selv den mest forhærdede, chauvinistiske mandlige læser til vanviddets rand.

Håner manden
Efter at have defineret manden som en retarderet vederstyggelighed, der ikke ejer selv den mest elementære forståelse af sin egen misdannelse, følger manifestet denne definition til dens logiske slutning, nemlig at behandle ham som en sådan.

Det vil sige, at forfatteren griber til en sprogbrug, der engang var reserveret til diskussion af udviklingshæmmede, børn, kvinder, underlødige racer, slaver:

Med hævet og hånlig stemme taler hun vedholdende hen over hovedet på den mandlige befolkning, henvender sig til læseren, som om diskussionsemnet og selve problemet ikke er til stede, hvorved hun gør det klart, at mandens selvopfattelse og de foreslåede aktioner imod ham er uden betydning for hende.

Men hendes valg af denne form er ikke blot et retorisk værktøj til at ydmyge manden, det viser også, hvilken humor der er på spil i ’SCUM Manifest’, og er endnu et eksempel på, hvordan Solanas gør brug af karnevallets ombyttede roller og rammer plet – igen.

Sjón

(Sigurjón Birgit Sigurdson)

Islandsk forfatter. Født 27. august 1962.

Debuterede i 1978 med digtsamlingen 'Synir'. Var i 1980'erne forgrundsfigur i den surrealistiske kunstnergruppe Medusa og var med til at starte pladeselskabet Snekkleysa (Bad Taste).

har hjort sig gældende med eksperimenterende romaner som 'Stålnat' fra 1987 og 'Dine øjne så mig' fra 1994. Sjón har endvidere skrevet sangtekster til Lars von Triers 'Dancer in the Dark' fra 2000.

Romanen 'Skygge-Baldur' indbragte ham Nordisk Råds Litteraturpris 2005. Udgave i 2005 'Splinten fra Argo', der af boghandlerne er blevet kåret til årets bog i Island.

I medierne bliver Valerie Solanas’ nedskydning af Andy Warhol og hendes ’SCUM Manifest’ opfattet som et bevis på, at der inderst inde i enhver oprørsk kvinde gemmer sig et dødeligt had til alle mænd.

I stedet for at tolke det første som et tragisk udslag af Solanas’ psykiske problemer og det sidste som frugten af hendes frodige sind har den urimelige sammenblanding af de to ting gjort det nemt at afskrive hende som selve inkarnationen af ondskaben i feministisk tankegang og samtidig aflede de verbale kugler, hun affyrede mod den vestlige civilisation.

Mere end et kvarters berømmelse
Forvist til en randeksistens som Valerie Solanas var på grund af sin sindsforstyrrelse og fordømmelsen fra et nådesløst samfund, levede hun i elendighed resten af sine dage.

Hun udgav ikke noget siden hen, så vi kan kun gisne om, hvor langt hendes talent ville have ført hende, og hvilke andre skarptslebne ædelsten hun ville have beriget os med.

At skrive en bog, der bliver diskuteret og er omstridt fyrre år efter dens udgivelse, er imidlertid mere, end de fleste forfattere tør indrømme, at de drømmer om, men ’SCUM Manifest’ har vist sig at være et sådant værk, og det har allerede sikret dets forfatter mere end det kvarters berømmelse, der blev de for længst glemte superstjerner i Warhols Factory til del.

Adam og Eva
Det Gamle Testamente har to versioner af historien om menneskets tilblivelse. I den første og relativt ædruelige version (Første Mosebog, 1:27) skaber Gud manden og kvinden i sit eget billede, og parret blev skænket jorden, så de i fællesskab kunne underlægge sig og opdyrke den.

I den anden og mere kendte version genfortælles historien(Første Mosebog, 2:22), men med den iøjnefaldende ændring, at kvinden fremstilles af mandens kød, og idet hendes direkte bånd til verdens skaber således skæres over, fratages hun sit krav på dobbelttronen.

Der er blevet fremsat den teori, at den sidste version oprindelig var en skæmtehistorie om den uvidende Adam og hans tåbelige forestilling om, at også HAN besad evnen til at føde børn, hvorefter han – da hans vildfarelse blev anfægtet – fremturede med den endnu mere latterlige idé, at han havde født den første kvinde, Eva.

Ha! Ha! Ha! Den slags idioti kan kun være frugten af medfødt evnesvaghed, enfoldighed eller ... Herudover anfører samme teori, at denne mere eller mindre grove joke om hankønnet skulle være skrevet af en meget morsom kvinde, en historiefortæller ved kong Davids hof.

Hun vil efter al sandsynlighed forblive navnløs, men omtales nu og da som ’J’. Hvis denne teori holder stik – og det håber jeg – er det tragisk at konstatere, hvordan en underholdende anekdote endte med at blive vendt på hovedet, hvordan den blev brugt til at fremme had og ikke glæde, til at undertrykke i stedet for at frigøre.

Komisk fortælling vækkes til live
Valerie Solanas er inspireret af sin tids mest radikale sociale tanker, de nyeste opdagelser inden for genetisk forskning samt sin egen dyrekøbte indsigt i mænds natur, og på denne baggrund sætter hun sig for at hele det sår, der åbner sig i den eventyrlystne piges mellemgulv, når det går op for hende, at samfundet ikke har nogen intentioner om at tilbyde hende samme muligheder som drengene.

Hun sætter sig for på ny at gøre krav på det, der blev lovet kvinden i skabelsens morgengry, men siden hen frarøvet hende af det jødisk-kristne patriarkat.

I ’SCUM Manifest’ bliver den komiske fortælling om den privilegerede idiot Adam vakt til live igen: Én gang for alle bliver manden frataget sin rolle i tingenes orden, endnu en gang bliver han påmindet om sin dyriske natur og dødelighed (denne gang via en bog, udsprunget af en klog kvindes hjerne).

Eva får sin latter tilbage – og intet foruroliger manden mere end en leende kvinde, for ikke at sige en hel flok leende kvinder.

Humor noir
Ved at placere Valerie Solanas’ ’SCUM Manifest’ i traditionen for ’Humour Noir’ foreslår jeg, at det betragtes som en klassiker inden for genren på lige fod med Sades ’120 dage i Sodoma’, Jonathan Swifts ’Beskedent forslag’, grev de Lautréamonts ’Maldorors sange’, Alfred Jarrys ’Kong Ubu’ og William Burroughs’ ’Nøgen frokost’.

De nævnte forfattere deler et ønske om at smede et redskab, der kan jage denne grusomme skabning kaldet ’mennesket’ hen mod Utopia, men eftersom de har erfaret, at argumentation, lovgivning eller trusler om evig fortabelse i Helvedes flammer ikke er anvendelige til dette formål, har de alle tyet til det sidste litterære instrument, der er til rådighed for dem, der nægter at give op: humor.

»Kvinders opgave er i virkeligheden at udforske, opdage, opfinde, løse problemer, fyre vittigheder af, lave musik – alt sammen med kærlighed. Med andre ord: skabe en magisk verden«.

Le med Solanas
Men vær opmærksom på, at en vittighed, hvis mål er at overvinde Uretfærdighed, Ondskab og Død, ikke genererer nogen almindelig latter. Den lyder som Gorgonens hvislen, som Medeas grin, som Judiths fnisen.

Den optræder på en så lav frekvens, at øret ikke kan opfange den, men den får håret til at rejse sig, får maven til at vende sig, får knoglerne til at rasle, går gennem marv og ben, flytter rundt på dna’et.

Så indtil vi når frem til »den magiske verden«, der er ’SCUM Manifest’ endegyldige mål, vil jeg bestræbe mig på at le i mørket sammen med Valerie Solanas.

Hvorpå jeg en skønne morgen vil vågne op som en eventyrlysten pige …