»Der er ingen af os, der kan lide vores virkelighed«.

»Nogle gange kunne jeg bare vildt godt tænke mig at være en anden eller være et andet sted eller måske i en anden tid«.

19-årig indsigt
Ordene er 15-årige Dorias, og man forstår hende godt, for hun bor i en trøstesløs betonsilo i en indvandrerghetto i en forstad til Paris, og livet er ikke let.

Hendes far er rejst til Marokko for at finde endnu en hustru, hun bor alene med sin mor, der hverken kan læse eller skrive, de lever af kontanthjælp og får ofte besøg af socialrådgiveren.

I skolen har Doria ingen venner. I ghettoen er hun tættest på pusherne, oppe på 11. sal i en af blokkene bliver teenagepigen Samra holdt fanget af sin far, mange af kvinderne i bebyggelsen får tæsk af deres mænd.

Faïza Guènes roman om Doria blev en litterær sensation, da den udkom i Frankrig i 2004, og det forstår man godt, for den kun 19-årige forfatter, der selv er af algerisk afstamning, har skrevet en forbløffende moden og indsigtsfuld historie om tilværelsen, som den former sig, når man bor i en af de parisiske forstæder, som fra tid til anden eksploderer i social og etnisk uro.

Under jargonen
Det er Doria, der fortæller historien, og det er måden, hun gør det på, der gør romanen interessant. Selvironien, humoren, det sproglige og mentale overskud.

Hun kunne ikke et sekund finde på at gøre sig selv til offer, for hun er jo ikke værre stillet end så mange andre. Okay, måske ville det have været lettere at være dreng, fordi drenge bliver så forkælede. F.eks. bliver de fotograferet fra første sekund.

Selv har Doria ikke fotos af sig selv, fra før hun fyldte tre år og efter det kun klassebilleder. »Det er, som om jeg ikke rigtig findes«, siger hun.

Da hun var lille, klippede hun håret af sine Barbie-dukker, fordi de var lyshårede. Nu forestiller hun sig tit, at hun er en del af familien Ingalls fra ’Det lille hus på prærien’.

Hun refererer i det hele taget ofte til popidoler og tv-serier, men under den ungdommelige jargon mærker man en fortrolighed med de politiske og kulturelle kategorier, som skal til for at kunne analysere et samfund.

Oversat til ungdomsdansk
Doria er lige så amerikaniseret som andre unge, men hun kan også sin Rimbaud, og hendes drømmerier forhindrer hende ikke i at have et skarpt og realistisk blik på virkeligheden omkring sig.

Det, hun er mest træt af, er den gamle patriarkalske kultur, som hendes muslimske miljø er gennemsyret af. Kan de dog ikke bare glemme alt det »ære-hejs«, som hun udtrykker det.

Doria er så langt fra forestillingen om en hjernevasket muslimsk ghettopige, som man kan komme. Hendes horisont er sekulær, oplyst, hun ser folk, som de er, hun lægger vægt på deres menneskelige egenskaber, ikke deres religion eller etnicitet.

Faïza Guènes roman er en sjældent god og superaktuel ungdomsroman, skrevet til hvem som helst, men måske mest til læsere på Dorias alder. Skønt, at romanen er så svedigt oversat til ungdomsdansk.