Solen bager, varmen flimrer, og på den afrikanske savanne vandrer en flok stenaldermænd fredeligt fremad, da et stort dyr dukker op.
Måske en okse, fire ben, flere hundrede kilo muskler og to horn rejser sig ret foran, og mændene reagerer, som deres hjerne er programmeret til: Her er et ukendt væsen, det er faretruende, jeg går til angreb. Det er 200.000 år siden, og sådan måtte vores stamfædre nødvendigvis reagere dengang, når de mødte en fremmed skabning: med angst eller angreb. Det kunne være et spørgsmål om liv eller død. Danske stenalderhjerner Det er det ikke længere. Men vi reagerer stadig med stenalderhjernen og lægger ud med afstand eller vrede, når vi møder en, der ikke ser ud som os selv. Især danske hjerner har ikke fulgt med den kulturelle udvikling, provokerer antropologen Dennis Nørmark i en ny bog. »Specielt her i Danmark er vi tilbøjelige til at sige: »Jeg vil hellere finde en som mig selv««, siger Dennis Nørmark.






























