Gennem hele 2005 kunne beboerne på Nørrebro i København se en mørkhåret kvinde i midten af 30’erne gå rundt i gaderne iført en snehvid T-shirt, hvor der på forsiden stod ’Mæcen søges’.

LÆS MEREUng forfatter søger sponsor

Hvis man indhentede hende på fortovet, kunne man se, at hun på bagsiden af T-shirten havde trykt et kontonummer. Det var her, pengene fra den efterlyste rigmand, mæcenen, kunne sættes ind.

Kvinden var den dengang 35-årige forfatter Mathilde Walter Clark, som efter udgivelsen af sin debutroman, ’Thorsten Madsens Ego’, opdagede, at hun umuligt kunne leve af at skrive bøger, eftersom den første udgivelse kastede beskedne 9.200 kr. af sig.

»Men jeg havde jo ikke tænkt mig, at det skulle stoppe ved den ene bog. Jeg ville skrive flere bøger«, fortæller Mathilde Walter Clark.

Det var derfor, hun gik på jagt efter en mæcen.

Som forfatter havde hun nemlig ikke opholdt sig ret længe i det litterære miljø, før hun fandt ud af, at kunstnere altid taler om penge, når de er sammen, fordi de altid er i økonomiske vanskeligheder, hvorimod erhvervsfolk ofte taler om kunst, når de mødes, fordi pengene i det miljø ikke er noget, man taler om, men noget, man har.

LÆS ANMELDELSENyeste bog minder mest om halv-morsomme damebladsklummer

Den kombination mente hun, der måtte kunne komme noget interessant ud af.

I dag er forfatteren blevet 42 og adskillige erfaringer rigere. Det fortæller hun om i en ny digital bog, ’Mæcen søges’, som hun selv udgiver via iBooks – til 49 kroner per bog.

I bogen om projektet fortæller hun blandt andet om de mange kreative afslag fra de velbeslåede. Klaus Riskær mener, at skatterne ikke opfordrer til at være mæcen. Lars Larsen (som husstandsomdelte sin egen selvbiografi i 2,6 mio. eksemplarer) siger, at sponsorkontoen er tom.

Klaus Rifbjerg mener, hun skal finde sig et job. Og fra hoffet lader prinsgemalens kammerherre forstå, at »Hans Kongelige Højhed som forfatter (er) i samme beklagelige situation«.

LÆS OGSÅPotensproblemer deler anmelderne

Lidt mere held var der hos den meget solbrændte, storsmilende rigmand, som efter en middag på en indisk restaurant donerede nogle tusindkronesedler, men derudover mest var nervøs for, om sladderjournalister skulle opdage ham i selskab med den unge kvinde.

Ja, gæt selv, hvem han kan være, men forfatterens største problem var, at hendes foretrukne rigmand var væk.

»Hvis Simon Spies havde levet, ville han helt sikkert have sagt ja. Måske skulle vi have forhandlet om nogle betingelser, men jeg tror, han ville have syntes om ideen«, siger forfatteren.

I 2005 så hun først og fremmest mulige mæcener hos enten kongelige, staten eller de rige. For at sprede budskabet satte hun dog også fotokopierede sedler op i bybilledet, på træer og toiletvægge, ligesom når folk søger lejligheder, ligesom hun rundsendte en mail til alle i sin mailkontos kontaktbase.

»Jeg anede ikke, hvad der ville ske, når jeg sendte de mange mail ud, men efter 6 minutter stod der 53 kr. på kontoen«, fortæller Matilde Walter Clark.

Hvis indbetalingerne var fortsat på den måde gennem hele 2005, ville det have reddet hendes økonomi. Sådan gik det ikke helt. Udbyttet i årets løb blev imidlertid 16.703,90 kr. Heraf kom de 100 kr. fra kulturminister Brian Mikkelsen, som har skrevet forord til ’Mæcen søges’, mens en af hans efterfølgere, Uffe Elbæk, har skrevet efterordet.

LÆS OGSÅGrumme noveller balancerer mellem leg og lignelse

I alt har Mathilde Walter Clark fået bidrag fra mere end 40 forskellige personer, og så er der alle dem, som har henvendt sig med tilbud om alt fra middagsinvitationer til gratis tantrasex. Hele beretningen kan følges i den e-bog, hun nu selv står som udgiver af på forlaget Tinsoldat.

Oprindelig var det ikke hensigten, at hun selv ville stå som udgiver, men hendes første forlægger mente, hun selv skulle skaffe halvdelen af finansieringen, mens en anden først sagde ja til en udgivelse, hvorefter han var umulig at komme i kontakt med.

Efterhånden lå det lige for at tage sagen i egen hånd, for hun mente, projektet skulle dokumenteres.

»I første omgang var meningen, at udgive bogen som en coffee table-bog og supplere den med en fysisk udstilling, hvor man kunne se alle brevene og billederne og de 42 syltetøjsglas med småpengene, men efterhånden kunne jeg se, at e-bogen havde udviklet sig sådan, at den i virkeligheden kunne rumme det alt sammen på en gang«, siger Mathilde Walter Clark.

»En tysk kollega har kaldt det aktionslitteratur. Jeg kalder det en litterær happening. Det er det livspoetiske, jeg har fået ud af projektet. At man kan lave den slags historier med sit liv. Jeg stiller mig til rådighed og kaster et enkelt budskab ud. Mæcen søges. Det bliver en slags invitation til at være med i historien. De kan sige deres mening om projektet, blive glade for det eller sure på det, og det er faktisk det, historien består af. Det er en ny måde, man kan lave historier på«, siger forfatteren.

LÆS ANMELDELSEFantasiens sprudlende overdrev

Men hun vil også godt lige have med, at projektet er større end det.

»Det handler også om, at sådan er vilkårene for at skrive litteratur i Danmark. Der er ingen penge i det for de fleste. Alligevel tager enhver diskussion om kunststøtten udgangspunkt i, at forfatterne enten sidder derhjemme og spiser mayonnaise af tuben, mens de venter på næste støtteportion fra staten, eller også, at de lige som Jussi Adler-Olsen bliver millionærer af at sælge deres bøger. Som regel kan de hverken leve eller dø af at skrive deres bøger«.