Midt i mulighedernes hav ligger Finø.

Den er befolket med typer som skoleleder Alexander Bister Finkeblod, milliardæren Kalle Kloak alias Charles de Finø, hinduisten Gitte Grisanthemum, adelsmanden Rickardt Tre Løver, stormuftien Sindbad Al-Blablab og en del andre elskelige tosser.

Da de alle sammen går om bord i det gode skib ’Den hvide Dame af Finø’ for at sejle hen over Mulighedernes hav til Gudernes by, København, hvor alle verdens religioner skal samles til klimatopmøde, sludder, til Den Store Synode, så er et middelalderligt narreskib sat i søen.

Og naragtigheden bliver ikke mindre af, at finøboerne om bord på ’Den hvide Dame’ har selskab af berømtheder som Bodil Flodhest, kommunaldirektør i Grenaa Kommune, Anaflabia Borderrud, biskop cirka sammesteds, Thorkild Thorlacius-Drøbert, leder af Afdelingen for Hjerneforskning på Århus Ny Amtshospital – samt bogens fortæller Peter Finø, hans hund, Basker, og hans søster, Tilte.

Tilte kalder Peter for Petrus, fordi hun er så vis, og fordi det hele handler om visdom.

Peter Høeg er med andre ord selv passager i narreskibet, han har skrevet en storslået parodi på sig selv, og det giver jo også læseren lyst at gå om bord både i romanen og i narreskibet.

Humor og homerisk latter
Lysten kunne det ellers godt have knebet lidt med efter den salvelsesfulde gardinprædiken om Livets Store Ting i romanen fra 2006, ’Den stille pige’.

LÆS ANMELDELSEEn prædiken forklædt som roman

Den roman var ikke et narreskib, men et kirkeskib. Og umiddelbart frygter man da også det værste, når man åbner ’Elefantpassernes børn’ og læser første sætning:

»Jeg har fundet en dør ud af fængslet, den åbner ud til friheden, jeg skriver dette for at vise dig døren«.

Her var jeg lige ved at løbe skrigende ud ad døren, temmelig bekymret for, om Peter Høeg nu med sin Finø-roman anno 2010 ville forsøge at lave et personlighedsudviklende remake af Martin A. Hansens Sandø-roman fra 1950 med indledningen »13. marts. Det er taaget. Natanael, jeg har faaet lyst til at fortælle dig noget«.

Og jeg kan stadig ikke helt frigøre mig fra tanken om, at Høegs oprindelige projekt har været at udskifte 13. marts med følelsernes 9. intelligens – men heldigvis bliver projektet glemt, Høeg får hurtigt hostet helligheden ud af halsen, henvendelsen til ’du’ forsvinder (stort set), fanden tager ved Petrus-fortælleren, og så får vi det sjovt, rigtig sjovt.

Thi den elefant, der bor inde i vækst- og vækkelsesprædikanten Høeg, er en amerikansk thrillerforfatter, og den elefant har han heldigvis lige så lidt styr på som på sine grineflip:

Høegs humor er høj, og hans homeriske latter ruller hen over den dårekiste, han med uhøvlede brædder og tommetykke søm hamrer sammen om os alle sammen og vores elefanter.

Forældrene forsvinder
’Elefanterne’ er den der længsel, alle har i sig og ikke rigtig kan rumme. Men præsten og organisten ved Finø Kirke (som er gift med hinanden), de passer inde i sig selv på nogle særligt store elefanter, og »det er mors og fars problem«, som Tilte siger.

Hun og hendes brødre, Hans og Peter, (samt den temmelig menneskelige hund Basker) er altså elefantpassernes børn, og romanens groteske suspense opbygges ved, at deres forældre, Hr. Konstantin og Fru Clara Finø forsvinder, endda i to omgange.

Den første forsvinden skyldes, at pastor Finø begynder at øve mirakler under sine prædikener og lynhurtigt får sig en landsdækkende og særdeles lukrativ karriere som vækkelsesprædikant i den store amerikanske stil.

Miraklerne udløses af fru Finøs fantastiske evner som klejnsmed og svagstrømsingeniør, hun kan nemlig konstruere snedige mekanismer, der f.eks. ved hjælp af stemmegenkendelse slipper duer løs i kirkerummene, når hendes mand siger »Helligånden«.

Svindlen afsløres, og præsteparret bliver undersøgt for personlighedsforstyrrelse af doktor Thorlacius-Drøbert og stillet for en provstedomstol under ledelse af Anaflabia Borderud, mens Bodil Flodhest på amtsforvaltningen overvejer at tvangsfjerne børnene.

Men Finø ligger jo i Danmark (sådan cirka oppe ved Hesselø), og alle har jo som regel en interesse i, at alting går i sig selv igen, så hele familien ender hjemme i præstegården igen med hund og elefanter og det hele.

Så går det selvfølgelig hverken værre eller bedre, end at forældrene forsvinder igen.

Kan læses fra Månen
Børnenes jagt på forældrene er bogens fortællemæssige drive.

Og hvis ikke man fatter, at vi her har fat i noget dybt, eksistentielt og personlighedsudviklende, så er man selvfølgelig mindst lige så dum som den dør, man hele tiden får at vide, at man skal gå igennem.

Peter Høeg skriver med så store bogstaver, at man kan sidde på Månen uden briller på og se hvert et ord i ’Elefantpassernes børn’ tydeligere end Den Kinesiske Mur, som jo ellers hævdes at være det eneste menneskeskabte, man kan se deroppefra.

Men det befriende ved bogen og dens elefantpissere, sludder, elefantpassere, det er det kæmpestore karneval, alting bliver underlagt, fra ideer og replikker til situationer og masker.

Tag bare bemeldte Rickardt Tre Løver, som træder ind på scenen »iført højhælede cowboystøvler af ægte slangeskind og gule læderbukser, der sidder som skrællen om en banan, og en snehvid skjorte, der står åben ned til navlen, så man kan se hans guldkæder og det faktum, at han er så tynd og mager, som om han har mistet appetitten for flere år siden«.

Denne forførende forhenværende heroinmisbruger er leder af Ridderne af den blå stråle på Finø, hvilket er »en loge af spirituelt søgende, som han selv har startet, og som mødes hver tirsdag på herregården Finholm, hvor de sysler med tarokkort og numerologi og med at få direkte kontakt med afdøde gennem sange og danse, som grev Rickardt har komponeret«.

Flokken er »iført nogle kostumer, der giver hjerneforskningsbadehætterne baghjul, og de, der mener, at sådan en forsamling under grevens ledelse må være guf for Finø Sygehus’ lukkede psykiatriske afdeling, de må hellere holde tand for tunge og en lav profil, når Tilte og jeg er i nærheden, for Rickardt er vores ven og som sagt næsten en del af familien«.

Netop. Og det er om sagt det modige ved romanen: at den kolossalt kloge Tilte og hendes lillebror Petrus ikke går fri af den kærlige komik og den konstante gang elefantpis, der bliver taget på »hele det spirituelle Danmark«, på »alle de store verdensreligioner«, på al den vækkelse og alle de weirdos, der huserer som havenisser overalt i vores snotforvirrede samtid.

Finø AllStars
Det er, som om Peter Høeg har sagt hey, jeg er jo selv en del af alt det højhellige hængemuleri, når jeg ustandselig hopper ud af litteraturen og ind i en bedemølle for at prædike i stedet for at fortælle.

Og fortælle, det kan han jo altså.

Hans speciale er den fortættede situation, hvor et eller andet helt vildt farligt truer, men bliver overvundet med en fantastisk præstation i løb, spring, spark, skud eller andet sportsligt – noget, man skal have øvet sig voldsomt på, og som beskrives ned i mindste tekniske detalje.

Sådan ser Peter Høeg på kroppen, og sådan ser han på sindet: som noget, der skal være veltrænet.

LÆS OGSÅPeter Høeg: Jeg har været for alvorlig

Et grundlæggende greb i bogen her er at bruge fodboldslang som billedsprog, for vores Peter-fortæller spiller på Finø AllStars, og det samme gør hans storebror, som så for eksempel kan beskrives sådan her:

»Ganske vist har Finø AllStars aldrig haft farligere general på den strategiske midtbane. Men uden for banen, når han ikke mere har bolden at kigge efter, så har han blikket stift rettet mod stjernerne, og folk, der har det, har det med at falde over møblerne«.

Hvem er klogest?
Nu er det frygtelige selvfølgelig, at jeg ikke er stensikker på, at Peter Høeg faktisk sådan med vilje har skrevet en parodi på sig selv. Måske er det snarere med uvilje.

For med nogenlunde regelmæssige mellemrum hopper Petrus ud af sit karneval og ind i en spirituel øvelse, hvor vi skal høre om åndelig frihed, om åbne og lukkede døre og om forklarelsens øjeblikke, som man skal bruge – som man skal bruge – »til sin aldrig hvilende spirituelle træning«.

Måske vil Petrus Høeg alligevel hellere være guru end fortæller, hellere kirkefader end kunstner? Det er ikke til at vide, men selve problemstillingen er da en lidt irriterende elefant at have til at trampe rundt i porcelænsbutikken – som om teksten og forfatteren slås om, hvem der er klogest.

Som læser vil man nemlig helst have, at det er teksten, der er klogest – for hvis forfatteren er klogest, og egentlig bare beder sin roman om venligst at udtrykke hans visdom, så skulle han måske hellere skrive en kronik.

Giv mere slip
Men gennemgående har komikken her i ’Elefantpassernes børn’ totalt overvundet kronikken.

Peter Høeg har givet slip og givet los, og hvis han absolut vil lave spirituelle øvelser, så giver jeg gerne helt gratis det råd at give endnu mere slip.

Men jeg er jo ikke halvt så klog som storesøster Tilte, så hun får sidste ord:

»– Petrus, siger Tilte. – Jeg må sige, at jeg oplever, du i løbet af de sidste to døgn har gennemgået en udvikling. Hvor den fører hen, er jeg endnu ikke helt sikker på«.

Og så slutter vi med den berømte Finø-salut, der oprindelig havde en militær betydning, men nu er gået over til at betyde »Guds fred og god aften!«.