Rede sengen som en soldat
Spise et æble en gang imellem
Skifte kattens vand
Er der noget som livet
Ja, døden Sådan lyder det lakonisk og med stoisk humor i Morti Vizkis (1963-2004) posthumt udgivne digtsamling 'Almanak'. Og det peger øjeblikkeligt på en nærliggende faldgrube: Med alle de tidligt eller ulykkeligt døde digtere, er der den fare, at strålerne fra dødens nære afgrund farver modtagelsen af digtene urimeligt. Humor og patos For det første er det taktløst at kritisere et nyligt afdødt menneske, for det andet forekommer det urimeligt, når digteren ikke kan svare for sig selv, og for det tredje er der en distinkt risiko for, at en vis, billig patos sniger sig ind, for det var jo lige for kort tid siden, digteren døde. Sådan var det muligvis med Morten Nielsen, med Palle Jessen, med Michael Strunge og måske endog også med Frank Jæger. Men faldgruben består også og ikke mindst i den åbenbare kontrast med den robuste humor, der taler ud af Vizkis slutdigt, og så den utidige patos, kritikeren måske ville forfalde til. Grublende ironi Der er ingen klynk eller jammer i Vizkis små 50 digte, hvoraf en del mangler titel og hvor nummereringen forekommer lemfældig og springende - formentlig fordi digteren ikke nåede at finpudse de sidste detaljer, inden døden kom i september sidste år. Der er en grublende og ironisk tangent i mange af digtene, der f.eks. kan lyde sådan her: »Mine digte er født med en blanding af kejsersnit og abort«, eller sådan her: »At min kat slår tiden an/ Med halen er ikke i sig selv/ Usædvanligt, men at døden/ Kræver en selvbeherskelse/ Jeg ikke ejer, og at denne/ Død flammer op i kattens/ Fosforescerende grønne pupil/ - det er alligevel slående«. Pletvis parret med en lidt 80'eragtig forkærlighed for gesvejsninger à la »englehåb« og »Inde i lyrikken findes noget hymnisk og findes/ Blåsorte fugl«. Blafrende livsglæde Den tendens er dog holdt i ave af en kryptisk-kortfattet stil, der kan lyde næsten ufærdig: »Solens hemmeligheder/ Sort pis/ Og grovkornet medfølelse«, eller i digtet 'Karate': »Alle mine familier/på et sekund«. Der er en blafrende livsglæde i flere af digtene, og som nævnt et spænd mellem en svagt patetisk-lyrisk streng, og så en mere robust og ordknap stil, en vaklen og en vals mellem Bo Green Jensen og Epiktet. Derfor er 'Almanak' også en god titel, den rammer nøjagtigt svævet mellem verdens under og det koncist registrerende.