»Forget it, Jake. It’s Chinatown«, lyder en af filmhistoriens mest berømte slutreplikker, som hidrører fra Roman Polanskis krimifilm ’Chinatown’.

Den ærkeamerikanske privatdetektiv Jake Gittes må opgive sine idealer i mødet med den fremmede måde at gøre tingene på i LA’s Chinatown, og noget lignende indser hovedpersonen i Helle Vincentz’ debutroman, ’Den afrikanske jomfru’.

Plottet i en Knorr-terning
Hovedpersonen i ’Den afrikanske jomfru’ er juristen Caroline Kayser, som udsendes til Kenya af sin arbejdsgiver, Dana Oil, for at lægge en dæmper på verserende rygter om Dana Oils utidige indblanding i lokalsamfundet uden for Nairobi.

Der går blandt andet rygter om, at Dana Oil skulle være involveret i en voldtægtssag med mindreårige piger, og straks efter, at Caroline er landet, findes kvinden, der luftede anklagerne, dræbt.

Det er en spændende ramme, Vincentz bygger op omkring sit krimiplot.

Hvis man koger plottet ned til en Knorr-terning, handler det om en kvinde, der skal opklare et mord, men fortællingen er viklet ind i en større intrige om olieselskabers interesser i de lande, de borer i, og de til tider tvivlsomme metoder, der tages i brug for at bevare det gode forhold mellem industrimagten og de ressourcer, som er det fattige lands bedste kort.

Grove karakterer
Via den perfektionistiske, pæne Carolines møde med den lokale udsending, John Hansen, en grovmundet og racistisk ingeniør med et alkoholproblem, skildrer Vincentz de enorme kulturforskelle mellem de danske forhold på hovedkontoret, hvor store ord om corporate social responsibility og bæredygtigt samarbejde er gangbar mønt, og hverdagen ude i den store verden, hvor der er langt fra idealer til virkelighed.

Beskrivelserne af det Afrika, der møder Caroline, er billeddannende, ligesom detaljerne fra virksomhedslivet – noget, Vincentz selv kender til som tidligere medarbejder i A. P. Møller – Mærsk – er ekstremt troværdige og giver god fylde til fortællingen.

Plottet udfolder sig i det rette tempo, garneret med mange gode beskrivelser af arbejdsgangen i et land, hvor en lille smule korruption får hjulene til at dreje.

Der, hvor Vincentz kommer til kort, er i persontegningen, som er for simplificeret.

Det gælder ikke mindst Caroline, som fremstår decideret latterlig med sine høje pumps, nystrøgne skjorte og glattede hår, da hun tilbydes kaffe på Dana Oils lille og shabby Nairobi-kontor og beder om en espresso.

Vincentz tegner personerne unødigt groft op, og når de så viser sig at være noget andet, end man troede, skifter persontegningen også pludselig karakter, som om Caroline og ikke en tredje persons fortæller fortalte romanen.

Gode takter
Det er svært ikke at komme til at tænke på John Le Carré og særligt romanen ’Den standhaftige gartner’, når man læser Helle Vincentz’ beskrivelser af forholdet mellem industrimagt og afrikansk lokalsamfund. Også Le Carrés roman udspandt sig i Kenya, selv om det var medicinalindustrien og ikke olieindustrien, der var under anklage.

Det er helt indlysende en sammenligning, der viser Le Carrés overlegenhed, men Vincentz viser mange gode takter.

Næste gang må man bare håbe, hun bruger lige så lang tid på persontegning som på de gode beskrivelser af storbyen med øgenavnet »Nairobbery« midt på Ækvator.