Etageejendomme lever deres eget liv i fiktionen. Fantasien har rig plads til at udfolde sig på steder, hvor mennesker bor tæt sammen uden nødvendigvis at kende eller vide særlig meget om hinanden.

Etageejendommen har derfor fungeret i litteraturen som et sted, hvor livshistorier tilfældigt flettes sammen, og nye fortællinger opstår. Sådan har det været fra Zola og Strindberg og frem til for eksempel Trine Andersens ’Kompleks’ fra 1998 eller Alaa al-Aswanys ’Yacoubians hus’ fra 2002.

Og sådan er det også i den unge svenske forfatter Simon Kudrischoffs ’Huset på Arlozorovgade’, som man kunne være fræk og kalde en slags opdateret ’Huset på Christianshavn’ – bare i Tel Aviv og med flere og mere direkte indslag om sex. Det er såmænd hyggeligt nok.

Fire gæve israelere
Vi møder fire gæve israelere i et hus på en gade, som er opkaldt efter Haim Arlozorov, der blev myrdet i juni 1933. Mordet skete kun få dage efter, at han havde forhandlet en omstridt emigrationsaftale på plads med Nazityskland, som gjorde det muligt for tusindvis af tyske jøder at udvandre til det nuværende Israel.

Arlozorov hører man også om i romanens historiske kapitler, der funderer over, hvad der gik for sig den sommerdag i 1933.

LÆS OGSÅ 'Huset på Christianshavn' fylder 40

Ellers handler romanen for det meste om de fire naboer i nutiden, som vi oplever både ude- og indefra. De optræder hver for sig som fortællere, der flittigt betragter og fantaserer om hinanden.

Den succesrige forfatter Assaf, for eksempel, irriteres så ideligt af overboens yndlingsbeskæftigelse, som er at se pornofilm. Men at Nathan, der bor ovenpå, ikke kun er sulten efter sex, men også syg efter kærlighed, får han selv lov til at fortælle. Nathan står i øvrigt for romanens ubetinget mest underholdende indslag, da han klæder sig ud som chassidist for at blive kosher nok til komme i lag med en ung from kvinde, Pnina, med mange lavkomiske forviklinger til følge.

Vi-er-jo-alle-i-samme-båd
En anden yngre mand i ejendommen er Yair, der drømmer om at blive poet i stedet for pizzabager, og som derfor skeler misundeligt til Assaf. Og så er der endelig enken Yisraela, som er indvandret fra Etiopien, med tung bagage af blandede minder om sin alt for tidligt afdøde ægtemand.

I løbet af romanen nærmer naboerne sig hinanden.

LÆS OGSÅ Fredsorganisation piratoversætter 'Yacoubians hus'

Det kolde fællesskab bliver varmt og venskabeligt, da Assaf bliver forladt af sin smukke kone Leah – og samlet op af sine naboer, der ellers hidtil har anset ham for at være lidt af en arrogant skiderik.

Og det med hele vi-er-jo-alle-i-samme-båd-musikken, som jo ofte hører med til denne undergenre, hvor ejendommen også skal fungere som metafor for et større eller mindre fællesskab.

Mangler en større idé
I huset på Arlozorovgade lærer man efterhånden at hjælpe hinanden og komme hinanden ved. Den ældre erfarne forfatter giver sig endda til at give gode råd til den unge aspirant: »En ting skal du vide, Yair, en forfatter sætter sig ikke ned på enden og venter på den store ide.

Den store ide overfalder ham, og oftest netop dernede så man hopper op og ned af begejstring«, belærer Assaf ham.

LÆS OGSÅ Outsider-forfatter vil aldrig passe ind i et parcelhus

I sammenhængen kommer udsagnet til at lyde lidt som et ønske eller en ambition. For som debutroman viser ’Huset på Arlozorovgade’ bestemt gode takter, og den vidner tydeligt om Simon Kudrischoffs humor og fortælletalent.

Men han mangler at blive overfaldet af en lidt større idé end denne varmhjertede kommunitaristiske fortælling om det lille fællesskab midt i storbyen.