Det var beundringsværdigt, at en 45-årig tegner og 29-årig tekstdebutant i 1968 kunne skabe så stilren og dog i datidens censurlandskab så provokerende billedfortælling, som ’Epoxy’ var, da den frække franske Eric Losfeld udgav den, fire år efter samme forlags startskud for voksentegneserier med J.-C. Forests legendariske ’Barbarella’.

Navnet spiller på, at hun bevæger sig på tværs af epokerne.

Fra en nutidig lystyacht lader en Spieslignende herre, der udforsker »sansernes sprog«, nemlig sine sm-klædte matrosinder ofre den splitternøgne unge pige til – den græske gudeverden.

Efter amazoners kys og kentaurers omfavnelser er hele den liderlige lavmytologi af satyrer, fauner og nymfer snart samlet hos Dionysos, hvor Priapos står parat.

Hans enorme frugtbarhedslem får vi nu ikke at se, for trods al den bare hud er ethvert kønsorgan endnu her i striberne fra ungdomsoprørets forår behændigt skjult af gren- og pelsværk.

Et eventyr med Zeus som tyr, så med Hermes og endelig et møde med Hades selv munder ud i hendes tilbagevenden til nutiden. Af en trancetilstand? En drøm? Svaret blæser i lufttrykket over slutbilledets vulkan i udbrud!

Større end Gaiman og Jodorowsky?
Cuveliers plads i tegneseriehistorien skyldes ’Epoxy’s tidlige udgivelse, mens Van Hamme blev rigtig stor som manusforfatter til bl.a. Thorgal, XIII, Largo Winch og nye Blake & Mortimer-album.

Men ligefrem »anerkendt som verdens største nulevende tegneserieforfatter«, som forlaget hævder?

Vis ikke den bagsidetekst til Jodorowsky, Allan Moore, Neil Gaiman eller et par stykker mere.

LÆS ARTIKELHer er 00’ernes vigtigste tegneserier

Ensformige nøgenmodeller
Selv om Epoxy lyder som en slidstærk flerkomponentlim, har tidens tand nu tæret på historien.

Som anden frisindet kunst har provokationen perforeret snerperiet, så fyrre år efter billedpornografiens frigivelse virker det næsten som kysk udstilling af den selvcensur, der endnu herskede. Og selv om tegningerne efter nøgenmodel – Van Hamme giftede sig med en af modellerne og ’betalte’ tegneren med tekst, hedder det sig – er kønne, virker de også lumsk ensformige efter nogle sider.

Var dét virkelig frækt engang?

Prisværdigt, at et pionerværk som ’Epoxy’ nu findes på dansk, bedre sent end aldrig.

Men på en måde er værket selv fanget i fortiden: Nu demonstrerer det forældelsen af målestokken for ’frisind’ og appellerer nok så meget til et træk på museumsvelviljens smilebånd som til andre legemsdele.