Kun et smagløst, blindt menneske uden smagsløg og sanser elsker ikke Sydfrankrig i almindelighed, Provence i særdeleshed.

Især nordeuropæeren er immer forelsket i at spille boule med befolkningen og skødesløst nippe til en mosgrøn pastis på et lille fransk torv tæt ved Middelhavet.

Men her bor mafiaen altså også, med Marseille som sin hovedstad og sine lange farlige fangarme, mindst lige så giftige som dem, du mestendels forbinder med Sicilien.

Jean-Claude Izzos helt, eksstrømeren Fabio Montale, har før krydset klinger med denne organiserede kriminalitet, som de fleste franskmænd forbinder med Korsika, men som er lige så meget et modbydeligt delta i det galliske fastland med forgreninger til Paris og det mere officielle Frankrig.

Fransk noir og nostalgi
Her i ’Solea’ har Montales gode og kære veninde journalisten Babette måttet gå under jorden på grund af dødstrusler på baggrund af hendes research i dette morderiske edderkoppespind.

Montale skal røbe hendes skjulested, hvis han og hans omgangskreds vil overleve. Montale må tage skeen og skyderen over i den anden hånd. Det sker ikke uden omkostninger, og regn ikke med en smuk solnedgang over den azurblå kyst.

’Solea’, titlen skyldes jazzmusikeren Miles Davis, er fransk noir og nostalgi, sort og bitter, der dog alligevel smager godt og stærkt.

Izzos force er hans poetiske realisme, der både har sans for det gode liv i Sydfrankrig og samtidig udstiller den eksotiske kriminalitet, som allerede franske romanforfattere for små 200 år siden skildrede med gys og gotik for salonpublikummet i Paris.

Men på det sæt er alt blevet forandret, for at alt kan forblive det samme: et korrupt klansamfund, som klassicisten vil mene er arven fra romerrigets klientsamfund med hierarkiske tjenesteydelser.

Forfatteren bedyrer ganske vist i begyndelsen af sin ravnsorte roman, at det mestendels er fiktion, men bare et minimum af kendskab til fakta vil fortælle, at den sydfranske mafia er lige så ferm og effektiv som den mere famøse i Italien.

’Solea’ er nok ikke for den anglofile læser, som elsker Oxfords mysterier og Barnabys Midsomer, men til gengæld vil den fænge hos den frankofile elsker af litteratur med og uden krimi foran.

FACEBOOKBliv ven med Politiken