Der er mange måder at skrive et stykke selvbiografisk stof frem. Den optik, Jane Aamund denne gang vælger, er at give et billede af de skiftende tjenestepiger, der befolkede hendes hjem i barndommen og ungdommen. Derigennem tegner hun et portræt af forældrene med fabrikantfaderen, der har arbejdet sig op, og den tyve år yngre mor, der selv havde prøvet at være tjenestepige, da hendes familie mistede fodfæstet. Herskab og tjenestefolk Derfor var hun måske ikke så god til at herske, som det hedder, selv om hun nu tilhørte herskabet. Heller ikke til at herske over børnene. I hvert fald sukker faderen:
LÆS OGSÅJane Aamund fejrer 75-års-fødselsdag med endnu en bog »Hvorfor kan de børn dog ikke være artige?«, når han har problemer med fabrikken, må rejse væk for at komme sig og i øvrigt forsøger at hælde al den dannelse ind i dem, som han ikke selv fik ind med nogen sølvske.
Forført at tjenestepigen Broderens uartighed kulminerer, da han som 12-årig bliver forført af den kønne tjenestepige fra Bornholm. Jane kigger gennem nøglehullet, ser Asgers brune fodboldben og Bodils hvide lår og tør ikke andet end rapportere til moderen. Asger bliver kaldt til samtale på faderens kontor, Bodil bliver sagt op, og så lyder konklusionen: LÆS OGSÅJane Aamund klynker ikke »og Asgers rygte på vejen som don juan får et par takker opad«.
Anekdotens milde skær Meget tager sig nådigt ud, når man har et ubetvingeligt livssyn og ser familiehistorien i anekdotens milde skær. Jane Aamund gennemgår opvæksten i Gentoftefamilien med de varme og højtelskede Mary og Rigmor fra Jylland som første tjenestepigeankerpunkter. Senere kommer mere komplicerede og problematiske piger ind, eller rent ud ulykkelige eksistenser, som den pige, der foretager en sen fosterfordrivelse i pigekammeret.
LÆS OGSÅAamund afslutter Argentina-krønike Samtidig får vi et billede af et gammeldags patriarkalsk ægteskab, hvor hustruen passer sin mand i alle ender og kanter. Det fungerer, det er et rigtigt kærlighedsægteskab anno dazumal. Ifølge familielægen, og forfatteren tilslutter sig.
Morsom satire Det sættes i kontrast til bogens første del, der skildrer nogle filippinske au pair-piger, som Jane Aamund har mødt på sine vandreture med hunden i Charlottenlund Skov. Hun formidler deres drømme og undren over moderne dansk familieliv på første klasse. Ægteparrene i de hvide villaer skal tjene 5 millioner om året for at holde menageriet kørende, et projekt, som finanskrisen ikke gør det lettere at indfri.

Aamund har blik for livsbetingelserne i det dyre område, hvor hunde og børn skal luftes og passes, hentes og bringes samt underholdes af udenlandske piger, der har svært ved at forstå, hvorfor rige mennesker lever i så nøgne rum og har så travlt.
LÆS OGSÅSusende skæbner Og kvinderne kan i øvrigt ikke finde ud af at have au pairs, for de har ikke tid til at vejlede dem. Den nye form for herskab og tjenestefolk bidrager nærmest til herskabets stress! Og pigerne forstår ikke, hvordan kvinderne kan finde på at sno sig op og ned ad en stripstang og kalde det gymnastik. Der er morsomme satiriske elementer i fremstillingen af au pair-pigernes oplevelse af 2900 Happiness.
Tjenestepigens datter Den tredje del handler om den sydamerikanske Camilla, der fra forhutlede kår bliver dansk gift. Da hun bliver skilt, bliver hun ansat i rengøringsfirmaet Stue-Ren og er en af dem, der hjælper Jane Aamund. Den del af beretningen om Camillas livshistorie kommer ikke ud over det fladt refererende. »Jeg er tjenestepigernes vidne«, skriver forfatteren i et efterord, hvor hun også anfører, at hun kender »herskab og tjenestefolk-systemet bedre end de fleste«. Bl.a. fra sin mor, der fortalte hende om sin tid som tjenestepige, inden hun blev fin frue. Det får Aamund til at kalde sig for »tjenestepigens datter«. Det er noget af en tilsnigelse, men varmen og humøret i midterdelens familiehistorie trænger igennem. FACEBOOK