Louis Jensens meget fine og vellykkede nye epos ’Kejserinden’ kan bestemt anbefales drenge i alle aldre.

Faktisk kan den anbefales til alle, der er forundrede over og interesserede i, hvordan drenge mon egentlig oplever, føler og frem for alt ser.

For det særlige ved bogen er nok al fantasien og den syrede historie, der i den grad giver sin læser en oplevelsestur rundt i verden, men det er først og fremmest dens helt særlige, sjæleligt fine og levende drenge-poetiske blik og sprog – og ikke mindst budskab, der her skal fremhæves.

Dette sprog og blik giver nemlig et sjældent dybt og originalt indblik i hovedpersonens drengede hjerte og hele forestillingsrum.

30 meter lang kejserinde
Og her er der selvfølgelig turbo på det underholdende og begivenhedsrige, men der er også denne bemærkelsesværdigt skønne og frem for alt modigt rene og oprigtige glæde over det kvinde- og moderliges lokkende, tryghedsgivende og bogstaveligt talt gigantiske skønhed.

Her er hovedpersonen kommet om bord på den 30 meter lange kejserinde:

»Jeg så ind i hendes næsebor. De var store. Hvis jeg turde, kunne jeg kravle ind i hende, men det havde jeg ikke lyst til. Men de var helt rene og duftede fint. De var rosa indvendig. Så måske skulle jeg alligevel prøve?«.

Det er meget fint og intimt, især fordi vores hovedperson er en ret ensom dreng, der netop ikke har nogen mor og er overladt til sin ostesælgende businessmand af en far.

Mærkværdig roadtrip
Det er denne dreng, der i ’Kejserinden’ skal lære at elske og give sit hjerte væk.

I det hele taget skal han lære, hvad et hjerte dog er for noget, og derfor forvildes han ud på det noget mærkværdige roadtrip af en dannelsesrejse.

Den foregår både til vands, til lands og i luften, men apropos citatet ovenfor først og fremmest på havet, hvor vores hovedperson altså sejler rundt med en gigantisk flydende kvindekrop, ’Kejserinden’, som skib.

Det er meget mærkeligt. Og denne kæmpestore mytologiske kvinde- og moderskikkelse er da også mere end bare transportmiddel.

For i hele sin feminine vælde er hun med sin fysik, sin skønhed og sit hjerte en svært utrolig gåde, der som den gamle mands fangst hos Hemingway viser sig at være hele rejsens mål og med.

Fantastisk realisme
’Kejserinden’ handler om at lære at blive et godt menneske, og dette iværksættes på original og mærkelig fysisk-fantastisk vis i en genre, man måske kunne kalde fantastisk realisme.

Og det er helt korporligt iværksat, for i bogen bæres der masker, og det på virkelig sære, men i den grad væsentlige og pædagogisk set ret geniale måder, der får budskabet om det indres væsentlighed til at trænge ind hos læseren.

For eksempel møder vi den stressede, storrygende pige Daisy, der helt er faldet for skønhedsbranchens falske løfter om livsfylde og kærlighed og derfor har det ene livsprojekt at klæde sig ud og deltage i skønhedskonkurrencer.

Heldigvis taber hun altid sine kropsmasker, så hendes virkelige, menneskelige skrøbelighed og skønhed kommer frem i lyset.

Turen går til Japan
Vi møder også Marlboro-manden, som ligner en ven, men viser sig at være alt andet, da han som enhver anden ussel iværksætter viser sig at have skumle motiver og vil sælge ’Kejserinden’ til Cheap.

Det lykkes det heldigvis vores ædle hovedperson at få stoppet, og så går turen videre til Japan, hvor vi blandt andre møder Sho og Hr. Tajima, inden vi endelig når hjem til Danmark, nu så meget klogere, særligt på den amerikanske popkulturs falske og udbyttende sider og det østlige menneske- og livssyns måske sandere og visere ideer om livsværdier og menneskelighed.

FACEBOOKBliv ven med Politiken