Få ting er vanskeligere end at skrive om Auschwitz.

Risikoen for, at ordene klinger forløjede, forlorne, sentimentale eller falske, er faretruende høj. Primo Levi, Imre Kertész og Paul Celan er nogle af de ganske få, for hvem det er lykkedes.

LÆS OGSÅPrimo Levi omsætter smerte til kunst og sort humor

Man kan derfor ikke beskylde den danske jurist og forfatter Nils Schou for at have sat barren lavt, da han gav sig i kast med romanen ’Bordtennis i Auschwitz’.

Ingrid Rosenkilde
Schous roman er baseret på virkelige hændelser, ja på en ganske fantastisk historie om danske Ingrid Rosenkilde, der døde i 2001, men som angiveligt eneste dansker var fange i netop dén modbydelige, polske kz-lejr.

Schou lærte hende i 1959 at kende via en gymnasiekammerat – og Rosenkilde indgav i 1971 Schou modet til at springe fra det sikre juristliv, ud i det langt mere risikable forfatterliv. Efter hendes død fik han til opgave ud fra arkivmateriale at sammenstykke den beretning, som ’Bordtennis i Auschwitz’ udgør.

Beretningens ubestridte hovedperson er den højt begavede tyske topofficer Johann Bernhardt, der som Himmlers fortrolige og enevældig leder af Auschwitz sørgede for, at bl.a. Rosenkilde kom levende ud af helvedet.

Filosoffens våde drøm
Fortællingens dramatiske nu er 17. december 1943, det er datoen for henholdsvis første og sidste kapitel; alt er formet som en indre monolog, hvor Bernhardt som regel bruger 2. person om sig selv, kun nogle få gange slår han over i første persons jeg.

Fra det fortællende nu 17. december griber Bernhardt tilbage til en halvvejs kronologisk oprulning af det liv, der tog sin begyndelse i Grünewald, lidt over tredive år før 1943.

Hans far var anerkendt som Tysklands formentlig fineste Fichte-kender; og hans mor var Johann Gottlieb Fichtes tipoldebarn – ’Wunder’, som hans kælenavn hurtigt bliver, er dermed tiptipoldebarn til en filosof, som både Göring, Himmler og ikke mindst Hitler satte umådeligt højt.

Wunder vokser op i et miljø, hvor han er omgivet af et fuldkommen grotesk stjernebestrøet filosofisk dream team, nemlig Ludwig Wittgenstein, Martin Heidegger og Jean-Paul Sartre, der alle bliver hans nære venner (enhver filosofs våde drøm), og med hvem han ivrigt spiller bordtennis.

Wunder selv viser ualmindelige evner for både jura, organisering og filosofi og kan allerede som femårig sin tiptipoldefars hovedværk, ’Videnskabslæren’, forfra og bagfra.

Imponerer Føreren
Schous litterære greb er nu at vise, hvorledes der går en brudfri bane fra den filosofiske og kulturelle ballast, Wunder er udrustet med, til hans senere rolle som Himmlers fortrolige og ivrig, glad og energisk leder af Auschwitz.

Der er ikke en uforståelig kløft mellem hans kulturelle arv og hans rolle som nazist, tværtimod er de to dimensioner uløseligt og brudfrit forbundet.

Så vidt Schous præmis, påstand – og vinkel. Den hviler mere specifikt på en udlægning af filosoffen Fichte, der ifølge romanen siger, at vi som individer ikke er andet og mere end summen af de ønsker, andre har til os. Hitler og Himmler spidsede ører og lærte ifølge romanen af Wunders gengivelse af denne påstand hos Fichte.

Wunder er bærer af dette navn og denne arv, også den genetiske arv, og stiger ikke mindst af den grund med lynets hast i de nazistiske grader. Han opfatter, som også Himmler, lejren Auschwitz som et sofistikeret og ualmindeligt lykkeligt lille idealsamfund; han bliver leder af et teater på stedet og får etableret et symfoniorkester.

Og det er i den egenskab, fortællingen gradvis når til et højdramatisk vendepunkt, som vi naturligvis ikke skal røbe, men som sender Wunder ud i det fortællende nu, 17. december 1943.

Set med Wunders øjne
Schou har fået overdraget materialet til en vigtig og potentielt både berørende og oplysende fortælling.

Vi hører i forordet, at Heidegger skrev et brev til Ingrid Rosenkilde, der fortalte om hans erindringer om Wunder, og boet efter Wittgenstein har fremsendt breve mellem de to, altså Wunder og Wittgenstein; Sartres bo har ikke ønsket at medvirke til projektet. Men det fremgår med al tydelighed, at ’Bordtennis i Auschwitz’ basalt er en roman, ikke en dokumentarroman.

Schou har ifølge forordet bestræbt sig på så vidt muligt »at se verden med hans (dvs. Wunders) øjne«. Anslaget er således godt, men udførelsen står desværre ikke mål med de gode hensigter.

Dels er der en del ærgerlige fejl, f.eks. er Heideggers hovedværk ’Sein und Zeit’ (1927), hvorfra et citat tjener som motto for hele romanen, systematisk stavet med stort ’U’ i ’und’, og et sted kommer det endda til at hedde ’Væren OVER tid’, ikke ’Væren og tid’.

LÆS OGSÅFilosofisk sortsnakker, nyttig idiot eller århundredets største filosof?

Sagen selv kræver vel her den yderste præcision, i stort som i småt.

Frysende, bizar og uforløst
Dels og mere væsentligt bliver skildringen af venskabet med de filosofiske giganter for nuttet og småpjattet, den filosofiske pingpong bliver alt for vag og hyggelig; det gælder også, at gengivelsen af Fichtes ’Videnskabslære’ fremstår tynd – når nu hele det skæbnesvangre og tvetydige forhold mellem tysk filosofi og nazismen er på spil, kræver det altså andet og mere end hyggetjatterier som at sige, at hele Fichte handler om, at »jeg er lig med summen af, hvad andre mennesker ønsker sig af mig«.

Romanen har dog bestemt sine kvaliteter, der er noget frysende og bizart ved modstillingen af de fuldkommen oprigtige, nazistiske officerers opfattelser af Auschwitz som idealsamfund, og så fangernes endeløst forfærdelige liv og død i lejren.

LÆS OGSÅFølg rystende tur til Auschwitz

Og selve stoffet og grebet er i sig selv godt. Men det venter altså stadig på en mere nøjagtig og litterært adækvat forløsning.