Det starter med en mand ved navn Hwell og en kvinde, som kaldes Akun, samt et par børn.

Det er 7.000 år før vor tidsregning, og jagten er begyndt at blive dårlig på de sletter, familien bebor. Hwell er en klog og en modig mand. Han beslutter sig til at forlade de familier, han har dannet fællesskab med, og rykke sydpå til de områder, som gennem forfædres fortællinger siges at være varmere og bedre at leve i.

Men han narres af den Engelske Kanal. Den er opstået, i tiden mellem forfædrene gik mod nord, og han selv vil mod syd. Så han og familien ender med at stoppe op på halvvejen og slå sig ned på Salisbury Plains.

Navnet på den store slette kender han begribeligvis ikke. Det kommer først til senere. Men stenalderfamilien får et godt liv i det nye jagtområde. Så godt, at en af deres efterkommere er til stede, da man i 1985 begynder indsamlingen til et nyt spir til katedralen i Salisbury.

Alan Porters er kun en bifigur i denne begivenhed. Andre personer, som er dukket op gennem den tusindårige historie fra disse egne, spiller en større rolle i den for Salisbury så vigtige indsamling.

Inden vi når så langt, har vi fulgt byggeriet af den oprindelige katedral, dens senere forfald, dens genopbygning. Samt en lang række andre historier, alle sammen udspillet i dette område, som forfatteren kalder Sarum, en forkortelse middelalderens skribenter brugte om Salisbury.

Levende og ægte personer
Det er en titusindårig historie, Edward Rutherfurd fortæller om sin hjemegn.

Romanen ’Sarum’ er hans debut, som udkom i 1987, hvorefter den tilbragte 23 uger på New York Times’ bestsellerliste. Det er en bedre og mere udfoldet roman end hans første på dansk, ’New York’, der udkom herhjemme sidste år, og den var ellers aldeles glimrende og underholdende læsning (4 hjerter i Politiken).

Hvordan hans bog ’London' fra 1997 er, må vi vente til april med at finde ud af, når den udkommer herhjemme.

Men man kan være sikker på, at Rutherfurd også med den følger sin opskrift: at beskrive et område eller en by gennem mange, mange år og befolke det med imaginære personer, som - når det går godt - er mere end skematiske symboler for en tid eller en klasse.

I 'Sarum' går det rigtig godt. De fleste af det væld af personer, man følger gennem historierne, virker levende og ægte. Rutherfurd er en James Michener-discipel, han fortæller bredt anlagte slægtshistorier, og i dem fletter han historiske oplysninger, lige fra kvægavl gennem tiden til landbrugets udvikling.

Eksempler for eksemplernes skyld
Han - som oprindelig er uddannet på Cambridge og Stanford Business School - beskriver kunsten at hugge sten, præcis hvilke sten og hvor de kommer fra, samt samfundsudviklingen, fra den sanitære til den politiske.

Magtkampe i det små og i det store. Det er historieskrivning, forklædt som gode historier (som jeg skrev om 'New York'). Han maler med brede og med smalle pensler. Fortællingerne kan læses som noveller, og det gør man nok klogt i, for 1.000 sider i ét stræk kan de færreste klare.

I modsætning til 'New York', som jeg syntes mistede pusten til sidst og blev lovlig meget eksempler for eksemplernes skyld, har 'Sarum' levende mennesker med fra start til slut.

Fra druiderne på Stonehenge og den lille skæve stenbygger, som leder opførelsen af helligstedet, til den unge overklassepige, der optræder som chauffør for højtstående officerer under Anden Verdenskrig.

Området omkring Salisbury er interessant, og det gøres mere spændende af Rutherfurd. Mens man læser, kan man ikke lade være med at tænke, at det ville være herligt, hvis nogen, der var rigtig dygtige til research og vel at mærke også til at skrive og levendegøre historien, kunne gøre ham kunsten efter og tage fat på 'København'.

FACEBOOKBliv ven med Politiken