At få 135 siders ny prosa fra Christina Hesselholdt er som at få en flaske Rosso di Montalcino fra Stella di Campalto; man nipper og smager og doserer sit indtag, så man ikke sluger det hele i én strøm, selv om det flyder forførende lifligt; man læser langsomt og holder pause for at forlænge nydelsen og udskyde det triste øjeblik, hvor der ikke er mere tilbage.

LÆS OGSÅChristina Hesselholdts billedbog ligger godt i munden

Hesselholdts to seneste bøger, 'Camilla and the Horse' og 'Camilla og resten af selskabet', har været komponeret som en række monologer for en lille personkreds:

Camilla, der fremtræder som forfatterindens alter ego (litterat med bopæl på Østerbro), veninden Alma, som er forfatter med hang til forelskelser, hundeejeren Edward, som er bundet i sorg til sine døde forældre, den dystre Kristian og den meget fysiske Alwilda.

Vittig dødsbevidsthed
Med 'Selskabet gør op' afsluttes fortællekredsen og gøres til en trilogi. Den ikke bare afsluttes, den kulminerer - Hesselholdt har bragt sin ypperlige prosa til det ypperste, så den er en klukkende sprogfryd at læse.

Monologernes fremdrift styres af jegets frie associationer, som bevæger sig i halsbrækkende akrobatiske spring og ofte lader en tanke eller historie hænge frit svævende i luften som en trapezartist, inden den gribes flere sider længere henne.

LÆS OGSÅ Christina Hesselholdt skriver anmelderne i knæ

Faktisk forekommer det mig at være en slags sublim litterær stand-up: Det er hylende morsomt, selv om det også er gennemtrængt af sorg og dødsbevidsthed. Det er den særlige Hesselholdttone: klingrende vittig og fløjlsdyb dødsbevidst.

Som her hvor dødsbevidsthedens tema slår gnister i en mere-end-vittig metafor: »Jeg vil ikke længere sno alting rundt om den tåbelige død, som om den var verdens gogostang«.

Solsikkehoveder og brusehoveder
Ligesom stand-up udmærker Hesselholdts prosa sig ved sine ekskursive spring, sin sproglige ekvilibrisme (som, lad det være sagt, sender Danmarks bedste stand-uppere til tælling) – og sin italesættelse af alle de der små forunderlige momenter og genstande i livet, som sjældent italesættes.

Irritationen over »en af disse personer, der vel nok foregiver at være en statue« ('vel nok' er typisk Hesselholdt); det lille hul bag i køleskabet, som Camilla holder rent med sin gamle blokfløjterenser; hendes aversion mod sin mors røde ruskindssandaler.

De overordnede store temaer er smertelige: død og skilsmisse. Camilla bliver skilt fra sin rygsmerteplagede Charles og sørger over sin mor, som er død af kræft, men som det lykkes skriften at gøre meget nærværende.

Gennem Camillas og Almas monologer portrætteres moderen som en karakter- og omsorgsfuld kvinde med et formfuldendt talesprog og hjem og ører åbne for sine psykiatriske patienter. Men Camilla sammenligner hende også med Kiefers maleri af en enorm solsikke, ved hvis fod en mand er segnet:

»Solsikkehovedet lignede et bruserhoved. Det ene øjeblik varme, det næste risiko for druknedøden. Det er mig der er segnet ved blomstens fod. Jeg har døet soldøden, jeg har døet blomsterdøden«.

LÆS OGSÅFuldsblods-brasilianer er en blanding af Helle Helle og Hesselholdt

Et billede, der får sit ekko, da Camilla mod bogens slutning er ved at købe et alt for dyrt malet portræt af Simone de Beauvoir: »Jeg anbragte det i tankerne over sofaen og mig selv under det, som under en bruser hvis stråler var helende farver«.

Sysifosgestalt
Hvis man i trilogiens første bind, ’Camilla and the horse’, troede, at det var Charles, der var hesten, den fyrige, ender dette sidste bind med, at den fraskilte Camilla køber en rigtig hest, »angiveligt en meget træt hest«, så hendes sidste monolog, som udspiller sig i regn gennem Dyrehaven, kan hedde 'Fra hestens egen mund'.

Og hvad udgår der fra hestens egen mund?

»Et veritabelt grin, en vrængen over verdens åndssvaghed, at man skal tvinges fremad når man bare kunne lade hovedet hænge og sove videre, i regnen, i sin grønne fold«.

LÆS OGSÅHesselholdt får læseren til at smile skævt

Hesten som billede på livets træge og meningsløse fremdrift forstærkes i monologens fortryllende slutbillede af en »overklassehest«, der tramper og tramper og tramper på et udendørs løbebånd.

Et absurd billede, en sisyfosgestalt, men ikke desto mindre gennemtrængt af en slags håbefuld sjælero, håbet i at hengive sig tålmodigt til trægheden. Sisyfos med ro i sjælen, dér ender vi.

I en af Almas replikker formuleres vel nok Hesselholdts egen poetik: »At levere tankestoffet direkte fra sætningerne (som at skyde fra hoften)«. Med sine associative, vittige, melankolske og sprogligt ekvilibristiske monologer leverer Hesselholdt de vildeste og mest præcise hofteskud.

FACEBOOK Bliv ven med Politiken