Mathilde Walter Clark er en produktiv og mangesidig forfatter.

Sidste år kom en samling filosofiske parabler med gådefulde, morsomme og lidt hjerteskærende scenarier, nu kommer romanen ’Gips’, som er ren underholdning i klummestil.

Lyst til at skade sin mand
Jegfortælleren Nete, som går under navnet »furien fra Birkerød«, bor i rækkehus med sin mand, Jan, som er meget optaget af at drive virksomhed med sin ven Troels. Det er noget med »teledimser«.

LÆS OGSÅGrumme noveller balancerer mellem leg og lignelse

Nete er ret sur på sin mand: »For at sige det ligeud kan jeg godt sommetider få lyst til at skade Jan«.

Kedelig sexdjævel
Og det bliver ikke bare ved lysten; Nete gør noget ved sagen med kogende vand, løse trappetrin og det, der er værre.

Når hun ikke bare for længst er skredet fra sin teledimsnørd, er det, fordi han er lidt af en »havesnegl«: »I parringsakten viser de kedelige havesnegle sig pludselig som små sexdjævle«.

Veninde-sammenligning
Nete spekulerer en del over, hvor »løst eller fast« vi sidder i vore liv, som hun formulerer det, når hun sammenligner sine to veninder:

Pusle er »præget ind i sit liv« (bestående af »Sune, vasketøj, porøse æg og gode råd«), mens Henriette Møller giver hende fornemmelsen af »at kunne lirke hende fri af sit liv og placere hende i et andet, der er dybere, sandere og mere glamourøst«.

Støvsugerleg
Der er satire over forstadsmiddelklassen, over kommunikationssamfundets meningsløse selvopretholdende mekanik, over poppsykologi – og over Institut for Litteraturvidenskab, hvor Nete er uddannet.

Jeg kan til nød trække på smilebåndet ad Netes »støvsugerleg« med sin mand:

»Søndag aften bryder jeg sammen og støvsuger hele huset på 10 rasende minutter. Du vandt, hvæser jeg. Men jeg tror ikke, det var gået op for Jan, at vi legede støvsugerlegen«.

Jeg kan også godt fnise lidt ad skildringen af ’Styrelsen’, hvor Nete arbejder.

Som en pænt morsom damebladsklumme
Når jeg ikke rigtig griner ad satiren over Litteraturvidenskab, er det forhåbentlig ikke bare, fordi jeg selv er ansat der, men fordi jeg ikke kan genkende de studerende, som pæne piger i lyseblå skjortebluse, som psykoanalyserer de litterære personer.

Romanen er som en pænt morsom damebladsklumme, men hellere ikke mere end det.