Bølgerne sprøjter, kuglerne sprøjter, og blodet sprøjter. Alligevel forbliver man underlig uberørt over Benni Bødkers sørøverkrønike 'Djævelens øjne', fordi den lover mere, end den kan holde. Den har anslag til en skæbnefortælling om livslang kærlighed og vedvarende forbandelse. Men det fuser ud i almindeligheder som: »En gang sørøver altid sørøver«. LÆS OGSÅGyserserie fra Benni Bødker Det er nemlig sørøver, Jais bliver. Han er 15-16 år og underste mand på herregården et sted i Danmark. Meget originalt bliver Jais ’bortført’ af godsets sorte mand, der er hjembragt fra Caribien. Nu går det tilbage igen. Men skibet bliver kapret og Jais får, som de andre, valget imellem havet eller huggerten. Som sørøver kommer Jais ind med den grumme Van Vliet, der i sin tid blev begravet levende. Sørøverlivets sørgmodige gang Om bord er også Inés - en guldtørstig femme fatale - og hele skibet styrer sin undergang i møde på jagten efter superskatten. Historien indrammes af et senere natligt møde imellem to af de medvirkende på en pestkirkegård i København. Det kilder, men det svirper ikke. Det er for nemt. Jais fortæller selv sin historie i (usendte) breve til barndommens kærlighed - herregårdsdatteren. De er holdt i et drenget tonefald, som ikke rummer plads til rigtig undren eller ægte alvor.
LÆS OGSÅFremragende børne- og ungdomsbøger inviterer til regnvejrshygge Det har tegner Thorhauge til gengæld i rigeligt mål. Han bringer bogskuden til kaj med en række markante illustrationer, som boltrer sig i forskellige stilarter. Fra noget japansk over den moderne grafiske roman til det helt igennem uhyggelige. Her aner man (sørøver)livets farefulde og sørgmodige gang. Flot!