Der hviler en stille melankoli, en lavmælt sødme over denne lille roman.

En tone af en anden tid, af årene i Østtyskland, før Muren faldt.

Peter Asmussen er søgt ned i en tidslomme med en håndfuld breve, der rørende uaktuelt fortæller nærværende og vedkommende om livet nu og her. Mennesker længes, og dét uanset, om mure står eller falder.

En kvinde ved navn Renate lever med mand og børn i DDR. Et godt liv med musik og kærlighed, ægteskabelige op- og nedture, børnenes fascinerende kommen til køn og til verden. Et liv på DDR-betingelser, selvfølgelig, med spioner, angiveri og lurende angst, men også med gråmeleret økonomisk tryghed.

Renates far var tysk soldat i Danmark, det har givet hende et forhold til dansk sprog og kultur og én enkelt rejse til København – hvor hun fik sig en elsker, Tom. Denne mand, som Renate kun har været én krop med én nat, skriver hun nu breve til i årevis.

Det lykkeligste, smerteligste
Brevene er ordnet kronologisk i romanen: 1987, 1988, 1989.

Og den lille suspense er jo, hvad der sker, når Muren falder. Renate skriver: »hvis« Muren falder: »… hvis alle muligheder, hele verden står åben, er det så stadig os?«.

Sådan er romanen så fyldt med små spørgsmål, der ikke er så små endda: »Jeg forstår ikke vores kærlighed. Jeg er lykkelig med Herman, – hvad skal den så til for, vores kærlighed? Elsker man ikke først den anden, når den kærlighed der er, visner eller forsvinder?«.

Åbenbart ikke. Derfor bliver det lykkeligste brev i bogen også det smerteligste: »Hvis du ikke kan holde ud at læse om min og Hermans lykkelige stund, så læs ikke det næste, men smid det væk«.

De andres liv
Elskeren Tom er den tavse medvider, vi hører kun fra ham i glimt hos Renate:

»Du skriver til mig, at du næsten føler dig mere i live her, i livet her, i mine små beretninger, at du glæder dig til dem, fordi det giver dig »den smertelige fornemmelse af livets skrøbelighed«, – hvorfor denne melankoli, hvad skal den til for (…)?«.

Melankolien i de små breve om ’De andres liv’ i DDR skal til for at give også læseren den smertelige fornemmelse af selve livets skrøbelighed.

Det lykkes Peter Asmussen.