I en indledende note understreger Hallgrimur Helgason, at »en roman er en opdigtet fortælling«. Det kan være nødvendigt at gøre opmærksom på det, når hans romanfigurer bærer virkelige personers navne, hvoraf Sveinn Björnsson, Islands første præsident, er den mest kendte. Hertil kommer romanens fortæller, Herbjørg Maria Bjørnsson, der i romanen er præsidentens barnebarn, men uanset hvad hun sættes til at være, er man nu ikke i tvivl om, at det er Helgasons egen vilde, ironiske og hæsblæsende stemme, der digter løs og høres overalt.
Han elsker at hudflette det Island, som hans personer farer ind og ud af fra 1929 og frem til i dag. Disse ’udsigtsnarkomaner’ længes hjem, når de er ude i den overfyldte verden, men når de er hjemme, raser de over eksempelvis det nylige finanseventyr og en generel fejlslagen islandsk forståelse for verdens indretning. Deres sprog har bevaret sig så uforandret, fordi de har en arbejdsom »tavshedskultur«, så særlig slidt er sproget ikke blevet. Holdt i live i garage Dansk er et sprog, som man engang blev enige om ud fra tankegangen, at »det kan andre aldrig lære«, og norsk »er den konklusion, man får, når en hel nation finder sammen om ikke at tale dansk«.
