Det går ikke. Digteren har taget langærmet udtrøje på. Turisterne har allerede sat sig tungt og larmende på skyggepladserne, og da jeg rækker ham en kæmpe dunk kildevand af den slags, man bliver nødt til at patte på som en sutteflaske, aner jeg desperation i blikket. Det går slet ikke. Vi må væk fra sommercafeen og lethedens kvælende distraktion.
»Man tænker bedre, når man går«, smiler Jonas Rolsted nu i let trav. Altså gør vi Botanisk Have et par gange, mens sol bliver til regn og ordene falder. Ikke så ofte i kaskader som i præcise dryp. Det er trods alt en mand, der skriver sætninger som »øjenlågene gumler på deres lyse last«, og som kan finde på at bruge ordet 'sol' så mange gange på en side, at det ligner matematik. Eller musik. Eller ...
