Robert Zola Christensen, som med denne vellykkede roman udgiver sin tiende bog, er 44 år og tilhører således samme aldersgruppe som sin fortæller og hovedperson.
Allan er en fordrukken dansklærer i gymnasiet – eller rettere sagt: har været, for han er vist endelig blevet fyret, da vi forlader ham på vej mod sin bænk et sted mellem Taastrup og Albertslund (»kommer du med toget fra København og er på vej vestpå, så kan du se min bænk«). Allan er måske ikke original som fortællerstemme – enlige, midaldrende mænd i misbrug og krise er nok den mest repræsenterede type i verdenslitteraturen overhovedet – til gengæld er han genkendelig som repræsentant for mange fallerede førstegenerationsakademikere af dansk socialdemokratisk aftapning. Ned i underklassesumpen Når Allan mødes af nederlag og afvisninger, føler han næsten fysisk, at han synker med i den underklassesump, hans forældre med det yderste af neglene og uden fine fornemmelser er kravlet op af.
På grund af manglende orientering i tilværelsen mister han, hvad han senere bilder sig selv (men ikke nødvendigvis os) ind var hans livs kærlighed, fordi han som ung efter et tilfældigt, mislykket knald med en ukendt fransk pige impulsivt tager ned til hende i Sydfrankrig.
