Bagsideteksten på Da Vinci Mysteriet er stærkt opmuntrende læsning: Under en konference i Paris bliver en amerikansk kunsthistoriker med speciale i symboler, Robert Langdon, midt om natten hentet til Louvre, hvor direktøren, som Langdon havde aftalt et møde med, er blevet myrdet.

Museumsmanden har inden sin død nået at arrangere sig som en udgave i fuld størrelse af Leonardo Da Vincis berømte idealmand, hvis udstrakte arme og ben er indskrevet i en cirkel og et kvadrat. På gulvet ved siden af sig har han desuden skrevet en mystisk besked, og andre spor er skjult rundt om i museet.

Ind på scenen kommer derpå en smuk kvindelig kryptograf, Sophie Neveu, fra det franske kriminalpoliti, og snart er hun og Langdon ikke bare på jagt efter en morder, men også »på sporet af en af de største hemmeligheder gennem tiderne«, en »ældgammel, skæbnesvanger sandhed«. Hvad kan man ønske sig mere?

---

Dan Browns internationale bestseller minder på nogle punkter om Umberto Ecos roman 'Foucaults pendul'. Ligesom Eco iscenesætter Langdon en rasende jagt gennem kunst-, kultur- og religionshistorien og inddrager alt, hvad der nogensinde har kunnet krybe og gå af sammensværgelsesteorier og okkulte forklaringer på, hvordan verden i virkeligheden hænger sammen.

Men hvor Ecos ærinde var at slå et slag for den almindelige sunde fornuft ved at satirisere over komplotteoretikerne og okkultisternes perverse logik og deres tro på, at 'alting hænger sammen', kræver Brown, at hans læser skal suspendere al rationalitet og acceptere hele det konspiratoriske univers:

Vore dages frimurere nedstammer direkte fra tempelridderne. Jesus stiftede familie med Maria Magdalene og blev stamfader til den merovingiske fyrsteslægt i Frankrig. I 1100-tallet stiftedes den hemmelige orden Prioratet Sion, som endnu er virksom som vogtere af den Hellige Gral. Blandt ordenens stormestre kan nævnes: Sandro Botticelli, Leonardo Da Vinci, Isac Newton, Victor Hugo, Claude Debussy og Jean Cocteau, hvis værker er smækfulde af kodebudskaber, der refererer til den Store Hemmelighed. Og så videre, og så videre.

---

Dan Brown har ryddet samtlige hylder i det store okkulte supermarked. Det er et vigtigt led i denne forståelse af omverdenen, at sandheden gennem århundreder er blevet undertrykt af magthavere, hvis position ville blive truet, hvis den kom for en dag.

Den omstændighed, at der ikke eksisterer beviser - i almindelig, rationel videnskabelig forstand - for konspirationsteoretikernes påstande beviser netop deres sandhed: Jo færre beviser, desto stærkere har undertrykkelsen været, og desto farligere må sandheden have været for magthaverne.

Sandhedsundertrykkerne kan have alle mulige skikkelser - jøderne, illuminati, den Trilaterale Kommission, NATO, verdenskommunismen osv. - men som oftest er det kristendommen, der er den store skurk, som regel i skikkelse af den katolske kirke.

---

Begiver man sig ind i dette rablende univers, belønnes man med en original og for det meste meget spændende kriminalroman, der indfrier alle bagsideløfterne. I løbet af kun to døgn får Brown sendt sine hovedpersoner på skattejagt i Paris, London og Skotland, skarpt forfulgt af en kæmpemæssig albinomunk udsendt af den konservative katolske organisation Opus Dei og af en skare andre næsten lige så maleriske skurke.

Der er megen intelligent og dejligt urimelig underholdning i bogen, men omkring midten begyndte denne læsers begejstring ikke desto mindre at fortage sig: En del af de væsentlige bipersoner er alt for klicheagtige til at holde i længden, forfatterens viden om europæiske forhold forekommer for overfladisk, og der er for meget guidebogsstof.

Og så er der desværre alt for mange irritationsmomenter i oversættelsen: Franskmænd siger hverken på fransk eller dansk »Sir« til hinanden, franske politichefer er ikke »dus« med udenlandske professorer, som de i øvrigt er på titel og efternavn med, de franske korsriddere, der grundlagde Prioratet Sion, talte næppe engelsk med hinanden, så der er med andre ord ingen grund til, at organisationen konsekvent skal omtales som 'Priory of Sion'.

På samme måde er det aparte, at klassiske italienske og franske kunstværker omtales med deres engelske titler i stedet for de oprindelige eller danske: Mest komisk er Leonardos 'Madonna i grotten', som kaldes 'Madonna of the Rocks'.

Det er naturligt for en amerikansk forfatter at udstyre franske politifolk med de tilsvarende amerikanske titler, men det er ikke nogen grund til, at vi på dansk skal læse om en 'løjtnant' i stedet for f.eks. en 'kommissær', en 'landscaped' park er 'anlagt' eller lignende, men ikke 'landskabsagtig', man handler ikke 'på ordre' fra nogen, men 'efter ordre', Opus Dei er ikke et prælatur 'af' paven, men 'under' ham, og 'baconian håndskrifter' er noget vrøvl på dansk, hvor man må tale om 'Bacon-håndskrifter' eller finde på en helt anden løsning. Og sådan kunne man desværre blive ved.