Svenske krimiforfattere plejede at standse ved bind ti i deres serier med samme hovedperson.

Men Henning Mankell sprænger sin kvote med en ordentlig moppedreng, ’Den urolige mand’, som nummer elleve om vor traurige, lettere overvægtige, fraskilte, alkoholiserede, alderdomssvækkede og sukkersyge kriminalkommissær Kurt Wallander.

Han er her flyttet på landet uden for det smukke Ystad, og datteren Linda er blevet mor med en adelig børsspekulant. Det er netop hendes fine svigerforældre og deres liv og levned, en dunkel fortid og en mystisk bortgang, som er hovedretten i denne meget lange sag.

LÆS OGSÅTurister valfarter til Ystad i sporet af kommissær Wallander

Lindas svigerfar, Hans von Enke, er forhenværende søofficer og øjensynligt blandet ind i en speget sag fra dengang, sovjetiske ubåde hjemsøgte de svenske skærgårde.

Han er nu urolig, og så forsvinder han sporløst kort tid efter sin 70-års fødselsdag.

Snart efter er hustruen også væk.

Og snart efter er Kurt Wallander på sporet af en konservativ konspiration, en muligvis forræderisk sammensværgelse inden for det svenske officerskorps og embedsværk.

I mellemtiden opklarer han andre små og store forbrydelser i sin del af det mere og mere forbryderiske Skåne, skændes lidt med sin datter, sin ekskone og sine kolleger.

Men det surt at være Kurt, når alderdommen trænger sig på. Så hans globale fanskare skal nok ikke regne med et bind nummer tolv!

Svensk Dan Brown
Mens hele verden tager sig til hovedet over Dan Browns succes på absolut dårligt skrevet ramasjang og halvkvædet mystik, er der ingen, som har løftet et undrende øjenbryn over Henning Mankells samme fænomen.

Han er i dag den mest udbredte og oversatte af samtidens skønlitterære skandinaviske forfattere. Anerkendte aviser med selveste Le Monde og Die Zeit i spidsen kappes om at rose ham til skyerne.

LÆS ANMELDELSE Kineseren (2008)

Men er sandheden ikke den banale, at han skriver præcis, som man forventer af en bekymret, velmenende og politisk korrekt svensker?

At hans krimier bogstaveligt slentrer ud ad en meget lang landevej asfalteret med Wallanders sorgrige strøtanker og dybe suk over verdens gang, kærlighed, der visner, og andre tidsler i det svenske paradis?

Ingen humørbombe
På de mange lange sider følger vi Kurt ud i hegnet for at pisse, er med, når han tager sin insulin, drikker sig fuld og går ture med hunden.

Mankell er jo bestemt ingen letbenet humørbombe, skriver just svensk og litterært med nordisk melankoli og mord på menuen.

Bevares, han gør det da godt og gedigent. Pø om pø får vi sågar en spændende historie, når til vejs ende, dog uden skovjordbær.

På disse præmisser får den lødige Mankell af mig (kun) lige så mange hjerter som den underlødige Brown. Hverken mere eller mindre.