Lørdag
Jeg vågner på hotel Beverly Wilshire. Det er et fedt hotel. Hvis det skal være Hollywood, så skal det være Hollywood, og vi fik det for en flad pris, så det er ikke så galt.
Vi ankom til Los Angeles i torsdags, og i dag vågner jeg i luksus – men alt for tidligt. Gammel, som jeg er, kan jeg ikke finde ud af at forandre tidszonen.
Så tidligt om morgenen sidder jeg og læser, hvad den danske presse skriver om Susanne Bier og hendes film ’Hævnen’.
LÆS ANMELDELSE
Op ad formiddagen tager vi hen på Oscarakademiet for at møde repræsentanter for de fire andre nominerede film. Det er skideinteressant at møde konkurrenterne. Jeg er fortrøstningsfuld og tænker: Det skal sgu nok gå. Og det plejer jo at være et meget godt tegn, ikke?
Om aftenen er vi inviteret til middag af vores amerikanske distributør, Sony Pictures Classic, og det første, jeg ser, er en gulvspand med kaviar. Så den styrer jeg lige hen imod.
Jeg står der og æder spiseskefulde af kaviar. Ja, man kan jo lige så godt rage til sig, når det er der lige foran snotten på en, ikke?
Til det drikker jeg en lille vodka, serveret af en eller anden sød, lille pige med en pelshue på fra et eller andet vodkafirma. Bagefter er det bare i kassen og snorksove.
Søndag
Det er den store dag, og jeg vågner igen tidligt og læser de danske aviser på nettet.
Jeg skal først af sted sent om formiddagen, vi har en pressekonference klokken 13 for den danske presse, så der er god tid. Og jeg skal jo gøre mig blød og lækker, så jeg går i gang med at fylde et karbad op.
Ladyshaveren er klar til at ordne bikinilinjen, og jeg ligger rigtigt og gasser mig. Men så kommer jeg til at vippe min telefon ned i badekarret. Så jeg må skynde mig op af badet og ud i byen for at prøve at finde en eller anden telefon. Men jeg er uden for kommunikation et halvt døgn.
Efter pressekonferencen skal jeg ind i en af de der lange limousiner – verdens grimmeste biler. For helvede, hvor er de åndssvage! Man kan kun komme ind i dem ved at kravle med røven i vejret, en fuldstændig tåbelig indretning, specielt når det er meningen, man skal se godt ud, når man går ind og ud.
Men stemningen er glad. Min ven Kim Magnusson, som har hjulpet os med at arrangere alt, har lige samme morgen skaffet mig billetter til selve showet. Det var temmelig overraskende. Jeg havde glædet mig til at se det hele på fjernsyn, men når han nu stod der med en billet, så tænkte jeg: Ja, så pyt. Hæ hæ.
Da vi skal op ad den røde løber ved Kodak Theatre, hvor Oscarfesten afholdes, sørger vores amerikanske filmselskabs pressekoordinator for, at Susanne kommer til at snakke med de rigtige, og vi andre står så og soler os lidt i vores selvfedme i den californiske eftermiddagssol.
LÆS INTERVIEW
Susanne Bier: Det har været vanvittigt, sjovt og fantastiskVi tager nogle billeder af hinanden. Det må man ikke, men vi er danskere, så vi overholder ikke nogen regler.
Jeg har fået billet oppe under loftet i Kodak Theatre. Det er 55 grader varmt, og aftenens værter er to små klatter nede på en scene meget langt væk. Under alle reklamebreaks jages man ud og ind af teatret.
Det er meget lidt kontinuerligt, så man får store huller i showet. Men så er det jo bare ud i baren og få sig en gin og tonic. Det er jo en festdag.
Vi ved jo, at den ottende kategori i aftenens program er Bedste Udenlandsksprogede Film, og – ja, det kan godt være, det lyder lidt storskrydende – jeg har følt mig sikker på, at vi ville få den. Sådan noget må man ikke sige. Det giver uheld, siger alle. Men jeg tænker: Hun har sgu fortjent den, så derfor er Gud med os.
Det første, vi ser, da Susanne bliver kaldt op, er en dansk kvinde, vi ikke kender, som fire rækker foran os rejser sig og råber hurra.
I den næste reklamepause spurter vi ellers bare ud og bestiller champagne. Susanne befinder sig stadigvæk omkring 1,8 kilometer væk, nede på de fines rækker. Men det lykkes os at få skålet med Gud og hvermand.
At det så er en ørkenvandring at komme ud af teatret igen og vente på, at alle de forpulede limousiner skal køre frem og hente alle de skabagtige skuespillere, ja, det er en lidelse, vi kommer over.
Vi kører direkte hen på en lille italiensk restaurant, og der får vi tyret en ordentlig røvfuld pizzaer på bordet. Det er lige, hvad drengene har lyst til. Susanne skal gøre sig færdig med alle sine officielle pligter, så vi venter på hende.
Da hun dukker op med statuetten, rejser alle gæsterne i restauranten sig og klapper. Jeg bliver lidt rørt og får en lille tåre i øjet, da hun kommer.
Jeg begyndte på Filmskolen med Susanne i 1983 – i februar – sammen med hendes faste klipper, Pernille Bech. Vi har taget hele vejen sammen.
LÆS INTERVIEW
Bier: Det er det største i min karriereVi behøver ikke de store overfladiske krammere. Vi kan godt se på hinanden, at der er nærhed, selv om der er gang i alt mulig andet omkring os.
Og så sidder vi ellers der, en flok glade danske drenge og piger, om et bord og fester med sjofle vittigheder og uhøvisk tale om analsex og andre interessante emner, der passer sig til et Oscarvindende team, ikke? Lige nu tænker jeg ikke over, hvad det her kan betyde fremover. Jeg er mere ... sentimental.
Jeg forlader selskabet ved midnatstid. De andre er mere udholdende end jeg. Jeg ved ikke, om jeg er lidt febril og influenzaramt eller bare gammel, træt og ramt af jetlag.
Mandag
Jeg skal flyve om eftermiddagen – som den første af os alle sammen. Jeg skal jo hjem til fabrikken. Jeg når forbi Susannes pressemøde på vejen og får råbt hej til alle, og så er det ellers af sted til lufthavnen til 2½ times sikkerhedstjek og rend mig i røven.
Men så sidder der et dansk ægtepar fra Aalborg og råber tillykke. Det er rørende. I Lufthansa-flyet til Frankfurt ligger jeg ved siden af en meget kraftig, snorkende tysk kvinde, men jeg sover som et lille barn hele vejen.
Morgenglad Susanne Bier: Oscar har ikke været med i sengI Frankfurt, hvor jeg mellemlander, har jeg et fast ritual: Der skal jeg have frankfurtere, så dem spiser jeg to af med ketchup og sennep, inden jeg hopper på et SAS-fly til København. Og der er det helt tårevædende igen: Stewarder og stewardesser ønsker tillykke.
Tirsdag
Jeg lander i København klokken halv to, og min datter, Sigrid, står med blomster for at hente farmand. Det er jo noget af det bedste. Hun kører mig ud til Zentropa, hvor hele personalet råber hurra.
Vi får et glas champagne og et stykke kransekage, og så er det dét: Vi skal jo holde fest senere på ugen. I stedet har jeg inviteret børn og venner ud at spise på en restaurant i København, så der tager jeg ind og får bællet noget rødvin sammen med dem, der betyder mest for mig.
Guldpalmerne og Oscar. Det er toppen i den her branche, og begge dele har jeg så prøvet nu.
Onsdag
Da jeg står op, kan jeg mærke, at jeg er lidt rådden og præmenstruel, og jeg tænker: Det er nok bedst, jeg ikke lige tager på arbejde, for jeg vil nok knalde en eller anden en på bærret, hvis der bliver noget brok.
Så jeg går ud til grisene – jeg er griseavler – og jeg ser, at der ligger en masse grene på græsplænen, og dem begynder jeg at samle op. Den første times tid tænker jeg: Det er for åndssvagt det her.
Zentropa udsætter Biers næste filmMen det er alligevel, som om det er noget helt almindeligt dagligdags, der skal til. Der er ikke noget high society-helvede over det. I løbet af dagen kan jeg mærke, at jeg bliver mere og mere mild.
Min kone kommer hjem, og så laver jeg fiskefrikadeller med mos, og vi får et par bajere til. Og alt er godt og harmoni.
Torsdag
Jeg tager min cykel ind til stationen i Køge og tager S-toget på arbejde. Her er alt på den anden ende, for vi skal jo fejre Susanne, der kommer hjem klokken 18.30.
Hun vil sikkert være røvtræt og ikke holde længe, men når hun er taget hjem, kan vi andre jo feste videre.
Min glade ven Morten – alias Master Fatman – kommer og svinger sin elegante krop til inciterende diskorytmer fra grammofonpulten, og Restaurant Babette har lovet at lave oksebøffer med krølfedt, for det er Susannes livret.
Det er meget rørende at stå med Susannes familie og venner og filmholdet, hele firmaet og alle de glade investorer. Klokken halv fem bliver jeg bedt om at køre hjem, så festen kan lukke.
Fredag
Jeg slår gluggerne op hjemme i Herfølge og går ud og snakker med grisene. Mine rigtige venner.
Og så skal jeg ud og hilse på DR’s nye generaldirektør. Jeg har også et par interview i eftermiddag og skal til en middag, men så tror jeg også, der er lukket og slukket.
fortsæt med at læse
